22. ALMINDELIGE SØNDAG

  

P. Lars Messerschmidt, generalvikar

  

1.L.: Sir 3,17-18,20.28-29; 2.L.: Hebr 12,18-19,22-24a. Ev.: Luk 14,1.7-14

  

Farisæerne var den mest betydningsfulde gruppe blandt jøderne på Jesu tid. Farisæer betyder en, der har skilt sig ud, nemlig fra alle dem, der ikke overholdt alle Moselovens forskrifter, en "separatist". Det er sandsynligvis et øgenavn, givet af deres modstandere. Hvem var de? De stammer fra en bevægelse af ivrige jøder, der under den såkaldte makkabæeropstand o. 170 f. Chr., kæmpede mod syrernes forsøg på at udrydde jødedommen. Disse gik under navnet chasidim, de "fromme". Mange af dem led martyriet i troskab mod pagten og Moseloven. På Jesu tid repræsenterede farisæerne de jøder, der tog deres tro alvorlig. De var jødefolkets åndelige elite. De fleste af de skriftkloge tilhørte farisæernes bevægelse.

Måske kan denne korte beskrivelse af farisæerne kaste lys over dagens evangelium. Det første vers antyder, at Jesus ikke tilhørte deres selskab. Han var ganske vist indbudt til et måltid, endda af de ledende i bevægelsen, men de var mistroiske overfor ham. Af de øvrige evangelietekster fremgår det tydeligt, at farisæerne var Jesu hovedmodstandere. Det var blevet mere og mere klart for dem, at Jesus på sin side udskilte sig radikalt fra dem i sin forståelse af Moseloven, det vil sige af den jødiske tro. Jesus var en trussel mod deres lære og deres åndelige autoritet i det jødiske samfund.

Inden de sætter sig til bords, er der en hændelse (som vi ikke hører om i denne søndags evangelium). Jesus helbreder en mand med vand i kroppen, som har opsøgt ham i farisæerens hus. Det specielle ved hændelsen er, at det sker, på en sabbat. Ved at helbrede manden, selvom det er helligdag, viser Jesus sin forståelse af Guds bud om at holde helligdagen hellig, nemlig at helligdagsbudet må vige for kærlighedsbudet, hvis der er en konflikt. Det er ikke første eller sidste gang, at Jesus kritiserer farisæernes forståelse af sabbatsbudet, fordi det var et symbol på deres opfattelse af jødedommen.

Under måltidet iagttager Jesus på sin side de andre gæster og finder anledning til at give dem nogle ord med på vejen i form af en lignelse. Jesus bruger en lignelse, for at gæsterne selv kan ransage deres egen holdning. Dog er hentydningen til den aktuelle situation omkring bordet gennemskuelig. Det er ikke ydmyghed, der kende- tegner gæsterne. Enhver anser sig selv for mere betydningsfuld end de andre. En sådan holdning fremkalder misundelse og aggressivitet: "Hvad bilder han sig ind, tror han, at han er bedre end os andre (end mig)?" Nu behøver man ikke tilhøre farisæerne for at have en sådan holdning. Tværtimod, det er en almen menneskelig holdning, som alle har i et eller andet omfang, måske ganske ubevidst. Hvor let bliver vi ikke stødt eller såret, hvis andre ikke viser os den opmærksomhed, vi forventer? Måske er en sådan holdning en af de vigtigste årsager til konflikter, også i menighedssammenhænge og i Kirken. Man vil blot ikke indrømme det. På dansk er der noget, der hedder janteloven: "Han (hun) skal altså ikke tro, at han er noget".

Jesus kalder sig selv "ydmyg og sagtmodig af hjertet". Ved den sidste nadver vaskede han sine disciples fødder, det vil sige han indtog en slaves plads. Han ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors. Den almægtige Gud er ydmyg!

Noget af det allervigtigste, Jesus vil lære os, er ægte ydmyghed dvs. at være på den plads, Gud har bestemt for os, for det er dér, at vi finder os selv, som vi er. Teologisk kan man definere ursynden som hovmod: Adam og Eva ville være over Gud. Ydmyghed vil sige at være under Gud, så passer tingene, og alt bliver harmoni og fred. Jesus var altid underordnet Gud, sin Far, selvom han som Guds Søn er af samme væsen: Faderen er kilden til alt, hvad Sønnen er og gør. Det er Faderens vilje, der alene tæller for Jesus.

Hvis forholdet i den treenige Gud er sådan, er det klart, at vi må være i et lignende forhold til ham, hvis vi skal arve livet. Med andre ord, vi må igen lære at blive ydmyge og underordne os under Faderen ligesom Jesus og tjene hinanden ligesom Jesus. Det var dette gudsforhold, farisæerne ikke fattede, og derfor var deres tolkning af Guds bud en forvanskning af Guds åbenbaring i den Gamle Pagt, og deres egen holdning i forhold til hinanden - som ved gæstebudet - og i forhold til "pøblen" viste med al tydelighed, hvor umenneskelig en sådan religion kan blive. Jesus er mere streng og dømmende overfor farisæerne end overfor nogen anden gruppe, fordi de forvanskede Guds ord til ubodelig skade for sjælene. Det kan også ske blandt os kristne, at vi forvansker Jesu lære.

Men Jesus bliver ikke ved denne kritik af gæsterne, han giver også sin vært et godt råd: Når man indbyder nogen, skal det være uden tanke på gengæld. Man skal handle uegennyttigt. Omsorgen for de fattige er den bedste form for uegennyttighed (med mindre, man udøver den for at anses for at være from og godgørende). Når Gud gør noget for os, gør han det ikke for sin egen skyld, men kun for vor skyld. Sådan er ægte kærlighed, det modsatte er egenkærlighed.

Så dagens tekst handler altså om ægte ydmyghed og ægte kærlighed, og hvem vil være så "farisæisk" at påstå, at det kun var farisæernes problem? Når alt kommer til alt, er den farisæiske grundholdning menneskets dybeste holdning siden vore stamforældres syndefald. Den findes derfor i enhver af os. At være kristen betyder til stadighed at tage afstand fra denne holdning i én selv (ikke først og fremmest i de andre) og ved Helligånden få et nyt hjerte, det vil sige blive ydmyg af hjertet ligesom Jesus og fyldt af guddommelig kærlighed. Ved ligesom Jesus at forkynde det og leve det bringer vi Guds fred til menneskene. Det er vort kald.

 

© Ord på Vejen