5. SØNDAG I FASTEN

     

P. Paul d´Auchamp

     

1.L.: Ez 37,12-14; Rom 8,8-11. Joh 11,1-45.

     

I slutningen af sit evangelium skriver Johannes: "Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus (Messias), Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn" (Joh 20,31).

     

Denne begrundelse gælder i højeste grad beretningen om Lazarus' opvækkelse, - men også de to ledsagende tekster: i den fra Ezekiel forudsiger profeten 6oo år før Jesu tid, at Jahve vil åbne jødernes grave og føre dem til 'Israels Land', det er Guds evige bolig. - Og Paulus skriver til Romerne: "Når Guds Ånd, som rejste Kristus fra de døde, bor i jer, vil han også levendegøre jeres dødelige legemer".

     

Døden har magt over os: ikke blot har den privilegium på at indhente os alle; den præger også hele vort liv: først måske umærkeligt, siden højst mærkbart; først som begyndende forkalkning, siden som alvorlig svækkelse: ALLE bukker vi under for dødens magt.

     

Det gjaldt også i Lazarus' enestående tilfælde: Jesus kaldte ham tilbage til livet efter fire dage i graven. Dette lod Gud ske, for at vi skal tro, at "Jesus er Guds Søn, og at vi, når vi tror ham, skal have liv i hans navn!" 'Liv i Guds navn' er Johannes' formulering af den livsfylde, som Gud har tiltænkt os hver især: her i livet fred i sindet. Siden: evig salighed hos Gud.

     

Jesus kaldte altså ikke sin ven tilbage for at give ham endnu nogle gode år i denne verden, men for at vise alverden sin guddomsmagt ved at forherlige Gud - og Jesus selv som hans redskab - og således bane vejen for den gudstro, der frelser.

     

I dagens evangelium siger Jesus dette afgørende til Martha: "Jeg er opstandelsen og livet! Den, der tror på mig skal leve, om han end dør. Tror du det?" Martha svarer: "Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, ham, som kommer til verden". Dermed har Martha bekendt den tro, der frelser!

     

Men her må vi så mærke os, at i det Nye Testamente er det at 'tro Gud' det samme som at stræbe efter at leve med Jesus som sit forbillede. Det siger Jesus til alle døbte skærtorsdag aften i nadversalen: "et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer!" (Joh 13,34). - Det er en befaling til alle kristne - alle døbte; den maner os til stadigt at bede: "Dit Rige Komme! Din vilje ske!" - i mig og gennem mig!

     

Det er ord, der er talt lige ind i vor tilværelse som mennesker, der måske ofte spilder det liv, som Gud i sin godhed har skænket os. Netop derfor skaredes 'toldere og syndere' om Jesus: dem gav han håb! - Farisæerne, derimod, var blinde for deres egne fejl og derfor ikke tilgængelige for anger og omvendelse, staklerne!

Jesus stiller store krav til os; men hans kærlighed skinner altid igennem til de troende - og det så overbevisende, at vi kan bevare tilliden til ham, også uden ret at forstå ham. - Og hvem kan forstå Gud!

     

Det er sundt for os kristne at lægge mærke til de lejligheder, hvor Jesus priser visse hedningers tillid til ham: her skal nævnes et par eksempler: vi husker alle den kana´anæiske (hedenske) mor, der gik i forbøn hos Jesus for sin syge datter: Jesus svarer hende (unødig barskt synes vi måske): "Lad først børnene blive mætte; det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde" (Matt 15,26). Men HUN lader sig ikke skræmme: "Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber!" Og Jesus svarer: "Fordi du svarer sådan, så gå hjem; dæmonen er faret ud af din datter!" - Hendes personlige tillid til Jesus er 'troen der frelser' - i højeste mål, må vi mene: ved den nåede hun eventuelt mere end mangen kristen teolog ved sin!

     

Noget lignende gælder den romerske, også hedenske, officer, som Lukas (7,1-l0) fortæller om: hans højt værdsatte tjener lå for døden. Han sender så nogle jødiske ældste til Jesus, og de går i forbøn for 'høvedsmanden' (som det hed i den ældre oversættelse): "han fortjener din hjælp; han har bygget en synagoge til os!" Jesus gik med jøderne; men inden de havde nået officerens hus, har han skikket bud til Jesus: "Jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag; men sig blot ét ord og helbred min tjener!" - Jesus helbredte ham dér på stedet - og sagde til skaren, der fulgte ham: "Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro!" - Vi citerer høvedsmanden, hver gang vi modtager den hellige kommunion med ordene: "Herre, jeg er ikke værdig, at du går ind under mit tag; men sig kun ét ord så bliver min sjæl helbredt!" - Gud give os at bede med lidt af den hedenske officers ægte gudstro!

     

Disse eksempler viser, at Gud elsker hvert menneske, han har skabt, de være sig hedninger, jøder eller døbte. Derfor stoler vi på, at Gud åbner sin himmel for enhver, der ikke bevidst udelukker ham fra sit hjerte: "Gud sendte sin Søn for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv", at Gud vil tale til os ALLE - om så først i vor dødstime - er de fleste døbte nok enige om!

     

Denne sidste fastesøndags budskab rummes i Jesu - allerede citerede ord til Martha: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø. Tror du det?" (Sammenlign Joh 20,31). Så lad os da spørge os selv - som en forberedelse til påsken:

     

"Er Gud midtpunktet i mit liv?"

     

"Takker jeg altid Faderen for at have skabt mig - som jeg er?"

     

"Priser jeg Jesus, der blev Guds Menneskesøn til frelse for mig?"

     

"Tilbeder jeg Helligånden - med tillid til hans omsorg for mig og dem, jeg beder for?"

     

Måtte Maria, måtte den kana´anæiske mor og den romerske høvedsmand og alle helgen gå i forbøn for mig og os alle!

     

Amen.