6. SØNDAG I PÅSKEN

     

P. Michael Hornbech-Madsen

     

1.L.: ApG 15,1-2,22-29; 2.L.: Åb 21,10-14,22-23; Ev.: Joh 14,23-29.

     

Hvis vi lod Johannes= engel i ånden løfte os op på toppen af det høje bjerg, ville vi kunne fange nogle enkelte glimt af Kirken i tre af hendes udviklingstrin.

     

Hvis vi så op, ville vi kunne se Kirken på hendes sidste udviklingstrin: Kirken i al sin guddommelige herlighed, "Det ny Jerusalem", strålende af al Guds himmelske harmoni.

     

Hvis vi så ned på det gamle Jerusalem, ville vi kunne se den unge Kirke dels i ophidset debat og dels på sin fødselsaften, samlet omkring Jesus under den sidste nadver.

     

Disse tre syn - eller visioner - er af så forskellig karakter, at man kunne tvivle på, om der overhovedet er tale om den samme Kirke. Det bliver vi imidlertid hurtigt overbevist om, at det er, for muren rundt om den hellige, himmelske by har nemlig tolv grundstene, hvorpå de tolv apostlenes navne er skrevet; og så er det i øvrigt apostlene selv, der løser uoverensstemmelser i den unge Kirke. Det er til de selv samme apostle Jesus henvendte sig til, da han udtalte sine afskedsord.

     

Lad os nu ganske kort betragte disse tre syn på Kirken; lad os gøre det kronologisk ved at starte med begyndelsen: Kirkens fødsel. Den sidste nadver. I evangeliet hører vi Jesus sige til apostlene, at "om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham". Men hvordan skulle de kunne holde fast ved hans ord, hvordan kunne de overhovedet kunne vide, hvad der var hans ord, når han ikke selv var der mere? Det giver Jesus selv svar på, når han siger: "men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn" - det er ham, Helligånden - som vil hjælpe dem til at huske og forstå, hvad det var Jesus sagde - og siger. Helligånden vil hjælpe os til at gøre Jesu ord til mere end en teori, han hjælper os til at gøre Jesu ord til noget, der former vort virkelige liv, minut for minut, dag for dag og år for år - Helligånden fortæller os, hvad det vil sige at leve et kristent liv.

     

Frugterne af at leve som Jesus gennem Helligånden beder os om er fred glæde og delagtighed i Guds eget liv - fred med Gud og med hinanden: fred er Jesu afskedsgave til apostlene - og til os.

     

Hvis vi så ser på Kirken på et senere trin i hendes udvikling - sådan som det er beskrevet i den første læsning - kunne vi fristes til at spørge: "Hvor i al verden blev freden af?" Alle medlemmerne af den unge Kirke synes jo helt opslugt af uoverensstemmelser og af ´få ret´ hver især. Et af problemerne var, at nogle jødekristne var kommet til Antiokia og havde prædiket blandt de nyomvendte, at medmindre de lod sig omskære, ville de ikke have nogen mulighed for at blive frelst. Dette udsagn skabte naturligvis forvirring og uoverensstemmelse. Derfor besluttede Paul og Barnabas at bringe sagen til Jerusalem - ikke blot fordi det var dér, agitatorerne kom fra, men også fordi det var dér, Peter og de andre apostle var.

     

"Hvorfor kunne de dog ikke bare elske hinanden?" ville man kunne spørge, for hvis de virkelig elskede, som Jesus havde sagt, så skulle man synes, de havde holdt fast ved Jesu ord og hans gave: freden. Det lykkedes da også at komme til enighed, for Jesu løfte om at sende Helligånden som hjælper, vejleder og mægler indfries nu. Apostlene holder møde - koncil - og enes om at konkludere: "Det er Helligåndens beslutning - og således også vores - ikke at bebyrde nogen udover det nødvendige" (ApG 15,28).

     

Ånden kommer som Talsmand - og en ´talsmand´, hvad er det for noget? En udlægning af dette ord kunne være ´advokat´; sådan en har mennesker brug for, når de er i knibe på en eller anden måde. Og når der ´føres sag´ bliver der opridset to sider af den samme sag og det forventes, at der bliver argumenteret på begge sider. Sådan er Kirken nødt til at handle den dag i dag - og måske særlig i vor tid hvor polariseringen i Kirken synes at være mere truende end nogensinde før. Kirken forlader sig fuldt og fast på Talsmanden, ´advokaten´ der vil føre Jesu sag, der går ud på at holde os vort overordnede mål for øje: at holde den rette kurs så vi ikke farer vild i skoven af udlægninger, der fjerner sig mere eller mindre fra Jesu egne ord. Vort eneste vigtige mål er at nå til den hellige, himmelske by - Kirken i guddommelig herlighed - der stråler med al Guds herlighed. Dette er Kirkens mål, et mål, som nås ved troen på, at Talsmanden - Helligånden - formår at holde os sammen trods uoverensstemmelser.

     

I den himmelske by er der ikke brug for noget tempel - eller Kirke, for "Herren, den almægtige Gud, er dens tempel - Han og lammet". Så langt er vi ikke kommet her i vor verden, vi har brug for den Kirke, der fødtes, da Jesus for sidste gang i sit jordiske liv holdt nadver med sine apostle; en Kirke, der forener os med lammet, en Kirke, der gør Jesu ord fra den sidste nadver til operativ virkelighed i vort liv, en Kirke, som forpligter og lover: "Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord og min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham".