ALLE HELGEN

     

Kommentar i "Der Grosse Sonntags Schott". (Oversat fra tysk af Frans Ove Larsen.)

     

1.L.: Åb 7,2-4,9-14; 2.L.: 1 Joh 3,1-3. Ev.: Matt 5,1-12a.

     

Oprindelsen til festen for Alle Helgen går tilbage til det 4. århundrede. Ephraim Syreren og Johannes Chrysostomos kender allerede en fest for alle hellige martyrer den 13. maj henholdsvis 1. søndag efter pinse, som i den græske kalender endnu i dag hedder helgenernes søndag.

     

I vestkirken fandtes der siden det 7. århundrede en fest for alle hellige martyrer den 13. maj (indvielse af Pantheon i Rom til ære for Jomfru Maria og alle hellige martyrer den 13. maj 609). Alle Helgens festen (ikke blot for martyrer) den 1. november kom i det 8. århundrede til det europæiske kontinent fra Irland og England og bredte sig hurtigt over hele kontinentet.

     

Alle Helgen er ligesom en stor høstfest; en "pinsens epifani" har man også kaldt den. Vi ser, beundrer og er den frugt, der vokser og modnes, efter at hvedekornet gik til grunde. Høsten er endnu ikke bragt til ende. Alle Helgen retter vort blik mod fuldendelsen, det endelige mål, som Gud har skabt og bestemt os til.

     

Vi sukker endnu under forkrænkelighedens byrde, men vi bæres oppe af at være sammen med, have fællesskab med de, der er kaldede og helliggjorte ved Guds udvælgelse. Vi drives frem af håbet om, at også vi må få del i Guds børns herlige frihed. Og som en begyndelsesgave besidder vi allerede Helligånden.

Blandt en række betragtninger over verdenshistoriens katastrofer står betragtningen af den strålende forsamling af de frelste for Guds trone. Verden er altså ikke så mørk, som den tilsyneladende ofte kan virke set med menneskers øjne. "Frelsen kommer fra vor Gud ... og fra Lammet" (Åb 7, 10). Ved Lammets offerdød og ophøjelse er døden overvundet, livet har fundet sin plads i denne forgængelige verden og dens regler. Ganske vist er den legemlige død ikke bragt ud af verden.

     

Men for alle, der "har vasket deres klæder og gjort dem hvide i lammets blod", er døden den samme, som den var for offerlammet: En overgang fra nød og forfølgelse til Guds verden, hvor der ikke findes nogen nød eller død længere. Den troende modtager kraft fra Kristi kors til at dø for at nå ind til livet.

     

Den, der ikke tror på Gud og ikke kender Jesus, vil aldrig forstå hvad det i det hele taget betyder, at være Guds barn. Det betyder frem for alt at være elsket og antaget af Gud, helt og definitivt. Og ligeledes at leve i Guds nærhed, at være præget af Hans kærlighed. "Verden kender os ikke" (1 Joh 3,1); også vi selv, som er troende, har tit nok svært ved at begribe det.

     

Først når vi virkelig lever i overensstemmelse, med hvad vi er og "øver retfærdighed", fatter vi efterhånden sandheden i det, vi tror på; vi bliver i stand til også at se glansen af Guds nærvær hos andre mennesker. Men selv da gælder det, at det ikke er blevet åbenbaret, hvad der skal ske med os, når vi ser Kristus, som Han er: i den herlighed, han har hos Faderen fra evighed (Joh 17,5-24). Så vil også vi i dette skue blive forvandlede i Hans klarhed.

     

Saligprisningerne i Bjergprædikenen er i formen lykønskninger ("Salige er de, der..."), i substansen betingelser for at komme ind i Guds rige. De er henvendt til alle mennesker, ikke som sådan kun til de særlig fromme. De er på samme tid tiltale og krav. Det må antages, at den kortere form for saligprisning hos Lukas (6,20-23) er den oprindelige, i udvidelserne hos Mattæus ligger der allerede en fortolkning, hvor man kan spore dette evangeliums (eller dets forlægs) situation og tænkemåde. Det er de fattige, de sørgende, de sultne, der får tilsagn om at få del i Guds riges herlighed; det er dem, der skal indtræde i Guds nye verden. Hermed menes der ikke bestemte økonomisk-sociale grupper; det er de mennesker, som ("for Guds ansigt") ved og bekræfter, at de intet har og intet kan, at de helt og aldeles er henvist til Gud.

     

Efter de fattige bliver Himmeriget lovet til dem, der bliver forhånet, bagtalt og forfulgt for Jesu skyld. Den fattige bliver ikke prist lykkelig, fordi han er fattig, den forfulgte ikke, fordi han er forfulgt; den, der kan sige ja til fattigdom og forfølgelse og endda kan glæde sig derover, er lykkelig, fordi han derved bliver mere lig Kristus og erfarer Guds kraft i sin egen svaghed.