P. Hugo Cabrera Aramayo
1.L.: Visd 9,13-18b; 2.L.: Filem 9b-10,12-17. Ev.: Luk 14,25-33.
"Store skarer fulgtes med Jesus", med disse ord indleder evangelisten Lukas Jesu indbydelse til, "hvordan" man bliver hans discipel. Foran denne entusiastiske menneskemængde kommer Jesus med et budskab, som næsten kan virke afskrækkende ved første øjekast. Den, som "ikke hader sin far …, ja, sit eget liv, kan ikke være min discipel."
"Megen almisse, megen fred" lærte den berømte rabbiner Hillel, men Jesu ord overgår denne almindelige senjødiske indbydelse til godgørenhed. Indbydelsen til "at hade" ens nærmeste lyder endnu hårdere i lytterens øre (jødisk lære siger, at "kærlighed til Loven indgyder næstekærlighed"), ja, endda selv "at hade" sit eget liv! Det kan virke helt modsat hele Moselovens forsvar for ens eget og andres liv.
Mange bibelske kommentarer har af angst for at falde i fundamentalisme drejet ordenes betydning eller givet dem en ukorrekt fortolkning, som om de var rettet imod en gruppe "perfekte", som dem Jesus henvender sig til i beretningen om den rige unge mand (Matt 19,21: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg… "). En sådan betydning finder man i den græske tankegang (Poimandres), men ikke i den bibelske tro, hvor den er "perfekt", som vil gå ind i livet. Denne bibelske tekst er ikke rettet til en lille, eksklusiv gruppe, men til alle, som hører den: "at samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed" (Lumen Gentium 40).
I denne søndags vekselsang beder forsamlingen, "Skænk os, Oh Gud, hjertes visdom". Vi har hørt i første læsning fra Visdommens bog: "For hvilket menneske kan lære Guds plan at kende, eller hvem kan udtænke, hvad Herren vil? Dødelige tanker er jo uden værdi, vore overvejelser er usikre". For faktisk, hvem kan forstå disse Jesu ord, der såvel i dag som dengang er så rystende?
Ordene i dagens Evangelium går imod denne tids almindelige opfattelse, nemlig at livets formål er rigdom og at skabe afbalancerede mellemmenneskelige relationer, som frem for alt gør os i stand til at nyde livet; Gud – hvis han findes – er blot en ukendt og fjern storhed, som ikke betyder noget for vores virkelighed.
Moralen kommer kun fra den personlige lykke: "Det er godt at gøre, hvad der gør mig lykkelig". Religionerne kan bruges til at give dokumenter, service, godgørenhed, men må intet kræve af mennesket. Troens fascinerende anstrengelse er et utilladeligt krav. "Jeg tror, fordi det er absurd", sagde Tertullian, og fremhævede på den måde, hvordan Gud ofte åbenbarer sig i paradokset.
Der er i Evangeliet noget, som gør os bange, men som vi ikke bare kan slette. Vi skal derimod lade os "forskrække" for på den måde, at komme ud af vores stille liv, af den tro, som altid risikerer at blive statisk. Men "forskrækkelsen" er ikke det hele, for Jesu ord indbyder os ikke til en tom moralisme eller en fanatisme, som forstår alt ordret. Han kalder os derimod til at være disciple, ikke blot passive efterfølgere, men til at genoplive vores bånd til Jesu Kristi Gud, den Levende Gud.
At tage imod dagens Evangelium er at sætte Gud på første- pladsen, oven over alle andre personer, over alle værdifulde ting i vort liv. Således giver vi Ham fuld autoritet til også at ændre vores forhold og kriterier efter Hans egen vilje.
Denne ubegrænsede åbenhed overfor Gud gør, at Han virkelig kan være til stede i vores eksistens. Kun således kan vores daglige liv, vores forhold til de andre, til vore goder, stråle med et nyt lys, som udgår fra omvendelse og hellighed.
I en verden uden Gud, slides vi i det indre og bliver således uden glæde. Der er derimod en stor glæde, når vores base er stor kærlighed, Guds kærlighed.
Dagens Evangelium er ikke kun en indbydelse til omvendelse (forlade de sædvanlige måder at elske på, at besidde rigdomme, at tænke), men først og fremmest til at åbne vores hjerters døre til kærlighedens gerning. En discipel er først og fremmest en, som er forelsket i Gud. Det, er at genoptage helliggørelsens vej, hvilket er et liv, som selvfølgelig ikke altid er let, men som er sikkert, fordi den fødes ud af kærlighedens fællesskab med Kristus.
Disciplen opdager disse fantastiske og befriende ord i dagens Evangelium. Jomfru Maria hjælper os at modtage hendes søns ord, ikke som et ordspil, men som døren, der fører os ind til livets fylde. Lovet være Jesus Kristus.
|