1. SØNDAG I FASTEN

     

P. Michal Bienkowski, sognepræst

     

1.L.:1 Mos 2,7-9,3,1-7; 2.L.:Rom 5,12-19. Ev.: Matt 4,1-11.

     

Da den berømte helgen, Jean Marie Vianney i 1818 blev indsat i stillingen som sognepræst i Ars, mødte han der noget, som kun kunne sammenlignes med et mareridt, ja enhver præsts mareridt, den tomme kirke og tilsvarende manglende interesse hos dem, der burde være hans menighed.

     

"Ude i ørkenen" - det måtte have været det navn, som ganske godt ville betegne stedet. Hvor ofte overvejede han at forlade Ars? Hvor ofte drømte han om sten, der blev til brød? Hvor ofte måtte han gentage Jesu ord: "Vig bort, satan! Thi der står skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene." (De, der kender Vianneys livshistorie, har noget kendskab til hans åndelige kampe mod satan).

     

Den skrækkelige ørken knækkede ham ikke, han fandt en oase i ørkenen - kirkens tabernakel, det sted hvor livet bor og pulserer og deler med dem, der gerne ønsker at overleve.

     

Jean Marie ønskede det ikke alene for sig selv, men også for dem, som ikke var klar over dette behov. Gennem bøn og faste øste han af den enestående kilde og gav videre. Og ørkenen blev til en smuk have.

     

Sådan var det, da fader Jean Marie Vianney påtog sig den (menneskeligt set) umulige opgave. Hans succes var selvfølgelig frugt af Jesu Kristi sejr over djævelen i ørkenen. Den hellige sognepræst af Ars var klar over to ting: 

     

1. Gud er Herre over alt. Han bygger sit Rige på kærlighed. Mennesker er kaldede til at have del i Guds herlighed.

     

2. Satan er en person (ikke blot en ide), der både hader Gud og mennesker, og er en reel hindring på menneskers vej til Gud. Satans had og hovmod kan kun besejres af Guds kærlighed og ydmyghed.

     

Vi oplever i dag den første søndag i fastetiden. Guds ord gør os opmærksomme på den virkelighed, som fra begyndelsen af har prøvet at ødelægge menneskers kærlighedsfulde forhold til Gud. Teksterne beretter også om Guds svar på den virkelighed. Vi hører blandt andet om sådanne begreber: satan (eller Djævlen), fristelse og synd.

     

I vor tid vil man næsten kun skrive de tre ord med anførselstegn ("satan", "fristelse", "synd"), som om de ikke længere bør betragtes som eksisterende, eller vi giver dem en fuldstændig anden betydning. Er Guds ord virkelig så arkaisk? Fortæller det kun om de gamle dage, hvor satan var virkelighed, mennesker fristedes og begik synder? Behøver vi ikke at tænke på vore egne problemer med satan, fristelser og synder?

     

For 4 dage siden startede Kirken den liturgiske forberedelse til at fejre Guds opgør med de nævnte problemer. Bevidstheden om dette synes at indebære klare svar på de stillede spørgsmål. Livet - tværtimod - viser, at virkeligheden er mere kompliceret end det, man ville have forestillet sig. I sin Søns frelsesgerninger: menneskevordelse, død og himmelfart, besejrede Gud satan, men den sidstnævntes virksomhed er meget synlig.

     

Hvorfor? Fordi hans (satans) situation nu ligner en døende hests situation (en døende hests spark kan være dødbringende). Vi skabes stadig i Guds billede og det vil satan aldrig kunne elske. Derfor "sparker" han kraftigt. Paradokset er, at i den farlige leg med mennesker (den er også rettet mod mennesker) indbringer satan Guds gaver og ideer, for eksempel: Gud skaber mennesker i sit billede. Til gengæld venter han lydighed af dem. Satan foreslår mennesker ulydighed mod Herren som vejen til at blive ligesom Gud.

     

Hvem skal vi lytte til? Som kristne har vi et klart svar i lommen. Hvem lytter vi i virkeligheden til? Her kan vi ikke blot nøjes med en hurtig bekendelse og heller ikke springe over problemet, som om det ikke eksisterer. Det trænger til en grundig overvejelse med bøn og faste.

     

- Faste ??? Ligesom i middelalderen!!!?

- Endnu mere tilbage: ligesom i Bibelen.

Gud, som i Jesus Kristus blev menneske,

- fastede 40 dage i ørkenen,

- fastede ved at blive udsat for djævelens angreb,

- fastede ved misforståelse og ensomhed

- fastede ved lidelse og død,

- faster ved vor ringeagt,

- faster for vor frelses skyld.

     

I Jesus Kristus opfordrer Gud os til både bøn og faste, fordi det er den bedste måde at have sin del i Guds kamp mod satan på ("Den slags /onde ånder/ fordrives kun ved bøn og faste" Matt 17,2,1b).

     

Det er også en lejlighed til at uddybe sin kærlighed til Gud og mennesker. Det at være skabt i Guds billede betyder både at have del i Hans herlighed og i Hans ydmygelser. Hvis vi kun tager imod den første del, skaber vi Gud (eller gud) i vort billede og farer vild. Og det er det satan ønsker.

     

Jean Marie Vianney forstod denne regel, derfor blev han det træ, som har været kendt på sine gode frugter.

     

Lad os benytte os af denne tid som Guds gave. Lad os ikke være bange for dens udfordringer. Der er mange muligheder for at opleve en god fastetid, ved at overveje Kristi lidelses historie (for eksempel Korsvejsandagt), ved at læse og høre Guds ord, ved at forberede hver eneste altergang, ved at opleve Guds barmhjertighed, ved bodens og forsoningens sakramente, ved at være bedre mod andre mennesker.

     

Er de forslag ikke nok? Man har altid lov at spørge sin skriftefar om nogle andre. Alle ønskes en frugtbar og velsignet fastetid.