Biskop Hans L. Martensen
1.L.: Bar 5,1-9; 2.L.: Fil 1,4-6.8-11. Ev.: Luk 3,1-6
Advent er forventningens tid.
Den første læsning fra 2.adventssøndag er i år taget fra Baruks bog. Denne bog afspejler fromme jøders store forventning henimod slutningen af deres babyloniske fangenskab. Teksten giver et ekko af mange andre bibeltekster, som jøderne i Babylon var fortrolige med: "Affør dig sorgens og lidelsens dragt, du bærer, Jerusalem, og ifør dig den skønne herlighedsklædning fra Gud som din kappe, sæt herligheden fra den Evige som smykke på dit hoved..." Retfærdigheds fred og Gudsfrygts herlighed skal åbenbares, landflygtigheden skal være forbi (jfr.Bar 5,1ff)
Baruk kalder en profeti af Esaias i erindring: "I ørkenen råber en røst: Ban Herrens vej, jævn i det ødeland en højvej for vor Gud! Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land blive fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal Herrens herlighed. Alt kød til hobe skal se den." (Es 40,3-5)
Henimod 300 år efter Baruk er Israel atter opfyldt af forventninger. Jøderne venter på, at Guds løfter til sit folk skal gå i opfyldelse. De venter på Messias. De venter på Guds Rige. Det er i denne situation, at Johannes Døberen træder frem og prædiker omvendelse . Han er som en røst, der råber i ørkenen.
"Gud...har besøgt og forløst sit folk...som han havde lovet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid..." (Luk l,68-70) De første kristne betragtede Johannes som den største af profeterne. Måske også som den sidste ? Jesus sagde om ham: "Alle profeterne og loven har profeteret indtil Johannes. Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme." (Mt 11,13-14) "Sandelig siger jeg jer: blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han!" (Mt 11,11)
Hvad betyder disse ord ? Johannes er på tærsklen til det forventede Guds Rige - han er på tærsklen til alle forventningernes opfyldelse.
Den mindste af dem, der oplever alle profetiernes opfyldelse er større end den, der endnu profeterer og venter på opfyldelsen...
Johannes pegede hen på Jesus som den, der skulle komme, og sagde: "Jeg er end ikke værdig til at løse remmen på hans sko; han skal døbe jer med Helligånd og ild." (Luk 3,16)
Den mindste i Himmeriget er større end Johannes Døberen. Er det os kristne, der er tale om ? Er vi allerede i Guds Rige ?
Det er vor kristne tro, at Jesus bringer opfyldelsen af alle vore forventninger, med ham bliver det opfyldt, at "alt kød" - det vil sige alle mennesker og alt hvad der er menneskeligt - "skal se Guds frelse." (Luk 3,6)
Og dog besidder vi endnu kun opfyldelsen i troen og i troens håb. Guds Rige er tilstede der, hvor Gud hersker og hvor hans vilje fuldkomment sker. Men vi lever midt i en verden, der er fjernt fra Guds Rige, og hvor der sker så meget ondt, der er ganske i modstrid med Den Almægtiges vilje. Dagligt beder og bønfalder vi, således som Jesus har lært os: "Dit Rige komme, din vilje ske!" - fordi vi er os bevidst, at Guds Rige er noget, vi endnu venter på, for synden er stadig en realitet, og døden er en realitet - selv om det er Guds vilje, at synden og døden skal forsvinde og "opsluges af livet" (jfr 2.Kor 5,4).
I Jesu liv er Guds vilje fuldkommen opfyldt. Da Jesus bliver døbt af Johannes, lyder Faderens stemme: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag!" (Luk 3,22). I Jesu død åbenbares den fuldkomne kærlighed, og "denne verdens fyrste", der hersker gennem synd og ondskab, er "kastet ud" og gjort magtesløs (jfr Jo 12,32). Ja, døden selv, der er den sidste fjende, er overvundet ved Jesu opstandelse.
Alt, hvad vi venter på og længes efter, er allerede opfyldt i ham. Ophøjet på korset vil han drage alt til sig (jfr Jo12,32). I ham er Guds Rige tilstede. Men endnu besidder vi kun dette i troen. Endnu venter vi på "Jesu Kristi dag" (Fil l,6 og 10) , som der er tale om i denne søndags 2.læsning fra Filipperbrevet. Når denne dag kommer, vil Gud herske åbenlyst , og hans Rige være tilstede, så vi ikke blot tror , men oplever dets komme.
Men indtil denne "Jesu Kristi dag" , da alting skal sammenfattes i Kristus, lever vi i troen på Guds løfter.
Johannes Døberen er den advents-skikkelse, der sammenfatter alle profetierne og forventningerne før Jesu komme. Der er en anden adventsskikkelse, der sammenfatter det troende menneskes forventning i de kristnes sammenhæng efter Jesu komme. Denne skikkelse, der sammenfatter al kristen tro og forventning, er Jomfru Maria. I morgen fejrer vi festen for hendes uplettede Undfangelse. Denne fest viser os, hvorledes Gud har det absolutte initiativ i hendes liv. Endnu før hun er blevet til, forbereder Gud troen i hende og kalder hende ved navn. Før hun endnu kunne have nogen fortjeneste, frelser Gud hende fra al syndens magt. På grund af Jesu korsdød, som Gud på forhånd kender, river han hende ud af den ondes vold og forbereder den fuldkomne tro i hendes hjerte.
På den måde bliver hun det fuldkomne billede på det frelste og troende menneske. Da englen kommer til hende, svarer hun med troens absolutte lydighed, som Gud selv har forberedt lige fra hendes undfangelse: "Se, jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord." (Luk 1,38)
Denne tro varede livet igennem. Englen havde sagt om Jesus, hendes Søn: "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme." (Luk 1,32-33)
Hvornår så Maria disse profetier gå i opfyldelse ? Hvornår så hun ham sidde som konge på Davids trone ? Hvornår så hun "Jakobs hus", d.v.s. hele jødefolket anerkende ham som deres hersker ? Han blev ophøjet, ikke på en trone, men på et kors, og selv efter hans opstandelse så hun ham aldrig herske over jøderne. Men i troen holdt hun fast ved det, hun ikke så, og hun levede i forventningen om en "Jesu Kristi dag" , når alt hvad englen havde sagt åbenlyst skal gå i opfyldelse.
Nu har hun nået målet, hun er optaget i himlen og deler sin Opstandne Søns herlighed. Men selv således er hun ved sin forbøn hos os i vort livs advents-forventning, og sammen med os og på vore vegne beder hun til Gud: "Komme dit rige, din vilje ske!"
Opfyldt af glad adventsforventning tager vi del i Kirkens gamle bøn: "Bed for os, hellige Guds Moder, at vi må få del i alt, hvad Gud har lovet os gennem Kristus!"
|