19. ALMINDELIGE SØNDAG

     

P. H.F.Berning, O.F.M.Conv., sognepræst

     

1.L.: 1 Kong 19,4-8; 2.L.: Ef 4, 30-5,2; Ev.: Joh 6,41-51

     

TEMA: AT VÆRE PÅ VEJ.

     

1. Kongebog 19,4-8: Historien om Elias.

Han kender til mange skuffelser: med hensyn til sin opgave, med hensyn til sine medmennesker og med hensyn til sig selv. Elias kan ikke klare det mere; det er for meget for ham. Han flygter ud i ørkenen og sætter sig under en gyvelbusk. For hans skyld må dette gerne være endestation.

     

Mennesker kan dø i ørkenen; men ørkenen kan også blive en velsignelse. Enhver facade og udsmykning falder væk. I det tomrum, som så opstår, kan der være plads til noget andet. Man kan igen forstå lidt af den indre stemme. Sådan som vi kan læse i Bibelen: "Jeg vil lokke dig og føre dig ud i ørkenen og tale dig kærligt til". (Hosea 2,14). Dette sker i historien om Elias. En Herrens engel rører ved ham og siger: "Elias, stå op og spis". Og Elias ser et ristet brød og en krukke vand. Han spiste og drak, endda op til to gange, og i kraft af denne spise vandrede han 40 dage og nætter, indtil han kom til Guds bjerg, Horeb.

     

Midt i ørkenen en Herrens engel, som giver ham brød undervejs. Han som er "Jeg skal være der" (Jeg er den, jeg er) han bryder bitterheden og giver brød til liv. I den dybeste nød er han tilstede.

     

Det samme kender vi fra Guds folks vandring gennem ørkenen. En fremtid og frihed er tilsagt dem. Men de vandrer målløs omkring, mens de lider sult og tørst. Hvor bliver løfternes opfyldelse af? Er det endnu en gang en illusion? Men vi véd, at Gud Herren også for disse mennesker forbliver "Jeg skal være der". I ørkenen møder de Herrens engel og han giver dem: Manna, brød fra himlen, nyt liv, kraft til at fortsætte, føde for undervejs.

     

Johannes 6,41-51: Måske er det netop det Johannesevangeliet vil tilbyde os i dag i Jesu ord: "Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen". Hermed siger Jesus dog: I hvilken ørken du end er kørt fast, på din livsvej kan du møde mig som Guds engel, som giver brød til liv. Thi Guds engel og livets brød, det er Han selv.

     

Og, siger Johannes videre, når du engang har spist dette brød, så skal du leve, virkelig leve for altid, leve for dig selv og til gavn for denne verden.

     

I dette evangeliets vidnesbyrd om Jesus, griber Johannes tilbage til de gamle fortællinger. Dermed siger han til enhver, som vil høre det: Denne Jesus fra Evangeliet kan du genkende som en Guds engel og som brødet fra himlen, hvis du ikke knurrer sådan som Jøderne gjorde i ørkenen.

     

I Bibelen er det at knurre et tydeligt tegn på vantro og på en mangel på tillid på ørkenvandringen. Johannes opfører det lyttende folk som dem, der knurrer: "vi kender ham dog; han er også blot en af os; hvad indbilder han sig?" Nej, siger Johannes, I kender ham ikke. For vil du møde ham og kende ham i hans sande værdi (væsen), så skal I være tiltrukket og undervist af Faderen. Faderen selv gør, at vi genkender Jesus Kristus som hans levende billede iblandt os, mennesker. I Jesus Kristus møder du den levende selv. I ham ser du den levende Guds befriende handlen i denne verden. Således er Jesus i sandhed brød fra himlen. Thi når du gør Jesu mening og hans måde at leve på (livsstil), når du tager ham til dig sådan som du spiser brød, så skal også du leve, leve for dig selv og leve til gavn for din omverden.

     

Og så bliver du, ved at spise dette levende brød, til en Guds engel i denne verden.

© Ord på Vejen