3. SØNDAG I FASTEN

    

Andreas Grzelak, Kragelund

   

1.L.: 2 Mos 17,3-7; 2.L.: Rom 5, 1-2, 5-8. Ev.: Joh 4,5-42.

   

"Et kildespring til evigt liv" (Joh 4,14)

Jesus var træt. Han var på vej op til Galilæa, havde vandret nede fra Judæa og var nu i Samaria. Her satte han sig ved Jakobs-brønden i den varmeste time på dagen. – "Giv mig noget at drikke!" sagde Jesus til en samaritansk kvinde, som var kommet for at hente vand. - Dagens evangelium gengiver herefter en af de kendteste og smukkeste dialoger i Det nye Testamente.

I den første læsning hørte vi om Israels folk på deres ørken-vandring på vej til det forjættede land. Og her midt i ørkenen tørstede de. De havde intet vand – og knurrede mod Moses: "Skaf os vand at drikke". "Hvorfor førte du os bort fra Ægypten …. for at lade os og vore børn og vort kvæg dø af tørst?" Moses, Guds mand, var klar over, at israelitterne ville slå ham ihjel, hvis han ikke kunne skaffe dem vand. Og de fik vand fra et kildespring, lige fra klippen, - en Guds gave - og Moses kaldte stedet for Massa og Meriba, fordi israelitterne dér havde kivedes og fristet Herren ved at sige: "Er Herren iblandt os eller ej!" (2. Mos 17,7).

   

Ingen her i Danmark mangler vand. Vi behøver ikke at tørste. Derfor er det også næsten umuligt for os at forstå, hvor katastrofalt en mangel på drikkevand er. Ved fjernsynets hjælp kan vi med egne øjne alt for ofte konstatere, at mennesker, dyr og natur rundt omkring i verden bukker under og dør på grund af manglende vand. Det var israelitterne i fare for på deres ørkenvandring. Hvis Gud ikke havde grebet ind, var de gået til grunde. - Vand er en betingelse for alt liv. Intet vand – ingen mulighed for liv eller for at livet kan fortsætte. Vand gør levende.

Som Det gamle Testamente fortæller, hændte det ofte, at israelitterne i vanskelige situationer, når problemerne meldte sig, erklærede deres mistillid til Gud, ja, tvivlede på Gud og Hans tilstedeværelse iblandt dem. Og gang på gang sender Gud sine profeter for at trøste, revse og retlede sit folk. Afspejler det ikke også vor egen situation gang på gang? Vores tro på og tillid til Gud er ligeledes vakkelvorn. Hvis ikke alt går, som vi tænker os, ja, så knurrer vi og spørger: "Hvor er Gud henne?"

   

I evangeliet bliver vi i den efterfølgende ordveksling mellem Jesus og den samaritanske kvinde vidner til et helt principielt spørgsmål, nemlig: Hvem skal give vand til hvem? Jesus sidder lige nu ved Jakobsbrønden i landområdet Samaria, hvis befolkning jøderne ikke omgikkedes. Den samaritanske kvinde er derfor meget overrasket over, at Jesus, der er jøde, beder hende om noget.

   

Jesus siger så til hende: "Hvis du kendte Guds gave - og vidste, hvem det er, som siger til dig: "Giv mig noget at drikke," så ville du bede ham, - og han ville give dig levende vand!" – Kvinden forstår tilsyneladende et eller andet, men undrer sig alligevel: Du har jo ingen spand, og du er vel ikke større end vor fader Jakob, som har givet os brønden og selv med sine børn og sit kvæg har drukket af den. Og her er Jesus så ved sagens kerne: "Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen", og Han fortsætter: "Men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv." I første omgang vil kvinden gerne – og hvem ville ikke det - have del i dette vand af praktiske grunde: Hun ville blive fri for at tørste, og hun ville blive fri for det tunge arbejde med at hente vand.

   

"Hvis du kendte Guds gave …og vidste, hvem det er, der taler til dig…". Den samaritanske kvinde fatter da heller ikke, hvad det er, Jesus siger til hende, - hun ved ikke, hvem Jesus er, - kender ham ikke. Hun erfarer, at Jesus ved alt om hende ("Herre! jeg ser, at du er en profet"), og hører fra Jesus om den rette måde at tilbede Gud på, - trin for trin bliver hun begavet med Guds gave, troen: "Når Messias kommer, skal han forkynde os alt", - og Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig". I et nu blev hendes liv forandret. Hun løb til byen og hentede de andre, og alle kom til Jesus og lyttede til ham.

"Hvis vi kendte Guds gave og vidste, hvem der talte til os, ville vi ikke gøre os bekymringer, men leve af at gøre Hans vilje" (Joh 4,34). Vi må indstændigt bede om denne tro. Vi må lytte til Gud og komme til tro på Ham, række vore tomme hænder frem til Gud for at kunne modtage Hans rige, livgivende gaver.

  

Som vekselsangen i dag lyder: "Lytted I dog til hans røst, forhærder ej jeres hjerter". En opfordring, som også gælder os.

   

At komme til tro, at få troen, er en gave fra Gud, og det understreges i dagens anden læsning, Pauli brev til Romerne. "Hvis du kendte Guds gave….". Paulus er nok den, som på egen krop og i eget sind har følt og forstået, hvilken gave troen er. Som en forfølger af de kristne slog Gud ham bogstaveligt talt til jorden for derefter at give ham troen. – Intet, selv de største bedrifter eller præstationer, kan retfærdiggøre os, kun troen på Gud ved vor Herre Jesus Kristus, og Guds kærlighed til os, kan sætte os i den tilstand af nåde, hvor det levende vand, Guds mange nådegaver, Kirkens sakramenter, bliver næring på vor pilgrimsfærd her på jorden.