2. SØNDAG I FASTEN

    

P. Paul d'Auchamp

 

1.L.: 1Mos 15,5-12,17-18. 2.L.: Fil 3,17-4,1; Ev.: Luk 9,28b-36

 

"Denne er min Søn! Hør ham!"

 

Omtrent otte dage efter (at Jesus havde forudsagt sin forestående død og opstandelse) tog han Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias, der kom til syne i herlighed og talte om den død, Jesus skulle lide i Jerusalem. - Peter og de, som var sammen med ham, var blevet overvældet af søvn; men da de vågnede op, så de hans herlighed og de to mænd, der stod sammen med ham. Da de skulle til at forlade ham, sagde Peter til Jesus: "Mester, det er godt, at vi er her. Lad os bygge tre hytter, én til dig og én til Moses og én til Elias.." Men Peter vidste ikke, hvad det var, han sagde. - Mens Peter talte, kom der en sky og overskyggede dem, og de blev forfærdede, da de kom ind i skyen. Da lød en røst fra skyen: "Det er min udvalgte Søn! Hør ham!" (Mark 9,8-10 fortsætter:) Men med ét, da de så sig omkring, kunne de ikke se nogen anden end Jesus alene. Mens de nu gik ned fra bjerget, bød Jesus dem, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set, før Menneskesønnen var opstået fra de døde. Det mærkede de sig og drøftede indbyrdes, hvad det var at 'opstå fra de døde'.

 

Evangeliet om Jesu forklarelse finder vi næsten enslydende hos de tre tidlige evangelister: Mattæus, Markus og Lukas. Alle tre placerer begivenheden midt i deres skrift, så oplevelsen af Jesu guddommelige herlighed ligesom deler deres evangelier i to halvdele: én før, en anden efter, at Faderen præsenterer Jesus som sin kårne Søn med ordene: "Dette er min udvalgte Søn! Ham skal I høre!"

 

Johannes, derimod, nøjes med at nævne Jesu forklarelse lige i begyndelsen af sit evangelium - og det ganske kort: "Vi så hans herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen". (Joh 1,1-14)

 

Forskellen er forståelig: Da Johannes skrev, vel en menneskealder efter de første evangelister, stod det klar for de døbte, at Messias/Kristus var Gud og menneske - vor eneste Frelser og Herre, som vi døbte skal tjene, ja samarbejde med. Dermed blev Johannes' opgave at skildre Jesus som kærligheden, der skabte os, og vil bruge os som sine medarbejdere på menneskehedens frigørelse og glæde.

 

De tre første evangelister, derimod, skrev til grupper af døbte, der især trængte til at få deres tro på Jesus som Gud klargjort og styrket. Derfor valgte de tre først at skildre, hvordan Jesus havde opfyldt alle profetiske forudsigelser om Messias: at han helbredte med overjordisk kraft; at han forkyndte det vidunderlige nye, at Gud elsker os. At han levede et enestående helligt liv.

 

Derefter hører vi Guds stemme fra skyen: "Han er min udvalgte Søn! Ham skal I høre!"

 

Og så de tre evangeliers 2. dele - med beskrivelser af Jesu formidable krav til os. At vi skal være næstekærlige, med Jesus selv som vort forbillede! At vi som ham skal elske og bede for vore uvenner. At også vi skal tage vort individuelle kors op og bære det som Faderens krav til os selv personligt (Mat 10,38;16,34;etc.). Krav, som vi kun kan leve op til, hvis vi tager imod Åndens hjælp - den, vi beder om i vor daglige bøn: "Din vilje ske! Dit rige komme!"

For den første kristne generation var tilliden til Jesus, den Opstandne, det helt afgørende. De husker sikkert beretningen fra Apostlenes Gerninger (8,37) om den etiopiske hofmand, som diakonen Filip kunne døbe, fordi han troede, at Jesus er Guds Søn og Messias.

 

Både de, der døbte, og de, der bad om dåben, havde modtaget det ene afgørende, der udmærkede Abraham og gjorde dem selv til Abrahams 'efterkommere': troens guddommelige gave! (1Mos 15,6). Men Jøderne havde måttet lære meget, før de kunne døbes.

 

En uges tid før sin forklarelse havde Jesus talt til sine udvalgte disciple om sin forestående død. Det begreb de ikke. De var overbevist om, at Jesus var den 'Salvede', der skulle befri Israel fra de fremmede - på det tidspunkt: Romerne. Hvor kunne det så være Guds vilje, at han skulle dø, før han var kommet i gang?! - Peter tog da også Jesus til side og sagde: "Det må ikke ske!" - Jesus svarede blot, at Peter ikke forstod Guds planer (Luk 9,45).

 

Men en uges tid efter tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med sig op på bjerget. Dér viste han sig forklaret sammen med den Gamle Pagts stormænd: Moses (loven) og Elias (profeterne). Og de tre fremtidige apostle hørte de himmelske skikkelser tale om Jesu forestående død: Sagen var altså afgjort i himlen! - Men selv Peter forstod endnu ikke, hvad de oplevede: han fablede om at bygge tre hytter til de himmelske gæster!

 

Men da synet var forsvundet, hørte apostlene Guds stemme fra skyen: "Det er min udvalgte Søn! Hør ham!"

 

Dermed var Jesu særstilling fastslået, omend ikke forstået: først da apostlene Pinsedag havde modtaget Helligånden, blev deres tro omfattende og urokkelig: Nu kunne Peter med sin første prædiken føre henved 3.000 jøder til troen på Jesus, Gud og menneske! Gud, der frelser!

 

30 år senere taler Peter i sit andet brev (2,16ff.) om, hvad oplevelsen på bjerget havde betydet for ham og de øvrige apostle: "Da vi prædikede for jer om vor Herre Jesu Kristi komme og magt, byggede vi ikke på udspekulerede eventyr. Med egne øjne havde vi set Jesu majestæt (og hørt) at han modtog ære og herlighed af Gud Fader med ordene: "Det er min elskede Søn".

 

Heldigvis (for os) var apostlene langtfra godtroende; men ved 'troens gave' troede de - ligesom Abraham - når Gud talte til dem. På samme måde som Maria troede og blev 'Herrens tjenerinde', da engelen talte til hende på Guds vegne. Troede, som vi døbte erkender, at vi skal tjene Gud og vor næste gennem hele vort liv!

 

Vi er endnu i fastetiden: Det forekommer mig, at Johannes udtrykker fastens grundlæggende princip med ordene i sit første brev til menighederne (4,16):

 

"Gud er kærlighed; den der bliver i kærlighed, bliver i Gud".

Måtte da vor faste, vore bønner og vore gaver til hinanden og til U-landene være inspirerede af Guds Ånd, vor dåbsgave! Amen.