DEN HELLIGE FAMILIES FEST

 

P. Michael Bradley O.M.I.

 

1.L.:Sir 3, 2-6,12-14; 2.L.:Kol 3,12-21. Ev.: Matt 2,13-15,19-23

 

Når Kirken fejrer Jesus, Maria og Josef i den hellige Families fest, bruger den de samme skrifttekster i alle tre tekstrækker, undtagen for evangelieteksterne.

 

Hvert år hører vi derfor fra Siraks visdomsbog, at han fremhæver hvad man kunne beskrive som den ærefrygtindgydende og absolut nødvendige respekt, som børn skylder deres forældre "Den, som hædrer sin fader, soner synder, og den, der ærer sin moder, samler sig skatte". Den rette kærlighed til forældre må skabe en tilsvarende glæde for Guds kærlige autoritet, han, som er den menneskelige families ophavsmand. "Salig enhver, som frygter Herren" (sønlig frygt, som beskytter det kærlige forhold) "og som går på hans veje" er omkvædet til dagens salme 128. Mange kender også det betydningsfulde udtryk, som understreger skønheden i den familie, som er forenet i Gud. "Den familie, der beder sammen, forbliver sammen".

 

Den årlige læsning fra brevet til kolossenserne viser os den rige familiearv, vi har modtaget fra Kirkens første dage. Kristne familier kan med rette være stolte over at give udtryk for denne arv ved vidnesbyrdet om deres kærlighed i dagens verden. I virkeligheden kalder Kirken alle sine familier til hellighed ved at fejre denne den hellige Families smukke fest.

 

Fra den hellige Paulus får vi passende retningslinier til at opnå dette mål. "Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd." Vi kan bare forestille os, hvor vidunderlig verden ville være, hvis alle kunne leve efter de retningslinier, som her er givet til Kirken i Kolosse for næsten 2000 år siden.

 

Men vi behøver ikke at spekulere på, hvad Guds vilje er med os i dag. Den berømte engelske mystiker, Julian af Norwich, stillede spørgsmålet for omkring 600 år siden og gav svaret. "Vil du vide Herrens mening" spørger hun og besvarer så sit eget spørgsmål. "Lær det nøje. Kærlighed var hans mening". (Innhyllet i kjærlighet, s. 70).

 

Kærlighed må være meningen med familiens liv, og det ikke bare siden den hl. Paulus' meddelelse blev givet den tidlige Kirke. Det var tydeligvis Guds mening fra begyndelsen, som 1. Mosebog så veltalende udtrykker det, hvor den slår fast, at mand og kvinde skulle genspejle Guds kærlighed i skabningen. "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: 'Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden og gør jer til herre over den." (1 Mos 1,27-28).

 

Men sørgeligt nok kunne menneskets anstrengelser ikke til fulde opfylde det guddommelige ønske. Nyt håb lyste op med barnet i Bethlehem, som vi så glade fejrede i julefesten for to dage siden. Den oprindelige skabende kærlighed, som er planlagt ved Skabelsen, kunne ikke udviskes, trods menneskelig svaghed, for: "Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16).

 

Jesu fødsels livgivende mysterium og hans jordiske deltagelse i den menneskelige familie i Nazareth må være inspiration for familielivet i dag. Ordet som blev kød - dette ubeskrivelige under begynder at udfolde sin rigdom i familielivets sammenhæng - i Jesu, Marias og Josefs liv i Nazareth. Jesu utrolige ærbødighed overfor Maria og Josef udtrykkes enkelt af den hellige Lukas: "Så fulgte han med dem hjem til Nazareth og var lydig imod dem."

 

I evangelieteksterne i tekstrækkerne 'B' og 'C' bruger den hl. Lukas templet som grundlag for hændelser i den hellige Families tidlige liv. Jesus hører til i sin Faders hus. I dagens evangelium bringer den hellige Mattæus derimod Jesus til Ægypten. Jesus skal være den nye Moses, som vil føre sit folk til det forjættede land. Denne tekst understreger i særlig grad Josefs rolle.

 

Det billede af faderen, der vises i dagens evangelium, kan udmærket være et mønster for det enestående ansvar, som er pålagt ægtemanden og familiens fader. Kaldet til at være fader indebærer altid at lytte til Guds røst, som ofte kan høres i den kærlighedsfulde samtale med hustru og børn. Uden en sådan kærlig samtale kan ingen familie være billede på den skønhed og fred, som Gud skabte den til, da han tegnede det oprindelige billede af familielivet; som han gav det absolutte eksempel på i Nazareth.

 

Jeg tror ikke, at mine gode venner vil have noget imod, at jeg fortæller om en nylig oplevelse, der omfattede dem som ægtemand og hustru. En dag efter messen, da de fleste af menigheden havde forladt kirken, blev de tilbage. Jeg fik den tanke, at det ville være rigtigt at bede en bøn for hustruen, som ventede et barn - det skulle fødes omkring julefesten. Da jeg begyndte at bede, gik ægtemanden frem, tog hendes hånd og knælede foran hende med bøjet hoved i en stilling, der udtrykte dyb respekt både for hans kone og for det mysterium, som han selv var så inderligt omfattet af. Jeg husker altid øjeblikket som dette som tydeligt vidnesbyrd om det underfulde mysterium, som Gud har givet sit folk, sådan som det åbenbares i hellige familier.

 

Før denne betragtning bliver for lang vil jeg gerne vise hen til en meget rørende hyldest til ægtemands og hustrus kærlighed, som den beskrives af en cisterciensermunk. Han taler om bønnens vigtighed i hvert eneste kald, og med hensyn til mennesker i ægtestand siger han, at vejen til bøn som regel vil gå gennem deres livspartner. Idet han taler om gensidigt bønsliv siger han som afslutning på afsnittet: "Således er dette samtidigt mandens fineste gave til kvinden og hendes til ham. At de vækker hinanden til bøn er den menneskelige kærligheds rigeste frugt". (André Louf: Teach us to Pray, s. 86).

 

Fejringen af dagens fest bør derfor være en særligt dejlig anledning for alle, hvis hellige kald er familieliv og hvis gave til hinanden er bønnens liv.

     

 

© Ord på Vejen