12. ALMINDELIGE SØNDAG

     

Biskop Czeslaw Kozon

 

1.L.: Zak 12,10-11; 13,1;  2.L.: Gal 3,26-29. Ev.: Luk 9,18-24

 

Denne søndags første læsning og evangelium lader os se både frem og tilbage, til en fest, vi lige har fejret, og én, vi vil markere næste søndag.  Første læsning taler om at se hen til ”ham, der er gennemboret,” et kendt tema fra andagten til Jesu Hjerte, som vi fejrede i fredags for en uge siden. 

 

I evangeliet hører vi Peters bekendelse af Jesus som Guds salvede, en lidt forkortet version af samme bekendelse hos Mattæus, som vi vil hører næste søndag, når vi fejrer Peters og Pauls fest.

 

Begge disse fester kan vi kalde kirkefester i den forstand, at vi får fortalt noget om Kirken.  Vi siger, at Kirken og dens sakramenter er født af Jesu gennemborede side, af hans hjerte, og i apostlen Peters person får den et synligt overhoved på jorden.

 

Som alt, hvad vi møder i vort liv med Gud, rummer også denne søndags tekster og de forhold, de skildrer, både håb og udfordringer.  Håbet konkretiseres i de løfter, som Gud og hans Søn giver, udfordringerne i forudsigelsen af trængsler.  Især i den første læsning er disse aspekter flettet tæt ind i hinanden: Nærmest som en forudsigelse af Helligånden siger Gud, at han vil ”udgyde en nådens og bønnens ånd” ”over Davids hus og Jerusalems indbyggere.” 

 

Længere nede hører vi, at der for den samme målgruppe skal åbnes ”en kilde, som skal rense for synd og urenhed.”  Med dette sidste tænker vi netop på den tilgivelse og næring, som Kristus bringer os i Kirkens sakramenter, særligt tydeligt i dåben og Eukaristien, to sakramenter, der netop er symboliseret ved vand og blod, som flød ud af såret i Kristi side.  

    

Det drejer sig i dagens tekster om at lære Kristus at kende, at se hen til ham og finde ud af og ikke mindst acceptere, at han er den, han er: Guds salvede.  Det lidt gammeldags udtryk at ”se hen til” udtrykker håb og længsel.  Den, man ser hen til, forventer man, kan udvirke og forandre noget. 

 

At ”se hen til” betyder også i videre forstand at se forbi alt andet, ikke lade sig distrahere, men bevare fokus på den, der virkeligt kan hjælpe. Forinden kan vort blik have været rettet mod så meget andet, kan have gjort os indadvendte og kortsynede, akkurat som israelitterne i ørknen mistede håbet og knurrede mod Moses.  Da de så blev ramt af ulykker, de giftige slanger, kunne de rede livet ved at ”se hen til” kobberslangen, et symbol på den ophøjede Kristus.

 

Også for os er det meget, der afleder opmærksomheden.  Vi lever i en meget mangfoldig og sammensat verden.  Der er mange meninger og ideologier, som søger at give svar på livets store spørgsmål. Der er mange praktiske ting, der tager vor tid og kræver vor koncentration og vore kræfter.  Der er mange ting, der frister med muligheden for en hurtig og kortsigtet tilfredsstillelse af vore begær og ambitioner.  Der er ting, der får os til at tvivle på, om det, vi tror på og gør, er rigtigt, og om det er vor indsats og vort engagement værd.

 

Midt igennem alt dette, skal vi se hen til ham, ”de har gennemboret.” Evangelisten Johannes har overført denne gammel-testamentlige betegnelse på Kristus på korset.  Vi skal se hen til ham med håb, når vort humør er nede, og med ydmyghed, når vi har fejlet.  Som kristne mener vi spontant, at vi ser hen til Kristus; han har givet navn til vor tro, og vi betragter det som en selvfølge, at det er ham, vor tro drejer sig om.  Trods alle disse selvfølgeligheder gør vi også godt i at lade os spørge af Kristus, hvem vi siger, at han er. 

 

Vi kan godt smile af de stakkels ”uvidende,” der svarer, at han er Johannes Døber, Elias eller én af profeterne.  Vi tør også godt svare med Peter, at Jesus er Guds salvede. Navn og titel er vigtige, men her at give det rigtige svar betyder så også, at vi må indlade os med ham.  At erkende, at Jesus er Guds salvede, betyder, at vi anerkender hans autoritet og dermed lader os forpligte af den, accepterer, at det Kristus siger, er sandt.  Samtidig må vi lade os udfordre af det, han siger til os, og følge ham, når han kalder os.

 

En gang imellem må vi have mod til at spørge os selv, om vi tør tage Kristus på ordet, når han taler om f.eks. at fornægte sig selv og tage sit kors op.  Siger vi ja til Kristus i tillid til, at vi i vor del af verden tilsyneladende ikke kommer ud for de store udfordringer, der gør kristenlivet vanskeligt for os, eller har vi tænkt igennem, hvad det vil sige at frelse sit liv ved at miste det? 

 

For at stille et endnu mere provokerende spørgsmål: Ville vi turde indlade os med Kristus, hvis hans forudsigelser om, at man skal miste siv liv for at frelse det, med sikkerhed gik konkret i opfyldelse?  Kun kærligheden kan få os til at sige ”ja” til dette spørgsmål. Vi kan ganske vist med en vis sandsynlighed og erfaring sige, at vi ikke kommer til at lide martyrdøden; men selv hvis, ville kærligheden hjælpe os med at overvinde betænkeligheden.  Sådan klarede de første kristne sig, og derved kom Kirken styrket gennem de første næsten tre århundreder, hvor alt menneskeligt set ikke så for lovende ud.

 

Meningen med disse provokerende spørgsmål er ikke at så usikkerhed om det store vidnesbyrd om tro og ivrige engagement, som mange virkeligt lægger for dagen.  Disciplene turde sige ja til at drikke den kalk, som Jesus skulde drikke, selv om de fik at vide, at det betød lidelse. Der skulle dog opstandelsen til, før det gik op for dem, hvad det egentlig gik ud på, og inden da havde modet også svigtet dem for en tid, så de flygtede.

 

Hvad kan vi bruge disse overvejelser til?  Opfatter vi Jesu ord som ”hård tale,” der ikke er til at høre på og derfor heller ikke til at følge? Det burde vi ikke, selv om Jesu ord naturligvis skal mane til eftertanke. Jesus vil ikke skræmme os, men kun minde os om, at vi skal tage vort engagement med ham alvorligt, at vort liv med ham aldrig blot kan være en hobby, men kræver os fuldt og helt. 

Det burde ikke undre os, fordi vi godt fra menneskelige sammenhænge ved, at nogle situationer kræver vor totale hengivelse, og vi ikke kan nøjes med at holde ved, når det går godt. Ægteskabet er det bedste eksempel.  Man føres hen mod ægteskabet pga. af begejstring for et andet menneske og drømme om et liv, der skal være godt og lykkeligt.  Blot et minimum af nøgternhed gør dog, at man ikke kan forvente et liv uden udfordringer, udfordringer, der for nogle kan blive til store prøvelser. 

 

Kærligheden, grundelementet i ægteskabet, gør dog, at vi ser nødvendigheden af at være til stede med opmærksomhed og støtte, når den anden lider, men også når han eller hun svigter.  Intet af de engagementer, vi som mennesker begiver os ud i – trosliv, ægteskab, præste- og ordenskald, kan bygges og bedømmes på enkeltsager eller kun på det, der går godt eller indfrier vore forventninger.

 

Hvis vi er pessimistisk anlagt, kunne vi klassificere Jesu ord som strenge og livet med ham som hårdt og glædesløst.  Det, han lægger op til ved at kalde mennesker til sig, er ikke dog ikke mørk askese, men ægthed og autenticitet.  Det gør han naturligvis ud fra sin egen hellighed og fuldkommenhed, men også ud fra et realistisk syn på verden.  Realiteten består i, at ej heller det menneske, der ikke tror på Gud eller ikke ønsker at følge ham, vil få et problemfrit liv. 

 

Konklusionen er ikke, at så kan man ligeså godt følge Jesus, når det i sidste ende alligevel ikke kan være anderledes, fordi vi ikke kommer uden om ham.  I stedet skal vi tage Jesu kald til os som en chance for at få noget vendt, for at skabe nyt håb.  I stedet for, at han blot er én, som vi giver lov til at følge os på sidelinjen, så skal vi følge ham, og det ikke blot på sidelinjen.  Han skal være den, vi med Zakarias’ og senere Johannes’ ord, (Joh 19,37) ”ser hen til,” den, vi søger og bevarer blikket rettet mod.

 

Det var de mest angstfyldte og smerteligt øjeblikke i Jesu liv, der betød frigivelse af store fordele: Eukaristien i skyggen af lidelsen og Kirken og sakramenterne på korset, suppleret med, at Jomfru Maria blev gjort til vor mor.  For mange vil dette ikke være hård tale, men from snak, som man ikke mener at kunne bruge til noget.  Dog bør man så i det mindste kunne sammenligne disse situationer med kriseøjeblikke i vort eget liv, øjeblikke, hvor tingene kan gå begge veje, og en afgørelse og nyorientering er nødvendig.  Også dette er noget, alle kommer ud for og skal tage stilling til.

 

                      I Guds historie med mennesket bliver ingen smertelig situation fremstillet som endegyldig, men altid forbundet med løfter og håb.  Hos Zakarias med løftet om, at nådens og bønnens ånd vil blive udgydt over os, og at synd og urenhed vil blive fjernet af en nyåbnet kilde. 

 

Jesus siger, at den der mister sit liv på grund af ham, skal frelse det.  Det er ikke blot et løfte om løn i himmelen som kompensation for jordiske lidelser, men en opmuntring til allerede her på jorden at lade Jesus tage styringen i vort liv.  Det betyder så ikke bare udsigten til løn i himlen, men til en nyorientering af vort liv her på jorden, som vil kunne rykke noget og lære os at se tingene med nye øjne.  Det vil både give vort eget liv mening og perspektiv og skabe overskud hos os til at bane vejen for Jesu projekt med at forny Kirken og verden.

 

Amen

 

 

© Ord på Vejen