FRIHEDENS FØDSELSTIME

     

P. Piet van Bremen S.J.

(oversat fra tysk af Frans Ove Larsen)

     

De ti bud er formulerede i 2. Mosebog, kapitel 20 og ligeledes i 5. Mosebog kapitel 5. der findes to versioner. Som vi tidligere har lært, begynder de med ordene: "Jeg er Herren, din Gud. Du skal…" ti gange skal du noget.

     

Det lød som et ordreformular fra den højeste autoritet. Men når man kigger i Bibelen, så læser vi der en helt anden indledning. Vi har altså ikke lært det rigtigt. Det er sket en forkortelse, der ikke er rigtig, og som har bragt det hele på et galt spor. "Så talte Gud disse ord: Jeg er Jahve, din Gud, som har ført dig ud af Ægypten, fra trællehuset…" og så følger de ti bud.

     

Konteksten er altså igen befrielse: Jeg har befriet dig af trællehuset: og nu giver jeg jer ti anvisninger med på jeres vej for at bevare og beskytte denne frihed, så at i kan være virkeligt fri.

     

De ti bud er frihedens Magna Carta. De proklamerer Gud som vor friheds oprindelse og garant. De "pinder ud" hvad frihed betyder og det netop fra Gud som gave og opgave, som måde og påbud. Det kunne måske være en ny optagelse at læse de ti bud på den måde, som anvisninger på og tilgang til friheden.

     

1. bud: Du bliver fri når du sætter Gud over alt andet. Han er dit livs alt afgørende omdrejningspunkt. Når du lader Gud være Gud, bliver alt andet relativt, og det i dobbelt forstand: alt andet bliver sat i forhold til gud, relativeret.

     

Og også i den forstand, at kun Gud er det Absolutte, og alt andet er relativt. Når du virkelig ærer og tilbeder Gud som Gud, bliver prioriteterne i dit liv ordnet. Og når prioriteterne er ordnede, kan du vælge på en struktureret måde. Så bliver dit valg et valg under ansvar. Når prioriteterne ligger hulter til bulter, når de ligger helt forkert, kan man ikke træffe gode valg. Når Gud står over alt, så bliver mennesket et frit menneske.

     

2. bud: Du bliver fri når du har tillid til Guds navn: "Jeg er den, der er". I angst og trængsel vil du erfare hans udstrækning, i undertrykkelsen hans frihed, og i nøden hans kærlighed. "Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig." (salme 18,20). Guds navn åbner dit liv, giver luft i din tranghed.

     

Og du skal regne med, at Gud ofte uventet og stadig på ny er til stede! Du kan ikke indfange ham i et billede. Du skal ikke gøre dig noget billede af Gud. Den der snævrer Gud inde i et billede går glip af den virkelige Gud. For Gud kommer bestandig til os på anderledes måder. Når jeg har gjort mig et billede af Gud, så er jeg ikke længere åben for det sande møde med Gud.

     

3. bud: "Kom helligdagen i hu! Hold den hellig!" Du bliver fri når du kan acceptere, at dit arbejde, dine præstationer og succes ikke er alt i livet. Du skal ikke definere dig selv ud fra menneskene, hverken fra deres ros eller fra deres dadel; for du bærer en kerne inden i dig, der er umiddelbar over for Gud og vor du er betingelsesløst elsket af Gud selv. I denne kerne kan du finde den fred, som mennesker hverken kan give dig eller tage fra dig.

     

Vi lever i et præstationssamfund, og mange mennesker definerer sig selv ud fra præstationen, indsatsen: jeg er hvad jeg præsterer. Således er verden, og også i kirken og i klostre spiller det, Gud bedre det, en ikke ringe rolle. Jeg kan profilere mig gennem præstationen. Gennem præstationen bliver jeg til noget.

     

Ganske vist siger vi kristne altid, at det vigtigste i vort liv er vort gudsforhold, bønnen og troen, men i praksis gælder så navnlig de, der præsterer noget. De er de gode, de respekterede – og hvem vil ikke være respekteret? Altså præsterer vi meget, og på bekostning af gudsforholdet, bønnen og troen.

     

Og netop dette vil sabbatsbuddet forhindre. Dit liv er uendeligt meget mere end du præsterer. Du skal ikke definere dig selv ud fra det du præsterer. Så tilbeder du en afgud og ødelægger dig selv. Hold nu og da en pause, og skab ud af denne rigdom, som du gratis har fået foræret, en fest, en sabbat. Eller måske med pave Johannes XXIII’s ord: "Johannes, tag ikke dig selv så højtideligt"! og så gik han hen og sov.

     

4. bud. "Ær din far og mor for at du må leve længe i det land Herren, din Gud, giver dig". Du bliver fri når du takker dine forældre for hvad de har gjort for dig, når du kan betro dig til dit livs oprindelse, som du ikke har af dig selv; når du kan acceptere dig selv med din fortid og den prægning, den har givet dig.

     

Dette fjerde bud forekommer mig at være af ganske særlig betydning når det gælder om at blive fri. Hvor er det vigtigt, at mine forældre accepterer mig sådan som jeg er! Men det samme gælder for mine forældre, at de behøver mere kærlighed end de fortjener, at jeg, hvad enten de lever endnu eller er døde, accepterer dem og ærer dem, sådan som de er eller var. Så længe jeg ikke gør det, kan jeg heller ikke helt bringe mig selv til udfoldelse.

     

Mange mennesker har det svært med deres forældre og har så meget at udsætte på dem: deres opdragelse, stemningen i huset; heller ikke seksuelt misbrug eller vold fra forældrenes side vil jeg fortie. Der findes mange mennesker, som virkelig har svært ved at ære deres forældre, for slet ikke at tale om at elske dem, heller ikke når deres hjerte i grunden ikke andet ønskede end dette.

     

Og vejen til helbredelse og tilgivelse kan være smertelig og lang. Når vi er voksne kan vi heller ikke for vor egen skyld fritage os fra af kærlighed at blive forsonede med vore forældre i fred indadtil og – hvis det stadig er muligt – også udadtil. Denne fred bevirker også gensidigt større accept af sig selv og forsoning med ens egen livshistorie.

     

C.G. Jung har ved et møde for katolske og evangeliske præster sagt et vidunderligt ord: "Man forandrer kun, hvad man accepterer". Jeg anser det for et gyldent ord: "Man forandrer kun, hvad man accepterer".

     

Det gælder for eksempel, når det drejer sig om opdragelse. Når jeg ikke accepterer et barn, kan jeg heller ikke opdrage det længere, for barnet lukker af. Og barnet har ret, har hundrede procent ret, for det ved intuitivt: dette menneske er en trussel for min person. Altså må jeg beskytte mig.

     

Eller: Når jeg ikke accepterer, at jeg lider af en sygdom, kan ingen læge gøre mig rask. For "jeg er jo ikke syg. Kun en influenza – det er overstået i morgen". Når et menneske ikke erkender sin sygdom, virker medikamenterne ikke, eller kun i afsvækket grad. Helbredelsen udebliver eller varer væsentligt længere. Sådan forholder det sig også med min livshistorie: Når jeg ikke virkelig accepterer den, kan jeg ikke finde nogen fred, ingen glæde, bliver hård og forbliver et splittet menneske.

     

Mine forældre hører på en ganske væsentlig måde til min livshistorie. Når forholdet til dem, hvad enten det var bragt i uorden eller bittert belastet, igen bliver bragt i orden, styrker det ens selvagtelse og frigør kræfterne i ens eget liv. Derfor hedder det også med stor ret: "Ær din far og din mor, for at du må leve længe i det land, som Herren, din Gud, giver dig". Ærefrygt for fortiden indebærer løfte om fremtiden.

     

5. bud: "Du må ikke ihjelslå". Du bliver fri hvis du også accepterer andres liv som en gave. Se ikke i et andet menneske en rival eller konkurrent, som skal besejres, men lad dig langt hellere berige af hans rigdom. Lær at erfare den andens anderledeshed som en nådegave. Og tænk på, at alt, hvad der er dødbringende, alt det der slå ihjel, har sit udspring i et misundeligt hjerte. Misundelse er livstruende.

     

Den hellige Teresa af Avila siger: "Sammenligning er det åndelige livs død". Hun udtrykker det helt kontant. Hun siger ikke: det er farligt for det åndelige liv, men: Så er det ude med det åndelige liv! Så er det slut. Så kan du stadig gå i habit, men et åndelige liv er forbi. For det bliver kvalt af sammenligning. Den der sammenligner ser ikke mere mod Gud, men skeler til sine medmennesker, og det fører enten til utilfredshed og modløshed eller til arrogance og praleri. Han har ikke længere sit faste grundlag i sit væsens kerne, som lader ham være et med Gud.

     

6. bud: Det berømteste og berygtede bud! – Du bliver fri når du kan elske mennesker for deres egen skyld. Udnyt ingen mennesker som middel til at gennemføre dine egne mål og planer. Bind ikke mennesker til dig, men bidrag til, at de kan støtte sig til Gud. Læg ikke beslag på dem, men respekter dem. Respekt er en del af kærlighedens kerne.

     

7. bud: "Du må ikke stjæle". Du bliver fri og kan uden misundelse anerkende andres besiddelse, når du af hjertet kan takke for dine evner, din begavelse og skabende fantasi.

     

Taknemmelighed er en kilde til frihed. At besidde gør dig ikke fri, men at give slip på, til stadighed at give slip på. Taknemmelighed er en sund og glad måde at opnå en passende distance til gaver. Den der klamrer sig til noget eller nogen er ikke virkelig taknemmelig. Taknemmelighed gør fri.

     

8. bud: Du bliver fri hvis du er sanddru. "Sandheden skal gøre dig fri". Sandhed i betydningen sandfærdighed. Løgn ødelægger tillid, og livsløgn er en hindring for din egen lykke. Usandfærdighed indvikler dig et net af stadig mere skør og rådden. På den måde spilder du en masse energi og finder ingen sand fred. Gennemskuelighed bringer dog fred og opfyldelse.

     

9. bud: Du bliver fri hvis du kan være tilfreds dybt i dit hjerte. Begær er et resultat af et hjerte, som er fuldt af fastlåste idéer og tvangsforestillinger om at man ubetinget må ege dette eller hint, og igen for det meste en følge af manglende taknemmelighed for modtagne velgerninger.

     

10. bud: Til slut: Du bliver fri hvis du kan acceptere bestående forhold og bindinger. Prøv ikke på at trænge dig på eller at snige dig ind i andres venskaber. Erfaringer om sand kærlighed oplever jeg altid som en gave. Jeg kan ønske et venskab, men jeg kan ikke skabe det. Og hvis jeg binder mig til et venskab, ødelægger jeg det, fordi jeg gør noget indre til noget ydre, væren til besidden.

     

En mor, der var gift med en læge, fortalte på Katholikentag i Berlin i 1980 om en dyb åndelig erfaring.

     

"En mors liv er et enestående eventyr. Der gik ikke en dag uden overraskelser. Jeg vil gerne fortælle dem om et sådant "eventyr", som førte til en forandring i mit personlige liv og i min familie.

     

Jeg er en mor til fem børn, som nu er 21, 20, 19, 15 og 9 år – og jeg er en meget lykkelig mor. Sådan var det dog ikke altid. Der var en tid – og den ligger endnu ikke alt for langt tilbage – hvor jeg var meget ulykkelig. Jeg erkendte, at jeg ikke længere kunne hjælpe mine børn videre med deres problemer. Vi forstod ikke hinanden længere. Børnene trak sig tilbage fra deres forældre. Det kom så vidt, at den psykiske belastning gik ud over mit helbred. Jeg fik hjertesmerter og kunne ikke sove om natten. Atmosfæren i vores familie var anspændt til det yderste.

     

Jeg bad meget. En dag bad jeg til Vorherre: "Herre, du alene kan hjælpe! Sig mig, hvad jeg skal gøre! Og jeg fik svar: Giv dine børn tilbage til mig. Jeg har betroet dem til dig for at du kan ledsage dem en tid lang. Men giv dem nu tilbage i min hånd. Tror du ikke, at jeg kan lede dem bedre end du?"

     

Og denne overgiven har jeg gennemført, fuld af smerte og fuld af glæde. Jeg har givet hvert enkelt barn tilbage til ham, med dets svagheder og fejl, med dets charme og kærlighed, med dets forhåbninger og dets fremtidsdrømme.

     

Hvilken forandring har det ikke gennemført – siden da! Jeg er ikke bange mere, hvad der så end sker med mine børn. Hvis de går ad veje, som jeg ikke kan forstå, så er jeg tryg: Han har dem i sin hånd. Alt bliver godt. Og noget andet har ændret sig: vores familieliv!

     

Forældre og børn er på ny vokset sammen. Nu kommer vore studerende børn ikke blot i week-end’en for at få vasket tøj, men glæder sig over vores samvær, over den fælles snak og oplevelser.

     

Det forekommer mig som om Vorherre på ny har givet mig mine børn tilbage. Ham være tak.