Brev til katolikkerne i Danmark

Sagen om den 9-årige pige i Brasilien, som blev voldtaget af sin stedfar og efterfølgende fik foretaget en abort, er på én gang enkel og kompliceret, og jeg må erkende, at jeg ikke i medierne har fået kommunikeret Kirkens tro og min egen holdning til sagen på tilfredsstillende måde. Det kan der være flere forklaringer på, men ansvaret er i den sidste ende mit, og jeg vil derfor gerne bidrage til at få tingene sat bedre på plads i en sag, der har foruroliget mange og gjort dem kede af det.

Stedfaderens gentagne overgreb mod den lille pige er dybt tragiske, og Kirkens pligt til at støtte op omkring og ledsage både pigen og hendes mor i en sådan situation burde have stået i forgrunden både i den brasilianske ærkebiskops og i mine egne udtalelser. Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at det seksuelle misbrug af barnet er det grundlæggende problem i sagen, og at afstandtagen fra stedfaderens forbrydelse derfor er dét, der først skal komme til udtryk.

Jeg ser det fortsat som min opgave at tale det ufødte livs sag. Desværre opstår der indimellem yderst vanskelige situationer, som stiller os over for etiske dilemmaer og tvinger os ud i nærmest umulige valg. Samtidig med, at jeg fastholder Kirkens klare lære om respekt for menneskeliv fra undfangelse til naturlig død og dermed Kirkens modstand mod abort, så må jeg også vedgå, at jeg ikke i den konkrete sag fra Brasilien ser noget grundlag for at fordømme pigens mor eller den læge, som mente at burde gennemføre aborten.

Denne holdning bygger på en konkret vurdering af den her foreliggende lige så konkrete sag, og mine ord må ikke forstås som, at jeg dermed lægger op til generelle undtagelser fra Kirkens klare lære om respekt for livet.

Spørgsmålet om ekskommunikationen har spillet en stor rolle i denne sag. En ekskommunikation har selvsagt kun mening som resultat af handlinger, der i en konkret situation må fordømmes. Kirkelovens bestemmelse om automatisk ekskommunikation i forbindelse med abort afspejler den alvor, hvormed vi katolikker ser på et sådant indgreb. Men bestemmelsen må også ses på baggrund af det skred i den etiske bevidsthed, som i løbet af de seneste generationer er sket – et skred, som har ført til, at mange ikke længere forbinder noget alvorligt problem med, at der eksempelvis bare i Danmark er omkring 16.000 aborter om året.

Som den konkrete sag er fremstillet i medierne, fremstår en ekskommunikation imidlertid som irrelevant. I stedet for offentligt at bekræfte den burde den stedlige biskop med det samme have sat den ud af kraft. Det er så også efterfølgende sket, men desværre først efter, at misforståelser om sagens rette sammenhæng har nået at udbrede sig.

Vort liv som mennesker er på mange måder blevet let, fordi teknikken giver os så mange hjælpemidler. Samtidig stiller videnskabens opdagelser os også over for stadigt flere dilemmaer, som gør det vanskeligt både som rådgiver og som den, der skal handle, at se og vælge det rigtige.

Jeg ønsker for os alle, at vort grundlæggende ønske om at værne om livet og vore medmenneskers værdighed må støttes af Helligåndens hjælp til ved alle vanskelige valg at gøre det rigtige.

Og jeg beder alle i Kirken om forbøn for bispedømmet og for jeres pave og jeres biskop, som står med ansvaret for at skulle formidle troen i svære situationer.

København, den 16. marts 2009

X Czeslaw Kozon

     

 

     

© Ord på Vejen