ASKEONSDAG

     

P. Benny Blumensaat, sognepræst

     

1.L.:Joel 2,12-18; 2.L.:2 Kor 5,20-6,2. Ev.: Matt 6,1-6,16-18.

     

"I en nådig stund bønhørte jeg dig, og på frelsens dag hjalp jeg dig. Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag".

     

Med disse trøstende og frelsende ord fra dagens anden læsning indleder vi fortrøstningsfuldt de 40 dages faste, som indledes med ASKEONSDAG og fører os gennem FASTETIDEN frem til OPSTANDELSENS morgen, hvor Kristus, efter vi har fastet og gjort bod, vil åbenbare frelsens dag i vore hjerter.

     

Er der en forbindelse mellem faste, bod, omvendelse og "den nåderige stund"? Det ene leder til det andet.

     

Når vi i dag modtager Askekorset på vore pander og hører ordene "omvend dig og tro på Evangeliet", så kræver det handling fra menneskets side. Er der meget, jeg kan gøre?

     

Der er mennesker, der sulter og lider nød, jeg kan give penge til hjælpeorganisationerne, også selv om det betyder, at jeg selv får mindre på bordet. "Vær barmhjertige, så I må finde barmhjertighed".

     

Hvis Kirken i Vesten igen vil opfordre de troende, at gå regelmæssigt til skrifte og de troende følger opfordringen, vil der ske en helbredelse af Kristi legeme, som er Kirken. Denne helbredelse vil være et resultat af mødet med den barmhjertige Jesus.

Og mødet med den barmhjertige Jesus bevirker, at mennesker vender om, at de får ryddet op i huset, får det gjort rent, ja "det gamle er forbi, noget nyt er blevet til".

     

Mødet med Jesus i skriftemålet bevirker, at vi bliver mere bevidste om vor eget ansvar i forbindelse med at opbygge Guds Rige, at virke for retfærdighed og fred, gennem bøn, faste, omvendelse og gode gerninger.

     

Sammen med Pave Johannes Paul II og hele Kirken vender vi os i 1999 til Faderen, hvis barmhjertighed ingen grænser kender. I lignelsen om den fortabte søn er der ingen grænser for Faderens omsorg og glæde, da sønnen vender hjem, sønnen bad om tilgivelse og fik "fred og glæde" i tilgift.

     

Glæden vælder op i mennesket, når forsoningen finder sted, ligesåvel som hadet vælder frem, der hvor mennesket ikke vil tilgive, ikke vil gå forsoningens, bodens og ydmyghedens vej.

     

Lad os have et ydmygt sind, og aflægge al egoisme, sladder, stolthed og hovmod, og lad os gå den vej som Jesus selv gik, nemlig korsets vej, som lærer os tålmodighed og langmodighed.

     

Lad os som Kristi disciple udbrede retfærdighed og fred; lad os forkynde godt budskab for fattige, og lad os sammen med vor mor Kirken vende vor kærlighed især til de små, de glemte og forsømte.

     

Lad os ved begyndelsen af denne fastetid gå alle 15 stationer med Jesus, vel vidende, at når vi dømmer hinanden er det Herren selv vi bagtaler, vel vidende, at det nu er en nåderig stund, for når vi går korsvejen med Jesus kan vi ikke andet end sige: "du, min Herre og Gud" og elske Ham, og når vi elsker Ham, holder vi op med at dømme, holder vi op med at bagtale, så stiller vi os lyttende ved korsets fod, sammen med Jomfru Maria og åbner os for den stille stemme, som taler et nådens ord ind i vor sjæl: "Jeg elsker dig, du er min".

     

Den sidste fastetid i dette århundrede er din og min chance, er Kirkens mulighed for igen at tage Evangeliet alvorligt, vores mulighed for at lade forvandlingens Herre tage det gamle bort og lade noget nyt spire frem, og det kræver blot, at vi tager et skridt hen imod barmhjertighedens Fader, som har åbenbaret sig i sin søn Jesus Kristus, for når vi råber til Ham bønhører Han os, på frelsens dag, hjælper Han os, nu er "frelsens dag".

 

© Ord på Vejen