25. ALMINDELIGE SØNDAG

    

P. Gaudentius O.S.B., Nütschau (oversat af Frans Ove Larsen)

 

1.L.: Visd 2,12.17-20; 2.L.: Jak 3,16-4,3. Ev.: Mark 9,30-37.

 

Vi er midt i Kristusåret, i forberedelsen til år 2000. Vi vil gerne dybt i os selv overveje mysteriet om Guds menneskevordelse og virkelig forstå det for at kunne leve efter det. Som en god kateket beretter evangelisten Markus det væsentlige i al korthed. Og vi får hjælp i vort liv.

 

På vejen under vandringen gennem Galilæa tager Jesus disciplene til side for at han kan belære dem nærmere om deres kald. "Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter". Han er Guds tjener, den lidende Guds tjener, ligesom Esajas og Jeremias og salmerne forkynder om ham. Men disciplene "forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham".

 

Markus fortæller ikke blot, hvordan det var dengang. Han vil også gerne føre de dåbskandidater og de kristne videre, som hans evangelium er skrevet for. Han vil gerne føre dem ind i Kristi mysterium. Og i dag vil vi gerne lære. Og vi må spørge om vi ikke forstår ordenes mening.

 

Nu følger der en scene, hvor disciplene får indhentet det, de skulle lære. Det sker i Kapernaum, i "hans by", dér hvor han følte sig hjemme. I større ro og fred dér spørger han disciplene: "Hvad var det, I talte om på vejen?" Han havde vel mærket, at de undervejs havde hengivet sig til deres drømme om Messiasriget og hvordan de forestillede sig det. Og de havde skændtes om hvilken position de skulle have dér. Hvem der mon skulle indtage den mest indflydelsesrige stilling hos Jesus. "Hvem der var den største".

 

Hvordan kan Jesus sætte disse drømme ordentligt på plads? Han tager et lille barn og stiller det midt iblandt dem. Barnet i dets afhængighed af forældrene, men også med dets åbenhed og enfold - barnet er et billede på det omvendte menneske, mennesket, der er indstillet på fællesskabet med Gud.

 

I disse dage, helt nøjagtigt den 30. september er det hundredeårsdagen for den hellige Therese af Lisieux´s død. Hun hedder også Therese af Jesusbarnet. Hun har på ny opdaget evangeliet for vor tid, enheden og åbenheden over for Gud, men også til mennesker. Efter at have lidt af anfægtelser og svær sygdom i årevis, kan hun på sin dødsdag sige: "Jeg angrer ikke, at jeg har udleveret mig til Kærligheden, åh nej, jeg angrer det ikke. Tværtimod". Hendes daglige bøn viser hvordan hun øvede sig i det: "Jesus, giv mig nåde til at elske dig og til at vinde sjæle til dig, som evigt vil elske dig".

 

Jesu målestok er enkel og dog uendeligt svær at følge. Den der vil være den første, skal være den sidste af alle og alles tjener. "Servus servorum Dei - Guds tjeneres tjener". Altid hvor denne Herrens målestok blev overdraget til og efterlevet i det konkrete livs fællesskab, i et folk, i en kirkelig gruppering, vil Herren altså selv kunne erkendes midt iblandt dem. I det skjulte har denne Jesu Vej altid eksisteret i det lave, til de små, til de udstødte, til de fattige, midt i "syndernes kirke", og den findes også i dag. Ikke blot de kendte helgener, som er opført i kirkens martyrologium er bevis herpå. Gud ske lov for det!