Sagen om den
9-årige pige i Brasilien, som blev voldtaget af sin stedfar og
efterfølgende fik foretaget en abort, er på én gang enkel og
kompliceret, og jeg må erkende, at jeg ikke i medierne har fået
kommunikeret Kirkens tro og min egen holdning til sagen på
tilfredsstillende måde. Det kan der være flere forklaringer på, men
ansvaret er i den sidste ende mit, og jeg vil derfor gerne bidrage til
at få tingene sat bedre på plads i en sag, der har foruroliget mange
og gjort dem kede af det.
Stedfaderens
gentagne overgreb mod den lille pige er dybt tragiske, og Kirkens
pligt til at støtte op omkring og ledsage både pigen og hendes mor i
en sådan situation burde have stået i forgrunden både i den
brasilianske ærkebiskops og i mine egne udtalelser. Der skal
imidlertid ikke herske tvivl om, at det seksuelle misbrug af barnet er
det grundlæggende problem i sagen, og at afstandtagen fra
stedfaderens forbrydelse derfor er dét, der først skal komme til
udtryk.
Jeg ser det
fortsat som min opgave at tale det ufødte livs sag. Desværre opstår
der indimellem yderst vanskelige situationer, som stiller os over for
etiske dilemmaer og tvinger os ud i nærmest umulige valg. Samtidig
med, at jeg fastholder Kirkens klare lære om respekt for menneskeliv
fra undfangelse til naturlig død og dermed Kirkens modstand mod
abort, så må jeg også vedgå, at jeg ikke i den konkrete sag fra
Brasilien ser noget grundlag for at fordømme pigens mor eller den
læge, som mente at burde gennemføre aborten.
Denne holdning
bygger på en konkret vurdering af den her foreliggende lige så
konkrete sag, og mine ord må ikke forstås som, at jeg dermed lægger
op til generelle undtagelser fra Kirkens klare lære om respekt for
livet.
Spørgsmålet om
ekskommunikationen har spillet en stor rolle i denne sag. En
ekskommunikation har selvsagt kun mening som resultat af handlinger,
der i en konkret situation må fordømmes. Kirkelovens bestemmelse om
automatisk ekskommunikation i forbindelse med abort afspejler den
alvor, hvormed vi katolikker ser på et sådant indgreb. Men
bestemmelsen må også ses på baggrund af det skred i den etiske
bevidsthed, som i løbet af de seneste generationer er sket – et
skred, som har ført til, at mange ikke længere forbinder noget
alvorligt problem med, at der eksempelvis bare i Danmark er omkring
16.000 aborter om året.
Som den konkrete
sag er fremstillet i medierne, fremstår en ekskommunikation
imidlertid som irrelevant. I stedet for offentligt at bekræfte den
burde den stedlige biskop med det samme have sat den ud af kraft. Det
er så også efterfølgende sket, men desværre først efter, at
misforståelser om sagens rette sammenhæng har nået at udbrede sig.
Vort liv som
mennesker er på mange måder blevet let, fordi teknikken giver os så
mange hjælpemidler. Samtidig stiller videnskabens opdagelser os også
over for stadigt flere dilemmaer, som gør det vanskeligt både som
rådgiver og som den, der skal handle, at se og vælge det rigtige.
Jeg ønsker for
os alle, at vort grundlæggende ønske om at værne om livet og vore
medmenneskers værdighed må støttes af Helligåndens hjælp til ved
alle vanskelige valg at gøre det rigtige.
Og jeg beder
alle i Kirken om forbøn for bispedømmet og for jeres pave og jeres
biskop, som står med ansvaret for at skulle formidle troen i svære
situationer.
København, den
16. marts 2009
