29. ALMINDELIGE SØNDAG

     

P. Irenæus Capellen O.F.M.Conv.

     

1.L.: 2 Mos 17,8-13; 2.L.: 2 Tim 3,14-4,2. Ev.: Luk 18,1-8.

     

Hvad er Kirkens budskab denne søndag?

     

Indledningen til dagens lignelse lyder: Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Sammen med andre lignelser ser det ud til, at Lukas præsenterer lignelsen om "den uretfærdige dommer" som en vejledning i at bede ret. Dette vil blandt andet sige: at bede vedholdende. Denne opfordring til under stadig bøn og anråbelse altid at bede forekommer ofte i Ny Testamente.

     

Skal dagens lignelse opfattes som en del af en bønskatekismus, ville det være bedre, at give den som overskrift "Lignelsen om den forurettede enke" i stedet for at kaldte den "Lignelsen om den uretfærdige dommer". Slutsætningen af dagens evangelium (Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?) kunne så opfattes som en belæring om, at vor bøn skal bunde i ægte tro, have sit udspring i vor tillid til Gud. Og på den måde er der også et direkte bånd fra dagens evangelium til læsningen fra 2 Mosebog, som vi hørte: Moses, som med hævede arme og staven i hånden - støttet af Aron og Hur - bliver ved med at bede for Israels folk. Så vil vi da huske, at vi skal bede altid og ikke blive trætte.

     

Her er det godt at betænke, at vi ofte har brug for andres hjælp - og andre har brug for vor hjælp - for at vi kan være udholdende i bønnen. Apostlenes Gerninger beretter så smukt om menigheden i Jerusalem dengang apostlen Peter var kommet i fængsel: "i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham" (Ap.G.12,5).

     

Amalekitterne, en trussel for Israels eksistens.

     

Da vi i dag hørte læsningen fra 2 Mosebog, hørte vi om Amalekitterne. I Dommerbogen (6,3) skrives, at hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde helt til Gaza. De lod intet være tilbage at leve af i Israel.... Kort sagt amalekitterne var en trussel for Israels eksistens. Da Moses på bjerget med hævede arme bad, var hans bøns anliggende Israels fortsatte eksistens. Det var første gang israelitterne skulle kæmpe for deres liv med våben. Kampen bølgede frem og tilbage hele dagen. Vi har hørt det i dagens læsning: "Når nu Moses løftede hænderne i vejret, fik israelitterne overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amalekitterne overtaget". Om aftenen var kampen afgjort, og amalekitterne trak sig tilbage. Ingen tvivl om det: amalekitterne var en trussel for israelitternes fortsatte eksistens. I 5.Mosebog (25,17 og 18) skrives: "Husk, hvad amalekitterne gjorde imod dig undervejs, da I var draget ud af Egypten. De kom imod dig på vejen, da du var udmattet og træt, og uden at frygte Gud huggede de bagtroppen ned, alle dem, der var sakket bagud".

     

Her kommer jeg til at tænke på en tekst, som bliver brugt når vi begynder på forberedelsen til påskefesten. Askeonsdag, efter at alle har fået tegnet et askekors på panden, bruges følgende ord: "Imellem forhal og alter skal præsterne, Herrens tjenere, græde og sige: Herre, spar dog dit folk! Lad ikke læberne forstumme hos dem, der lovpriser dig!" Her bliver præsterne kaldet til en Moses-opgave: at gå i forbøn for Guds folk, som bliver trængt - ikke sjældent bliver truet på livet.

Det må dog indrømmes, at præsterne kan blive trætte ligesom Moses. Hvor er det dog godt at høre en menighed svare på præstens opråb "Opløft jeres hjerte" med et oprigtigt "Vort hjerte er hos Herren". Som menighed - forenet i fælles bøn - har vi intet at frygte. Gud er med os!

     

Når vi efter Fader Vor beder: "gør os trygge i alle trængsler, i forventning om det salige håb og vor Frelsers Jesu Kristi komme", har vi lov til at tro på Jesu ord; han vil afkorte trængslens dage. Under ingen omstændigheder lader han den bedende i stikken. Jesus har sagt: "Thi den, som beder, han får" (Matt 7,8).

     

Hvem er den hjælpeløse og værgeløse enke?

     

Apostlen Paulus skriver til menigheden i Rom (12,12): "Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp."

     

Denne søndags budskab siger, at vi skal være udholdende i bønnen. Som menighed må vi støtte hinanden i bønnen, også ved fællesbøn. Vores bøn må åbne vore øjne for den trængsel andre er udsat for, således at vor bøn bliver til gerning i næstens tjeneste.

     

© Ord på Vejen