16.
ALMINDELIGE SØNDAG
P.
Drago Cumurdzic
1.L.:
1 Mos 18,1-10a; 2.L.: Kol 1,24-28. Ev.: Luk 10,38-42
Det
er nødvendig at bede og arbejde
I
en biografi om den berømte tyske pastor Flatich (død 1797) kan vi
blandt andet læse følgende:
En
dag kom en mand til ham og begyndte at beklage sig bittert over sin
søn, en dreng på 10 år. - Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med
ham, fader. Drengen er stædig, adlyder mig ikke, han er vred, lytter
ikke til nogen... Men hvad har De gjort for at han kan forbedre sig,
spurgte præsten. - Alt, fader, alt hvad jeg har kunnet. Jeg har
prøvet med både rare og mindre rare metoder, jeg har prøvet med
råd og med advarsler, jeg har prøvet alt. Men der er ingenting, der
har hjulpet. Han bliver værre og værre. - Men har De bedt? spurte
præsten. Har De bedt aftenbøn med ham og med de andre børn? Tog De
dem med i kirke om søndagen?
-
Øh, fader, De ved...De ved...han vidste ikke, hvad han skulle sige.
De ved, jeg er forretningsmand. Jeg arbejder hårdt hver dag og jeg
har ikke tid til at bede. - De er nødt til at tage Dem tid til det,
afbrød præsten ham, det drejer sig om at frelse Deres barn, og uden
bøn er alle Deres anstrengelser meningsløse. Gå derfor hjem og
begynd at bede i ydmyghed. Bønnen vil udrette hvad De ikke kan.
Manden gik hjem og gjorde, hvad han havde fået besked på. Han
begyndte at bede for sin familie, og navnlig for sin søn. Om
søndagen gik de i kirke, og hver dag bad de sammen.
Et
stykke tid efter kom manden igen til præsten for at udtrykke sin
taknemmelighed, fordi det gik betydeligt bedre med hans søn, og
situationen i familien i almindelighed var blevet bedre. Det kunne
således ikke have fungeret uden bøn. Det er ikke uventet, for som
Paulus skrev: 'Det er ikke den, der sår eller den, der vander, men
Herren, som får det til at gro.' (l Kor 3,7,). Denne begivenhed faldt
mig ind i dag, da vi læser evangeliet om Jesus, Martha og Maria.
Martha
og Maria
I
de tre år, hvor Jesus med sine disciple gik rundt i sit hjemland og
prædikede evangeliet for at ordet skulle nå ud i den mindste afkrog
af Det hellige Land, sørgede gode mennesker for at han og hans
disciple altid havde nok til at de kunne få det daglige brød.
Det
hus, Jesus ofte kom til, enten alene eller med sine disciple, var
Lazarus' hus, hvor Lazarus boede med sine to søstre Martha og Maria.
Denne gang kom han også forbi. Som altid tog de imod ham med åbne
arme. Martha sørgede for, at han fik noget at spise, medens Maria sad
stille og lyttede til hans ord.
Kristne
har altid betragtet de to som to forskellige personligheder. Martha
arbejdede hårdt og tænkte på alt det praktiske. Hun var den
hårdtarbejdende, meget aktive type blandt dem, der fulgte Jesus.
Maria var tilbagetrukket, den der overvejer og besinder sig på
formålet med livet, Guds ord og nåde, den stille tale med Gud,
bønnen. Maria var således dybt optaget af bønnen og af troens
sandheder. Og de arbejdede begge to for Jesus. Lukas skriver, at Jesus
sagde til Martha: "Martha, Martha, du gør dig for mange
bekymringer, og kun ét er fornødent. Maria har valgt den bedre del,
og den skal ikke tages fra hende." (Luk 10,42). Jesus ønskede
med disse ord ikke at kritisere Martha, fordi hun havde sørget for,
at der kom mad på bordet. Slet ikke! Han ønskede at gøre opmærksom
på vigtigere ting; ting, man ikke må gå glip af. Han advarede om,
at en masse ting, arbejde og bekymringer ikke er nødvendige. Maden er
nødvendig, kroppens føde, klæder er også nødvendige, men vores
ånd (vores sjæl) har brug for sit eget brød - Gud og hans ord. Det
er nødvendigt, faktisk er det overordentligt vigtigt af og til at
være opfyldt af Gud, at lytte til ham, tale til ham i bøn. Hvilken
ros fik Maria? - Jesus sagde om hende: 'Maria har valgt den bedre del,
som ikke skal tages fra hende.' (Luk 10,42).
Verden
har brug for mange sjæle som Maria. Sjæle, som forstår at sidde ved
Mesterens fødder og lytte til hans ord og bringe det videre ud i
livet. Sådanne sjæle opbygger verden efter Guds plan, og således
bør vi blive.
I
vor verden er der stadig flere mennesker som Martha. Vi er syge af
vore bekymringer og arbejde, af fortravlethed. Vi bekymrer os for
meget om det daglige brød, vi bekymrer os for lidt om Gud og hans
ord, om samfund med ham, om bøn.
Overalt
ser vi dem, der prøver at retfærdiggøre sig: Jeg har så travlt, at
jeg ikke har tid til at lytte til Guds ord. Der er endda flere af dem,
der aldrig skænker Gud en tanke. På den måde udelukker de Gud fra
deres daglige liv. De tænker, at hvis de blot et øjeblik standser op
og kommer i forbindelse med Gud, så vil deres virksomhed også
ophøre. Tværtimod. Med morgen- og aftenbøn, når vi har Gud for
øje med en kort bøn, vil vor virksomhed ikke ophøre. Den vil
tværtimod blive bedre og vor lykke i livet blive større.
Nogle
eksempler: Den hellige Zita (død i 1272) var en almindelig kvinde i
et hus. Hun arbejdede hårdt. Hun gjorde rent i stuerne, hun lavede
mad, som om hun gjorde det for Jesus selv. Hun sagde meget ofte: 'Mine
hænder arbejder, men mit hjerte er hos Jesus´. Og just på grund af
dette arbejde blev hun en helgen i Guds kirke. I ethvert menneskes
liv, især hos enhver kristen, bør der være en tæt sammenhæng
imellem bøn og arbejde. Ligesom kroppen er død uden en sjæl, er
arbejdet det uden bøn.
Moder
Teresa, som var et meget hårdtarbejdende menneske, sagde: "Det
er ikke muligt at være aktiv i påtrængende apostolisk arbejde uden
at være en bedende sjæl. Vor handlen er kun sandt apostolisk hvis vi
lader Kristus handle i os med sin magt, med sine ønsker og sin
kærlighed."
Vi
kan praktisk talt bruge det gamle visdomsord: "Arbejd som om du
levede evigt, og bed som om du skulle dø i morgen." Det betyder,
at vi skal arbejde hårdt som Martha, og lytte til Guds ord og bede
som Maria. Det bedste er at ligne både Martha og Maria, det vil sige,
både arbejde og bede.
I
vort materialistiske samfund, hvor arbejdet tilbedes og bøn ikke er
synderlig værdsat, må vi kristne vise, at vi beder meget og at vi er
de bedste arbejdere. De to ting udelukker ikke hinanden.