Biskop Czeslaw Kozon
1.L.: 2 Mos 32,7-11,13-14; 2.L.: 1 Tim 1,12-17. Ev.: Luk 15,1-32.
Både i sin lange og korte form fortæller dagens evangelium os om Guds omsorg for den enkelte, at enhvers frelse ligger ham på sinde, og at den store masse af frelste ikke gør, at han ser stort på, om en enkelt skulle gå fortabt. Hvert eneste menneske er værdifuldt for Gud, og selv en enkelts fravær er et stort sagn.
At mennesker er borte fra Gud, skyldes mange forskellige omstændigheder: Nogle mennesker bliver vildledt uden at tænke over det; båndene til Gud, til Kirken og menigheden svækkes, og mange glider ud uden det store opgør, uden tegn på ond vilje, uden nogen benægtelse af Gud. Måske længes disse mennesker ind imellem efter at blive fundet igen. Sådan kan vi betragte billedet med det bortkomne får og den tabte drakme.
Lignelsen om den fortabte søn og den kærlige fader fremstiller det mere bevidste opgør med Gud, viljen til at bestemme selv og forme sit eget liv. Lignelsen kan nærmest skridt for skridt overføres på det menneskelige liv: Opbruddet, tilfredsheden med den nye situation, nedturen, de falske venners svigten, fortvivlelsen, angeren, beslutningen om omvendelse, hjemkomsten, tilgivelsen, genetableringen i de vante omgivelser.
Lignelsen illustrerer på en ret konkret måde omvendelsesprocessen og dynamikken i bodens sakramente: Erkendelsen af synd, angeren over den, og at der for enden af denne proces ikke står en vred Gud, som har mistet al tillid til én, tværtimod en kærlig fader, som glæder sig ved gensynet, ikke nævner fejltrinene, men endda forbereder en fest. Lignelsen viser både nødvendigheden af bodens sakramente og dybden i Guds kærlighed. Denne kærlighed må ikke opfattes som en belønning for en ydmygende bodsgang; men vi vil heller ikke kunne fatte rigdommen i Guds barmhjertighed, hvis vi ikke går i os selv, hvis ikke en erkendelse af vor synd får os til at søge denne barmhjertighed. Den yngste søn blev nok efterhånden bevidst om, at han ved sin livsførelse havde gjort noget forkert; men hans dybeste erkendelse var, at han havde ignoreret sin faders kærlighed. Det minder os om, at omvendelse først og fremmest skal ske af kærlighed til Gud, ikke af angst for straf eller af skuffelse over, at vor egenvilje ikke gav os, hvad vi havde forventet.
Den ældste og korrekte søn virker, trods sin lydighed, en lille smule usympatisk på grund af sin forargelse over sin broders udskejelser. Mest bør vi dog nok have medlidenhed med ham, fordi han tilsyneladende aldrig rigtigt har fattet sin faders kærlighed, men taget den for givet uden at tænke over den, og måske også ved at stole på sin egen fuldkommenhed.
Skal vi så alle om ad oprørets vej for at komme til at ligne den sympatiske, fortabte søn og erfare Guds kærlighed? Vi ligner ham allerede eller burde i det mindste indrømme, at vi gør det. Hvis vi lever i fred med Gud uden at bedrage os selv, er det netop, fordi vi engang er blevet budt velkommen hjem. Egentlig eksisterer den ældste søn som type ikke. Guds familie består af mennesker, som alle på et eller andet tidspunkt er kommet hjem, fordi vi én eller flere gange siden vor dåb har været "ude", dog uden at have været glemt af Gud, som tværtimod med længsel ventede på os. Vor plads i fædrenehuset står altid parat til os; men det er os, der skal bryde op og komme hjem og indtage den, opbruddet er syndserkendelsen og angeren som vi ganske vidst også har brug for Guds nåde til at gennemføre. Denne nåde er udtrykt ved, ja, vi kan sige identisk med Guds kærlighed, som vi derfor altid må tage imod. Det viser vi ved hele tiden at kunne "gå i os selv" erkende vore fejl, underkaste os Guds tilgivelse, gennem den til tider smertelige konfrontation med vor ufuldkommenhed til at erfare, at Guds kærlighed lader os starte på ny og gå styrkede ud af vor syndighed.
|