2. SØNDAG I PÅSKEN

     

P. Michal Bienkowski, sognepræst

     

1.L.:ApG 4,32-35, 2.L.:1.Joh 5,1-6; Ev.: Joh 20,19-31

     

Langfredagens tragedie blev usædvanlig for alle, som var i den hellige stad på den tid. Denne tragedie rystede dem, der elskede Mesteren fra Nazareth særligt dybt. Mange blev skuffet over Jesus langfredag. De mindedes ham kaste onde ånder ud, helbrede syge og lade de døde opstå med magt, men nu så de ham (eller hørte om ham), som korsfæstet og død. Den korsfæstede Guds Søn viste intet tegn, som kunne vidne om hans overmagt over modstanderne. Hvis Jesus bare havde smilet ironisk til sine fjender... Ja. Det kunne have været nok til at overbevise dem, der ventede til enden om, at selv om han døde ville han opstå af de døde.

     

Verdens historie, især vor tid viser, at vi ofte savner sådanne guder, der stiger ned fra korset, eller dem der viser deres guddom på en anden måde. Hvilke for eksempel? Det er nok at se et par aktionsfilm med guder, der er skabt af mennesker, spilles af muskuløse mænd. Den ene, sande Gud, som intet menneskes psyke kan opfinde, viste sig at være sandt menneske til enden i det øjeblik, hvor mennesker vakler mellem en let tro og tvivl. Jesus døde ligesom ethvert andet menneske, der blev korsfæstet: under lidelser og med ønsket om at leve.

     

Da Herren viste sig for sine disciple i salen, hvor de havde spist nadveren, var Thomas Didymos - en af de tolv - ude. Da han kom hjem, fortalte de andre ham om Kristus, som var i live igen. Thomas forstod godt: at mindes Jesus - ja - alle mennesker, der er i live, taler om deres kære, som er gået bort herfra, men at tale om Kristi opstandelse - nej. Det måtte være, fordi de savnede deres Mester meget - kunne Thomas tro. "Hvis jeg ikke ser..., tror jeg ikke." (Joh 20,25b). Herren gav ham otte dage, for at han kunne kæmpe med sin egen tvivl og huske hans forudsigelse: "Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og han skal opstå på den tredje dag." (Mat 17,22b 23) Sådan skete det, men Thomas´ skepticisme vandt, altså kunne han heller ikke modtage Kristi fred, som Mesteren gav, da han kom den første gang. Otte dage efter kom Jesus igen. Hans disciple var atter sammen og Thomas var sammen med dem. Det var som kom Herren specielt til den vantro. Jesus besluttede at vise ham sine sår, for at han kunne tro, for at han kunne ændre sin opfattelse om den ene sande Gud. På den tid kunne Thomas forstå, at døden var Guds fjende, fordi den blev fjende af mennesket, som Gud elskede. Tvivleren erkendte, at Jesus også døde for dem, der korsfæstede ham, og det betyder, at han gjorde det for os alle, som føler os som syndere. Gud, som Thomas genkendte i den opstandne Jesus, besejrede fjenden ikke med hævn, men med den ydmyge lydighed mod sin Fader. "Min Herre og min Gud!" (Joh 20,28). Dette var det eneste og det bedste svar, som den beskæmmede Thomas kunne give sin Herre.

     

Almægtige Gud, jeg takker dig for Thomas´ eksempel. Evangeliets beretning om Jesu møde med ham forøger pålideligheden af hele det glædelige budskab. Herre, lær mig, at hele mennesket, som bor inde i mig: mit legeme og min sjæl (ikke kun mine læber) må kunne sige Thomas´ trosbekendelse:

"Min Herre og min Gud".

 

© Ord på Vejen