P. Christian Noval
1.L.:Præd 1,2;2,21-23; 2.L.:Kol 3,1-5,9-11. Ev.: Luk 12, 13-21.
Dagens læsninger handler om vores forhold til de timelige goder. Specielt i evangeliet holder Jesus en katekese om vores menneskelige behov for at sikre os, ikke mindst økonomisk. Som næsten altid tager Jesus udgangspunkt i en konkret situation: Her, en uoverensstemmelse mellem to brødre om deres arv.
Måske virker situationen meget ordinær og forklaringen lige til, men alligevel ligger der et dybere og mere grundlæggende budskab til de folk, som lyttede til Jesus, og i sidste ende selvfølgelig også til os.
De to brødre er blevet uenige om deres arv. Formentlig har den ene af brødrene taget størstedelen af arven uden at tænke på den anden. Om han var i sin ret til det ifølge loven, fortæller historien ikke noget om. En uenighed om arv synes ganske almindelig, og er måske noget, som vi selv er stødt på.
Den ene bror kommer til Jesus, fordi han anser ham for en god og retfærdig mand. Han ønsker, at Jesus skal hjælpe ham til retfærdighed overfor hans egen bror. Det virker naturligt, at Jesus er interesseret i retfærdighed, men han nægter at gå ind i sagen …. og alligevel ikke, for han giver et svar: "Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?" Og taler så videre om griskhed.
Når Jesus begynder at tale om griskhed, er vores første reaktion nok, at det må være henvendt til den bror, som havde taget for meget af arven. Men ved nærmere eftertanke henvender den sig i lige så høj grad til den anden bror, som kommer for at spørge Jesus om hjælp.
At tage, hvad der ikke tilhører mig, er forkert, det er klart for alle. Men hvad så med at anklage sin egen bror for uretfærdighed? Er det retfærdigt?
Spørgsmålet er, hvilken form for retfærdighed den unge mand søger. Søger han den retfærdighed, Jesus er kommet for at realisere? Eller søger han den retfærdighed, som giver ham, hvad han har ret til?
Gud blev ikke menneske for at etablere ret og orden mellem os mennesker. Det har vi loven til – her også i form af Moseloven. Den retfærdighed, Jesus bringer, er, at retfærdiggøre ved at dø for uretfærdige. Kristus ødelægger uretfærdigheden ved at dø uretfærdigt. Så med Jesu svar, siger han, at begge brødre har uret. Således tager Jesus udgangspunkt i begge brødres griskhed for at holde den følgende katekese om vores verdslige sikkerheder.
Lignelsen om den rige mand, hvis mark havde givet godt, er forholdsvis lige til. Men skal nok forstås i lyset af den lige beskrevne dialog med den unge mand. Den rige mand befinder sig i en god situation. Han har arbejdet i lang tid, og har nu tjent nogle gode penge.
Umiddelbart kunne vi fristes til at forstå den rige som uretfærdig i måden, han har tjent pengene på, men det siger lignelsen ikke noget om. Han har tjent sine penge ærligt, og har formentlig også givet arbejde til en masse andre mennesker. Problemet ligger i hans forhold til de rigdomme, han har tjent.
Mens han arbejdede – og det gælder ikke mindst i landbruget – måtte han sætte sin lid til Herrens gaver. Regnede det ikke, eller regnede det på de forkerte tidspunkter, ville høsten ikke blive god. Hans liv afhang i høj grad af det, som Gud gav. På en måde var det nødvendigt for ham at leve i tillid til Gud.
Nu har Gud været god ved ham, og har givet ham en rigtig god høst. Han ser, at han nu ikke længere behøver at arbejde, og derfor heller ikke behøver at leve afhængig af det, som Gud giver ham. Han behøver ikke længere at have tillid til Gud. Katekesen, Jesus holder, handler ikke om, hvorvidt det er godt at være rig eller ej, men om vores sikkerheder. Hvor ligger mine sikkerheder? Har jeg tillid til, at Gud også sørger for mig? Inden bonden blev rig, arbejdede han og levede overbevist om, at Gud ville give ham det nødvendige. Gud gav ham endda mere, for han gav ham i overflod.
At leve med vores sikkerhed i Gud vil ikke sige, at vi ikke laver noget, men at vi gør, hvad vi kan og overlader resten til Gud.
Uanset om vi er rige eller ej, så afhænger vort liv i sidste ende af Gud. Dette må være vores grundholdning over for alle livets forhold.
|