Jørgen Bredholt, Nivå.
1.L.: Es. 66, 18-21; 2. L.: Hebr. 12, 5-7, 11-13. Ev.: Luk.: 13, 22-30.
Som "overskrift" til denne søndags første læsning fra afslutningen af Esajas bog er omkvædet til vekselsangen, hvori det siges: "Gå ud i alverden og forkynd evangeliet", meget rammende. Profeten i det gamle testamente forudskikker nemlig missions- befalingen i Det nye Testamente (jfr. Matt 28,19.)
De for læseren af i dag helt ukendte gammeltestamentlige stednavne: "Tarshish, Pul, Meshek, Javan og de fjerne øer!" Omfatter lokaliteter omkring Middelhavet, i Nordafrika, i Spanien og i Grækenland, ja så langt væk som ved Sortehavet. Alt medtaget for at give læseren en klar fornemmelse af, at Herren vil samle folk og sprog fra hele den da kendte verden med henblik på at udbrede det glade budskab til andre end Guds eget folk i Israel.
I 2. læsning fra Hebræerbrevet får vi en nok så alvorlig beskrivelse af, hvad det egentlig vil sige at have taget imod budskabet, "selv daglig at tage sit kors op og følge ham efter". Det har vores berømte landsmand Søren Kierkegaard skrevet mange kloge ting om, som fortsat kan virke rystende aktuelle. Hans afsluttende enmands-oprør mod den officielle danske kristendom i hans personlige tidsskrift "Øjeblikket" handler specielt om det.
I evangelieteksten fra Lukas er Jesus på vej på den sidste rejse mod Jerusalem, og det vil sige på vej mod lidelse og død, da han bliver spurgt om: "Hvor mange, der bliver frelst?" Det svarer han slet ikke på, til gengæld får spørgeren det barske svar: "At indgangsporten er ganske snæver, og at ikke alle, der tror sig sikrede på den ene eller anden facon, vil derved automatisk får adgang". Hvis man nu fortolkede dette som værende møntet alene på Guds eget folk, Israel, så kunne vi andre tænke, at det vedrører egentlig ikke os. Men de to foregående læsninger gør det ganske klart, at vi alle er omfattet af truslen om den snævre port. Der er heller ikke nogen garanti for os, uanset hvor kristelige vi selv føler os, specielt om søndagen!
Den store tyske, lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer (1906-1945), der med rette bliver betragtet som en af martyrerne fra den 2. Verdenskrig, har et særdeles rammende udtryk for den slags "søndagskristendom", der aldrig når hjem eller ud på den daglige arbejdsplads. Han kalder det "To-rumstænkning".
Her er det, at dagens 3 læsninger gør det klart, at det glædelige budskab skal ud til alle, det forpligter os selv i det daglige, og at hvis vi ikke har fattet dette, vil de komme fra øst og vest, syd og nord og sidde med til bords, mens vi, der fejlagtigt troede, at vi på forhånd var sikrede, må stå udenfor.
|