PRÆDIKEN AF BISKOP FRANZ JOSEF BODE, OSNABRÜCK

(Oversat fra tysk af Frans Ove Larsen)

    

"Hvor er din Gud?" (Salme 42,4)

"Gud som en del af hverdagen"

     

Kære søstre og brødre!

     

Skal man tro kirkefaderen Gregor af Nyssa, skændtes man allerede for 1500 år siden på torvet og i de offentlige badeanstalter om den rette tro på Gud. Han skriver: "Spørger du om prisen på brød, svarer man dig, Faderen er større end Sønnen, og Sønnen er underordnet Faderen. Når du spørger om dit bad er i orden, svarer man dig, Sønnen er skabt af intethed." (Citeret efter Stefan Ohrt, i "Herder Korrespondenz" 1998).

     

Troen som tabuemne

     

Nu til dags bliver det sværere og sværere at tale om troen. Den er ligefrem blevet et tabu og trængt tilbage til privatlivet. Det er mærkværdigt i dag, at de intimeste hændelser bliver omtalt offentligt; hvis man derimod taler om troen, bliver næsten enhver samtale blokeret. Man mærker en stor tilbageholdenhed med at tale om troen, især ens egen tro. Og det sker i vor tid, hvor kommunikation er et slagord: man taler ikke om troen! Denne tavshed berører også samtaler om oplevelser i troen på Gud og talen med Gud selv - bønnen; denne nødsituation, hvad angår bøn, afspejler en nødsituation med hensyn til selve troen. Troen er ikke levende, hvis jeg kun diskuterer den, den lever kun, når jeg taler med Gud, hvad enten det er i klage, lovsang eller bøn. Det er svært at tale om troen. Det er meget lettere at tale om Kirkens fejl, problemer og chancer i fremtiden. Der er bekymrede og ængstelige spørgsmål i Kirken, ondskabsfuld og barsk kritik, indenfor og udenfor. Kirken er for mange ikke mere et sted, hvor man udveksler tanker om troen; derfor søger mange mennesker noget andet, for eksempel hos lægen, hos psykiateren, i andre grupper, nogle gange i banker, apoteker, forretninger, som bliver som nye templer og kultsteder, eller som noget andet; i esoteriske grupper. Alle disse iagttagelser bekræfter, hvad man kunne læse for kort tid siden, at i grunden drejer det sig om spørgsmålet; findes der i slutningen af det næste århundrede på vore breddegrader stadigvæk et antal kristne, og vil de i så fald være i stand til at tale om troen selvbevidst, men ikke krampagtigt? (Stefan Ohrt).

     

"Hvor er din Gud?" (Salme 42,4)

     

Når vi nu mister det at være Gud nær, fordi vi ikke mere kan tale om Gud og med Gud; når vi taber Gud, fordi vi altid lever i hverdagen, som om Han ikke eksisterer, så skal vi ikke undre os over det spørgsmål, som stilles i salme 42: "Hvor er din Gud?" Hvad mangler jeg, når jeg ikke tror på Gud? Ligegyldighed i troen ødelægger den. Den udfordrende dialog styrker den derimod. Resignation og ligegyldighed er de forhold, der "æder sjæle op", ikke den stammende, ufærdige og beskedne søgen. "Hvor er din Gud?" Når vi bliver spurgt så konkret om det som i salme 42, har vi ikke let ved at svare, hvis vi ikke bare vil sige katekismussandheder, som de fleste heller ikke kender. Også i min egen hektisk travle hverdag med konferencer, repræsentationer og møder, må jeg spørge mig selv: "Hvor er nu din Gud?" Det gælder altså om, at vi altid opdager Gud på ny.

     

Elias opdager Gud på ny

     

I mange år har jeg været fascineret af følgende sammenhæng af hændelser hos profeten Elias. Efter en sensationel, men blodig sejr over de fremmede guder på Karmelbjerget, og efter et bevis på, at Gud havde talt til ham og bønhørt ham, overvandt den genstridige virkelighed i form af forfølgelse og resignation igen den stærke troens helt. Profetens lidenskabelige iver var forgæves. At triumfere førte ikke til noget - ikke dengang og heller ikke i dag. Nu sidder Elias i ørkenen under en gyvelbusk, resigneret og føler, at alt er forbi; et billede for mange mennesker også i Kirken, hvor Gud bliver borte. Så står der i 1 Kong 19,4-13:

     

"Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: "Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre". Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis"! Da han så sig om var der nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: "Stå op og spis! Ellers bliver vejen for lang for dig". Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. Dér gik han ind i en hule og overnattede. Da lød Herrens ord til ham: "Hvad vil du her, Elias"? Han svarede: "Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet". Da lød det: "Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi"! Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning.

     

"Nu er det nok, Herre" (1 Kong 19,4)

     

I denne oplevelse hos Elias ser jeg begyndelsen på den vej, hvor vi opdager Gud igen, når Han er blevet fremmed for os, eller når vi har mistet Ham. En fornemmelse af Gud får Elias til at skrige sin absolutte resignation og fortvivlelse ud: "Jeg kan ikke og vil ikke mere!" Men han siger det til Gud: "Herre", siger han! - Med tiltalen er derfor også alt bragt på det rene, alt er afgjort! (Gerhard Eberling). Her åbner vejen sig til bønnen. Ikke med mange ord, men at bringe sig selv frem for Gud, den Store, med bitterhed og klage, at føle sig forbigået og fremmed, på samme måde med glæde og tak. Ikke leve som om Gud ikke fandtes, men som om Han var (jeg formulerer det dristigt). Prøve en gang at leve konsekvent! Leve sit liv som om Han var der, selv om man synes, at Han er langt borte og ubegribelig! Sådan begynder bøn nemlig, at man vil bede, og stille sig frem foran en anden, ja en helt anden.

     

Nu kredser vi ikke mere om os selv. Træthed og søvn hindrer ikke, at Gud er os nær. Det er ikke vor handling, men Gud har rørt ved os. Og denne berøring kan ske ved en Guds engel, Guds budbringer, som kan møde os gennem mange mennesker og begivenheder. Det kommer an på at ville lade sig berøre, ikke modarbejde, være håbløs og afvisende, så at intet kan komme os nær. Så kommer heller ikke Gud os nær. Hvor er det dog trøsterigt, at selv Elias må englen røre ved to gange. Vi har også brug for at få mange berøringer. Det at lade sig berøre kræver desuden, at man har blik for tegn; her brød og vand. Denne henvendelse fra Gud sker ikke i det helt usædvanlige, men i det uanselige, i billeder, i symboler, hændelser, i drømme og når vi møder andre. Nu til dags er vore reklamer, som fagfolk præsenterer os for, meget rige på symboler og tegn for at få adgang til menneskers indre; desværre er det ikke reklamer for Gud, men kun for ting eller varer.

     

"Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig!" (1 Kong 19,7b)

     

Ordet hører med! Uden tale og ord kommer vi ikke til Gud, eller fra Gud. "Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig!" Og ikke; sov videre, du er jo træt. Ikke berolige, eller bringe til tavshed, men udfordring, konfrontation, tilintetgørelse af planer - i klare ord! "Gud giver det til sine børn, mens de sover." Men Hans gave virker først, når vi står op! Styrken kommer gennem englen, men Elias skal selv gå vejen! Vi kan ikke opdage Gud igen, uden at vi bryder op, selv om Gud kommer os i møde. Elias' vej varer i 40 dage og 40 nætter - en lang tid, sandsynligvis med mange, meget forskellige erfaringer; anstrengelser, kraft til udholdenhed, tilbageslag, hede og kulde, hverdag i enhver form, alt det hører med til at opdage Gud. Han er ikke den alsidige disponible "lommegud", som vi kan bruge til hjælp for os, men som vi ikke vil vide noget af, når Han kommer os for nær.

     

" ... ikke i stormen, ikke i jordskælvet, ikke i ilden ..." (1 Kong 19,11)

     

Elias opdager Gud på ny; den lidenskabelige iver har ikke i sig selv ført ham nærmere til Gud, men fortrolighedens, lutringens, det helt sædvanliges, stilhedens, afslappelsens, den lille vej, ja afmagtens vej. Igen Guds ord: "Gå ud"! Af din angstens og skammens hule: bliv et rankt, et oprejst menneske, født på ny ved mit råb, udsendt på min befaling! I alle tilfælde kan du selv da kun opdage mig, når jeg går forbi; du vil tit først erkende, at det var mig, når du tænker tilbage. Dette Guds "sagte" virke stemmer overens med de ord, der gør så stærkt et indtryk: "Herren var ikke i stormen. Han var ikke i jordskælvet, Han var ikke i ilden." "Elias stoler på Gud. Han opsøger Ham på ny i den stille, sagte susen, i den hendøende stilheds stemme" (Martin Buber). Ikke i larm, i det sensationelle, i triumf, i rystelsen, begejstring, den hurtige forandring. Alt det er i hvert fald nogle sider af Gud, som vi ikke skal glemme, men i dag skal vi nok snarere opdage Ham på denne skjulte, ikke helt håndgribelige, udefinerbare, ikke upåtvivlelige måde. Ellers anser vi jo det fascinerende ved tal, præstationen, det storartede, succesen, anerkendelsen for selve Guds handlen og lader os besnære, og venter ikke at møde Ham i mellemtonerne ind imellem, hvor det ikke klinger så højt. Vi opdager Ham ikke længere rigtigt i svaghed og afmagt.

     

"Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer!" (Zak 8,23)

     

Lad os uden falsk anstrengelse og nervøsitet bruge denne sidste tid før årtusindskiftet til at opdage vor tros skjulte skatte, som i årtusinder er overleveret til os i den jødisk-kristne tradition, og indtil nu har beriget og båret mennesker oppe. Hvorfor skulle de ikke også i fremtiden kunne være de kilder, hvoraf vi lever? Hvorfor skulle det ikke kunne være en hjælp til at give vor tro mål og mæle? At opdage Gud i hverdagen bliver forkyndt i dag! Ligesom Elias i sin sammensunkne indadvendte resignation i ørkenen ikke længere havde blik for den blomstrende gyvelbusk over sig, således glemmer vi let Guds liv i os og omkring os, fordi vi kun er os selv nok og ikke længere gør hinanden opmærksomme på den blomstrende gyvelbusk i ørkenen, på opbruddet midt i omvæltningerne og afbrydelserne. Lad os hjælpe hinanden gensidigt med at opdage, hvor meget skjult liv der findes i vores hverdags ørken! Måske bliver vi så ikke længere blot spurgt "Hvor er din Gud?", men "Hvor er Han, så at vi kan finde Ham sammen med dig?" Eller som profeten Zakarias udtrykker det i en storartet forjættelse: "I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer." (Zak 8,23)

     

"Du er mit åndedrag, når jeg beder til dig"

     

Jeg vil gerne slutte denne prædiken med en bøn. Det er teksten fra en salme fra "Gotteslob" (de tyske katolikkers salmebog nr. 621) digtet af en, der søgte Gud, hvis vej ikke alle forstår og accepterer, men hvis bøn ikke af den grund taber noget i dybde og styrke for os. Den lyder:

     

Jeg står for dig med tomme hænder, Herre,

fremmed som dit navn er for mig dine veje.

Så længe mennesker har levet, har de råbt på Gud:

Døden er min lod, har du ingen anden velsignelse?

Er du den Gud, der lover mig en fremtid?

Jeg vil gerne tro, kom mig dog i møde!

Mit liv er overvældet af tvivl,

min svaghed holder mig i lænker.

Er mit navn indskrevet i din hånd,

og prentet fast i din barmhjertighed?

Fører du mig til det forjættede land?

Skal jeg skue dig med nye øjne?

     

Sig du ordet, der trøster og befrier

og som leder mig til den store fred.

Luk op til det land, som ingen grænser kender

og lad mig bo blandt dine børn.

Vær du mit daglige brød, så sandt du lever.

Du er min ånde, når jeg til dig beder.

(Huub Oosterhuis, 1964)

     

Gud velsigne jer alle, Han lade sin kærlighed præge jer og give jer mod og mæle til at give den videre! Gud velsigne jer alle af

Hans treenige fylde: Gud Fader, Søn og Helligånd! Amen.

     

 

© Ord på Vejen