3. SØNDAG I PÅSKEN

     

P. Leo Drzal C.ss.R.

     

1.L.: ApG 3,13-15,17-19, 2.L.: 1.Joh 2,1-5a; Ev.: Luk 24,35-48

     

Når vi hører alle disse beretninger om, hvordan Jesus efter sin opstandelse viste sig for disciplene, undrer vi os over, at disciplene til at begynde med, ikke straks genkendte Jesus. Der går altid et stykke tid indtil det går op for dem, at det er Jesus.

     

Det har sin betydning. Fordi gensynet med den opstandne Frelser var noget reelt, og ikke noget som evangelisterne i deres fantasi har skabt og nedskrevet.

     

Men det fortæller også noget andet. Efter sin opstandelse er Jesus anderledes. Han er i den forklarede tilstand, han har et forklaret legeme, han er ikke mere helt den samme, som da han vandrede sammen med apostlene. Når Jesus viser sig for apostlene, betyder det ikke, at han fortsætter sit jordiske liv endnu nogle uger. Hvornår Jesus steg op til himlen er ikke tydeligt at læse ud fra Bibelen.

     

Man har ligesom skabt en overgangstid fra Kristi opstandelse indtil hans himmelfart, og i denne tid har man henlagt forskellige møder mellem Jesus og apostlene.

     

Disse møder skal også tydes således, at fra nu af er Jesus tilstede hos os på en anden måde. Han er tilstede hos os på åndelig vis. Og for at komme i kontakt med ham, må vi overgive os helt i hans ånd og vor tro.

De, der ikke er rede til at tro, vil ikke kunne erkende, at Jesus er med dem, for kun igennem troen kan han vise sig for os.

     

Men det er en trøst for os at tænke på, at også af apostlene, af selve øjenvidnerne, krævedes der tro. Et køligt skuende øje var ikke tilstrækkeligt til at opfatte realiteten af Kristi nærvær. Der kræves mere: hele menneskets tro og vilje.

     

Kristi opstandelse er det mest betydningsfulde og afgørende faktum i frelseshistorien. For med opstandelsen går Kristus ind i sin herlighed.

     

På de gamle kalkmalerier i de danske kirker ser vi gang på gang denne begivenhed fremstillet; hvordan Kristus åbner dødsrigets porte for de ventende sjæle, og Adam og Eva i første række.

     

Denne herlighed håber vi også på. Derfor lever vi et liv i troen. Derfor modtager vi sakramenterne, for at vi allerede her kan få en forsmag på, hvad der venter os. Men allerede nu kan vi tage del i den herlighed, når vi lever i nådens liv med Kristus. Apostlene drog ud i verden og vidnede om Kristi opstandelse, idet de prædikede det glade budskab om syndernes forladelse.

     

Vi skal i dag være vidner om Kristi opstandelse. Om syndernes forladelse, idet vi lever som forløste, idet vi deler vor glæde med andre, idet vi giver nyt mod til dem, som er tyngede af jordiske bekymringer og sorger.

     

Og kraft dertil henter vi i kirken, i sakramenterne, i bønnen og i fællesskabet med vore trosfæller.

Amen.

     

© Ord på Vejen