17. ALMINDELIGE SØNDAG

     

Birgitte Christensen, Jesu Hjerte Sogn, København

     

1.L.:1 Mos 18,20-32; 2.L.:Kol 2,12-14. Ev.: Luk 11,1-13

     

"Herre lær os at bede", siger en af disciplene til Jesus. Og Jesus lærer disciplene at bede Fader vor.

     

I dag er denne bøn børnelærdom, kristne fra hele verden beder den hver dag, og den indgår i messerne. Det er en fællesskabets bøn, der forener os i bøn til Gud. Det er en bøn, der priser vor fælles Fader, og hvor vi beder om, at endnu flere må få del i fællesskabet. I bønnen beder vi om de mest nødvendige ting til livets opretholdelse for legeme og sjæl. Vi beder om tilgivelse for vores synder og styrke til at modstå fristelser.

     

I verden af idag sættes enkeltindividet i fokus. Det er i høj grad individernes individuelle stræben fremad og opad, der er i centrum. Fællesskabet er trådt i baggrunden til fordel for jeg'et. Vi plejer vores egen urtegård, men glemmer den større have, vi lever i. Derfor er bøn i høj grad vigtig. Bønnen, hvor vi bliver mindet om, at vi ikke kun er enkeltindivider, men en del af et fællesskab. Der er nogen, der er afhængige af vores hjælp og vi af andres. Derfor skal bønnen være medvirkende til at styrke fællesskabet.

     

Fadervor var, er og vil altid være lige aktuel. Den er ikke afgrænset af tid og sted. Der er altid en grund til at bede for os selv og for vores medmennesker. Der er mange mennesker i verden, der ikke har de mest basale ressourcer, der gør det muligt for dem at overleve. Mennesker, der lever på gaden og skal kæmpe sig gennem hver eneste dag. Der er mennesker, der konstant er på flugt på grund af deres tro eller deres politiske overbevisning. Der er diktatorer, der undertrykker befolkningsgrupper, og starter krige til deres egen fordel. Der er videnskabsmænd, der i iver efter at udvikle deres teorier i praksis, glemmer hvilke konsekvenser deres opfindelser kan have for den jord, vi lever på. Alle disse mennesker tager vi med i vores bøn til vor Fader, både de undertrykte og de undertrykkende.

     

I Fadervor skelner vi ikke mellem de gode og de onde, men beder for, at alle må blive tilgivet deres synder. I Fadervor siger vi "forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere". Ja, vi beder om Herrens tilgivelse, men skal også selv tilgive andres synder. Ved mindre synder er det forholdsvis let for os at tilgive. Det kniber mere når det drejer sig om grove synder. Her tænker vi meget dualistisk, og har ikke evnen til at se nogle personer som andet end syndere. Ligeledes chokerer det os meget hvis en ellers lovlydig person pludselig og uden varsel synder groft. Vi har brug for at bede om hjælp fra vor Fader, så vi kan se andre med nye øjne og tilgive dem. "Bed, så skal der gives jer; søg så skal I finde; bank på så skal der lukkes op for jer", siger Jesus. Ja, den der ikke beder får ikke det han ønsker, for ingen kan vide, hvad han har brug for. Kun ved bøn kan vi finde det, vi søger. Om Gud hjælper os, når vi beder til Ham, skal vi også række vores næste hånden, når han beder os om hjælp. For hjælper vi vores næste vil vi styrke fællesskabet, men nægter vi at hjælpe vil fællesskabet svækkes af brudte led.

     

Jesus lærte sine disciple at bede og dermed også os, og vi har til stadighed brug for at blive vejledt når vi beder. Vi har behov for at forstå, hvor stor betydning vores bønner har både for os selv og andre. Derfor siger vi, "Herre, lær os at bede". Og Han vil lære os at bede!

 

© Ord på Vejen