23. ALMIMNDELIGE SØNDAG

     

P. Hans Esmark, sognepræst

     

1.L.: Es 35,4-7a; 2.L.: Jak 2,1-5; Ev.: Mark 7,31-37

     

Kun ganske få steder i Det Gamle Testamente finder vi ord på aramæisk, det sprog Jesus talte. Et af dem forekommer i dagens evangelium. Det er ordet EFFATA: luk dig op. Hvorfor mon er netop det ord blevet hængende. Hvorfor har man netop fundet dette ord så vigtigt? Skulle det være fordi man har ment, at dette ord indholdt en speciel helbredelseskraft. Næppe. For lige så lidt som Jesus systematisk vil helbrede alle syge i Israel, lige så lidt forstår kirken sig på stedet for helbredelse af alle mulige sygdomme.

     

Når Jesus helbredte, ville han pege på en sygdom og en mulig helbredelse, som har med menneskers indbyrdes forhold at gøre og med deres forhold til Gud. Og sådan var det også når han helbredte døve og stumme.

     

Man kan nemlig godt blive tavs og måske stum, ikke fordi man bliver syg i stemmeorganerne, men fordi man for ofte oplever, at der ikke er nogen der lytter til hvad man siger. Man får derved det indtryk, at det nok ikke er vigtigt hvad man mener, og man bliver først interessant for sine omgivelser, hvis man foretager sig noget chokerende.

     

At sådanne mennesker bliver stumme skyldes altså, at andre mennesker er døve. Fordi disse er selvoptagne og lukkede, falder andres kommunikationsforsøg med dem på stengrund. Helbredelsen af et menneske, som på den måde er blevet stumt, må altså begynde hos de mennesker, som ikke kan eller vil lytte. Og det er desværre en sygdom, som træffer flere og flere mennesker. Nogle undersøgelser hævder, at man indenfor ægteskaber angiveligt ikke taler mere med hinanden end i gennemsnit 8 minutter om dagen. Gode diskussioner kommer det sjældent til, fordi ingen af parterne kan lytte til den anden, og samtalerne derfor fra begges side bliver til envejskommunikation.

     

Kunsten at lytte forudsætter den indre ro og styrke, som ofte ikke er til stede.

     

Men hvem kan hjælpe i denne fastlåste situation? Ja, det kan det menneske, som er i stand til og virkelig parat til at lytte. Det menneske kan løsne en tunge, som var låst fast. Og den, der ikke kan lytte, og derfor taler hele tiden, kan hos det menneske erfare, at det er muligt og også utroligt velgørende, at lytte til den anden. Velgørende, fordi man hos et ærligt lyttende menneske mærker en frihed til at være sig selv, man kan trække vejret frit, man kan tale eller man kan tie.

     

Jesus må, på en utroligt favnende måde, have været et sådant lyttende menneske. Og det har sikkert været hans håb, at han måtte efterlade noget af denne helbredende kraft i sine menigheder. Og nogen af os har sikkert også selv fået lov til at gøre denne erfaring. Hvis man ikke forsøger at lytte til hvad mennesket siger, hvordan skal man så være i stand til at høre Gud?

     

Guds stemme forsvinder let blandt vores menneskestemmer og hverdagens larm. Og dertil noget, som er endnu vanskeligere: Vi kan lære at lukke af for Guds stemme, når den ikke lige passer ind i vores kram. Og en dag glemmer vi måske hvordan man lukker op igen!

     

I dag får vi forelagt evangeliet om den døvstumme, som Jesus helbreder. Vi kan nok finde os selv i denne døvstumme. Vi alle erfarer nok af og til, at vore øre er lukkede, at Guds kalden, Guds talen til os ikke trænger ind.

     

Det lille ord: Effata, luk dig op, kan derfor nok siges at gælde for både dig og mig. Luk dig op, så du fatter Guds vilje med dig. Luk dig op, så du kan bekende din tro på Gud, både til gavn for mennesker og til lovprisning af Gud.

     

© Ord på Vejen