4.
SØNDAG I PÅSKEN
Elsebet
Kieler
1.L.:
ApG 13,14,43-52; 2.L.: Åb 7,9,14b-17. Ev.: Joh 10,27-30.
JEG
ER DEN GODE HYRDE
Hyrder
er i dag praktisk talt forsvundet fra vores hverdag. Vi mindes dem i
romantisk skær hos Jeppe Aakjær: "Jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.." eller i sørgelig sammenhæng
hos Søren Kierkegaards far, der som 10-årig vogterdreng på den
jyske hede blev så forkommen af kulde og ensomhed, at han gik op på
en høj og forbandede Gud!
I
Sydeuropa og den moderne stat Israel er der dog stadig brug for
hyrdedrenge til får og geder i det klippefyldte og sparsomt bevoksede
terræn. Ned gennem Israels historie har vi stødt på dem igen og
igen. I den sammenhæng fik betegnelsen også den overførte betydning
af åndelige hyrder. Profeter, præster, politiske ledere blev folkets
hyrder på godt og ondt. I forfaldstider fik de deres sag for hos de
store profeter: "Ve hyrderne, der ødelægger og adsplitter de
får, jeg græsser", lyder det fra Herren. Det er falske hyrder,
der bare tænker på sig selv og deres egne privilegier. De er
vanhellige, en forbandelse, siger Gud (Jer 23,1-2).
Åndelige
hyrder kender vi naturligvis også til - det latinske ord "pastor"
betyder jo hyrde. De gode er uundværlige, men de dårlige.. Om dem
sagde engang en arbejderpige fra Nørrebro: "Folk falder jo ikke
fra Kirken, fordi de ikke har forstået troen, men fordi de ikke kan
lide kapellanen!" Det må naturligvis efterprøves, om det er
kapellanen eller folk, der er noget i vejen med. Moses stønnede under
sit folk i ørkenen: "Jeg kan ikke bære dette folk; det er mig
for tungt" (4 Mos 11,14). I Frankrig siger man: "Un prêtre
- c´est un homme mangé" (en præst er en mand, som er spist
eller fortæret) ligesom hans Herre og Mester. Men dårlige hyrder er
på den anden side, uden tvivl, en af Kirkens største svøber, hvad
enten de tager deres embedsprivilegier til indtægt for sig selv eller
gør det, der er værre: former Kirken i deres eget billede i stedet
for i Guds.
Tilbage
bliver, at folk nok ikke falder fra på grund af falske kapellaner,
hvis de har forstået troens holdning. Hvorfor ikke? Fordi vi alle, i
troen, har at gøre ikke bare med kapellanerne, men med Gud selv.
Kirken er jo hans folk, og han er den medvandrende Gud. Han har
betroet os forskellige tjenester i vort forhold til ham og hinanden,
men han har naturligvis ikke sluppet tøjlerne. Han er bare svær til
at få øje på, fordi han ikke kan sanses. Kapellanen kan sanses.
Men
at Gud er Ånd - det betyder, at Han kan overskride tærskelen til vor
verden og blande sig i den. Han kan selvfølgelig mere endnu. Han
kunne for eksempel løfte hele syndefaldets verden ud af dets
hængsler og give os paradiset tilbage med et åndepust.. Hvad holder
Ham da tilbage? Det gør den frihed, han har givet menneskene til selv
at forstå, værdsætte og vælge Ham og Hans verden og arbejde med
for egen regning på dens udvikling og forløsning. Vi er jo ikke dyr,
men åndsvæsener, skabt i Guds billede til at forvalte jorden sammen
med Ham. Og vi kan kun udvikle os, modnes og fuldendes som mennesker,
hvis vi går ind i forvalterrollen hos Ham. Den kultur, vi har skabt,
stod jo heller ikke fiks og færdig i paradisets have. Den er netop et
produkt af menneskeslægtens forvalterrolle - ormstukken desværre,
men også fin og bevaringsværdig.
Og
Gud har ikke ladet os og vort arbejde i stikken. Han opretholder
uafbrudt den verden, Han har skabt; og Han fortsætter sin lange
redningsaktion i syndefaldets verden. Den er som et tog, der kører
hen over alle grænser og skel og kalder alle til at stå på
undervejs. Langs ad vejen sætter Han også gode hyrder af til at
vogte og vejlede sit folk. De er en uvurderlig gave. Men hvis der
ingen er, vil han selv tage sig af dem (Ez 34,8.11).
Ja,
vi er "Guds folk og den hjord, han leder", siger salmisten
og synger det ud: "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes!"
(Sl 95,7.23.1).
Jeg
er den gode hyrde!
Siger Jesus i tidens fylde. "En god hyrde sætter sit liv ind for
fårene. En daglejer derimod, som ikke er nogen rigtig hyrde, og som
ikke selv ejer fårene - hvis man ser ulven komme, så lader han
fårene i stikken og flygter. Og ulven går på rov iblandt dem og
jager dem fra hinanden. For han er bare daglejer og ligeglad med
fårene."
"Men
jeg er den gode Hyrde", gentager Jesus. "Jeg kender mine og
mine kender mig - ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og
jeg sætter mit liv ind for mine får". "Jeg har også andre
får, som ikke hører til denne fold; også dem må jeg lede, og de
skal høre min røst, så der bliver én hjord og én hyrde."
(Jf. Matt 28,19; Joh 11,52; Apg 2,39; Ef 2,13ff.).
Det
billede, Jesus her tegner af den gode hyrde, er unikt. Han er "fårenes
store hyrde", siger Hebræerbrevet (13,20). Både Gamle og Ny
Testamente kender ellers til mange forskellige hyrdehverv og tjenester
i Guds folk. Men Jesu egen hyrdegerning er unik.
Og
hvorfor er den det? Det svarer han selv på:
-
fordi jeg sætter mit liv til for fårene..
-
fordi jeg kender mine og mine kender mig..
-
fordi jeg også har andre får, som ikke hører til denne fold, men
som også skal indlemmes i min hjord..
-
fordi der således skal blive én hjord og én Hyrde.
Jesu
hyrdegerning hos menneskene er hans livsopgave - Han giver sit liv til
den. Den er personal - han kender hver eneste én indefra og de
kender ham. Den er korporativ det vil sige
fællesskabs-dannende. Der er tale om et livsfællesskab, som er
totalt - ligesom mellem Jesus og hans Far i Himlen. Som de har det
evige liv i hinanden, således skal også de kristne have deres liv i
Kristus og hinanden.
Den
er universel, for også de hedninger, som viser sig at være
Guds børn, skal indenfor i hans folk. De snævre rammer om det gamle
Israel, som var nødvendige indtil tidens fylde, skal sprænges og
Kristi Kirke åbne sig for alle af god vilje.
For
"fredens Gud, som førte vor Herre Jesus op fra de døde -
fårenes store Hyrde - han frikøbte sine får med en evig pagts blod",
siger Hebræerbrevet så flot og sandt, efter at Jesu Påske og Pinse
er fuldbyrdet i Jerusalem.
Således
vil den gode Hyrde åbenbare sig som hele verdens Frelser.
