28. ALMINDELIGE SØNDAG

     

P. Hans Christoffersen, ofm conv.

 

1.L.: Visd 7,7-11; 2.L.: Hebr 4,12-13. Ev.: Mark 10,17-30

     

"Tænk engang hvis du virkelig kunne få alting - hvor ville du gøre af det?"

     

Vi trækker lidt på smilebåndet, men er det egentlig ikke et ønske, som alligevel ofte ligger til grund for vores jagt efter lykke, succes, sikkerhed og harmoni med os selv og vor omverden? Hele vor samfundsøkonomi hviler på denne vedvarende trang i os "efter mere"... her på det sidste endog efter mere mening og flere oplevelser af en spirituel, åndelig natur - selv det åndelige univers bliver undertiden reduceret til en forbrugsvare på hylderne i det nyreligiøse supermarked.

     

Det synes som om der er en sult efter visdom i tiden: den krasse materialisme har ikke gjort kål på det menneskelige mismod: når én slags sult bliver stillet, opstår der flere nye i dens sted. Men selv i denne menneskelige indsigt og længsel efter visdom, forundres vi ofte over hvor svært det er at møde Gud, endsige "fastholde" Gud!

     

Sand visdom er åbenbart andet og mere end vore intellektuelle bestræbelser og åndelige færdigheder. Visdommen er som selve Guds ord "levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd... dommer over hjertets tanker og meninger". I bund og grund er det ikke os, der definerer hvad visdom er - det er visdommens i stilhed talte ord, der skærer til det inderste i vor eksistens og spreder sig ud over det vildeste i vores længsel.

     

Det er i denne længsel, at den unge mand i evangeliet spørger, "Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Både hans spørgsmål og efterfølgende dialog med Jesus oplyser os om, at vore bedrifter ikke slår til, vore dyder er ikke nok, - ja, også selv om de ti bud holdes, går spørgsmålet ikke bort!

     

"Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort" - den sikkerhed og de besiddelser, vi prioriterer højt og holder fast ved, - den fornemmelse af kontrol som vi ikke mener, vi kan være foruden, fastholder os i sorg og tristhed. Og tristheden forøges kun ved, at vi indser, at det vi troede var vores sikkerhed, faktisk viser sig at være en hemsko.

     

Men oplevelsen af "at have tingene under kontrol" er tidens idol og samtidig vor største illusion. Der er vel intet vi frygter mere end at miste fornemmelsen af kontrol i stort og småt. Ikke desto mindre hærder denne trang til kontrol os gradvist hen imod ligegyldighed og uimodtagelighed for netop dét Ord og den visdom der kunne true vores såkaldte rigdom, vores tristhed... ja, endog vores religion (når den er menneskets forsøg på at nå til Gud ved sine egne iboende evner og anlæg).

     

Både personligt og institutionelt bruges der en masse energi på at hænge fast ved de én gang valgte holdninger og besiddelser, da det at forandre sig vil betyde at man nødvendigvis må "se" mere eller anderledes end man ønsker, eller man nu én gang har valgt at se. Men det uundgåelige resultat er, at ånden, sjælen, bevidstheden vansmægter og sulter, hvilket er "synd". Derfor, siger Jesus, er det svært for os "rige" at blive salige: Vi må alle, på én eller anden måde, blive små for at komme igennem nåleøjet.

     

Men i så tilfælde, "hvem kan så blive frelst?" Ikke nogen! Ingen frelses ved egen magt eller snilde, men kun ved at give slip på de krampagtige og slet camouflerede forsøg på at styre og kontrollere vor tilværelse og den plads, vi har tiltænkt Gud heri, - at lade gå alt det prøvede og komfortable til fordel for sårbarhed og modtagelighed: "Klogskab blev mig skænket, og på min bøn kom visdommens ånd over mig".

     

"På min bøn", det vil sige først i erkendelsen af min egen utilstrækkelighed er jeg endelig villig til at indse, at jeg ikke selv er Gud, og derfor åben og ydmyg nok til at modtage og tilegne mig det Ord, der "trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger", og acceptere det midt i min personlige situation, mine særlige opgaver, beslutninger, synder og fristelser.

     

I bønnens skole lærer vi mest ved små skridt og mange fejltrin, ofte føles det som om vi stavrer rundt i mørket. Men målet for al sand lærdom er visdom - ikke blot kundskab. Visdommen kommer over os ved en tålmodig og åben holdning for alt, hvad livet har at lære hver enkelt af os, og når vi minder hinanden om Hvem der leder os, lærer os, frelser os:

     

"Visdommens ånd... foretrak jeg for sceptre og troner, og rigdommen regnede jeg for intet imod den,... Jeg elskede den mere end sundhed og skønhed, og den valgte jeg at eje endog frem for solens lys, thi glansen fra den slukkes aldrig; sammen med den kom alle andre goder til mig, og ved dens hjælp umådelig rigdom."

 

Tænk engang hvis du virkelig kunne få alting - hvor ville du gøre af det?