DEN HELLIGE TREENIGHEDS FEST

P. Niels Engelbrecht, sognepræst

1.L.:5 Mos 4,32-34.39-40; 2.L.:Rom 8,14-17. Ev.: Matt 28,16-20.

Vi kristne hævder hårdnakket, at vi kun har én Gud. Andre monoteistiske religioner, ser med undren på os og spørger, hvordan vi kan tale om Fader, Søn og Helligånd og samtidig hævde, at vi er monoteister. Og engang imellem, når man hører efter den måde, vi taler om Gud på, kan man såmænd godt forstå deres undren, for af og til får man fornemmelsen af, at vi skiller de guddommelige personer fra hinanden som selvstændigt handlende personer. Og hvordan kan det da også overhovedet lade sig gøre, at Gud både er én og er tre.

Hvordan det kan lade sig gøre, vil jeg lade ligge her. Blandt andet fordi én af mine kæpheste er, at hvordan-spørgsmål er ødelæggende for al teologi. Vi kan aldrig komme til at svare på, hvordan Guds mysterium kan lade sig gøre; men vi kan derimod beskæftige os med hvad-spørgsmålene. Hvad siger treenighedslæren om Gud og dermed om vores frelse. Hvad er det, vi vil udtrykke, når vi taler om Gud som Fader, Søn og Helligånd, eller om Gud som Skaber, Frelser og Levendegører.

Ved begyndelsen af sin offentlige karriere, kommer Jesus til Johannes ved Jordan for at blive døbt. I det øjeblik, han er blevet døbt, åbner Himlen sig, og Guds stemme lyder: "Du er min elskede Søn, i dig har jeg velbehag." Og samtidig kommer Helligånden ned over Jesus i legemlig skikkelse af en due.

Billedet, som evangeliet tegner her, er et af aspekterne af treenighedens mysterium på en synlig forståelig måde. Guds væsen er kærligheden. Man kan selvfølgelig godt elske sig selv. Men den kærlighed, som kun har sig selv som mål, og som ikke når videre til noget ud over sig selv, vil vi normalt stille spørgsmålstegn ved. Kærligheden kan kun eksistere i relation til noget andet. Derfor hører det med til Guds væsen, at i Gud selv er der relation mellem flere. Sønnens forhold til Faderen i Helligånden. Det kunne vi så betragte med teologisk interesse og sige en masse flere abstrakte ting om kærlighed og relation. Og det gør vi også tit. Men det vigtige er, at vi ved vores dåb, ja bare ved det at være mennesker – på grund af at Gud er blevet menneske i Jesus, - er inddraget i det kærlighedsforhold, når Helligånden i os råber: "Abba, far!" Treenighedens mysterium er ikke noget, vi betragter udefra, det er noget vi er taget med ind i. Efter sin dåb kommer Jesus til synagogen i Nazareth, hvor han afgiver sin programerklæring ved hjælp af teksten fra Esajas:

Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig

for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår for Herren.

Sønnen er ikke sendt på mission alene på jorden, hvor han så regelmæssigt kan rapportere tilbage til hovedkvarteret hos Faderen. Det er Faderen, der ved sin Ånd salver Sønnen og gennem ham forkynder godt nyt for fattige, undertrykte, fanger og syge. Det er ved sin Ånd og ved sit Ord, at Gud virker i verden. Og de enkelte personer i Treenigheden kan ikke skilles ad i Guds virke.

I sin sidste tale til disciplene før tilfangetagelsen - som vi hører et udsnit af i dagens evangelium - understreger Jesus dette. Han trøster disciplene med, at han vil sende Talsmanden til dem, når han er gået bort. Det er nemlig slet ikke muligt, at forklare dem sammenhængen i alt, det der skal ske med ham, for de vil slet ikke kunne forstå det endnu. Derfor vil Sandhedens Ånd komme til dem og vejlede dem. Men Ånden taler ikke af sig selv. Det er ikke vagtafløsning. Først gør Sønnen sin del af arbejdet, og så overtager Ånden resten. Ånden tager fra det, der er Sønnens og forkynder det.

Men det er heller ikke Sønnen og Ånden, der udfører jobbet, mens Faderen sidder og hviler sig hjemme i Himmelen. Der er nemlig identitet mellem det, der er Sønnens og det, der er Faderens. Med moderne sprogbrug ville vi sige, at Treenigheden arbejder sammen på det samme projekt. Det projekt, som Paulus taler om i Romerbrevet: Ved Kristus er vi blevet gjort retfærdige, så vi tør håbe på at få del i Guds herlighed, og vores håb er stærkt, fordi selve Guds mysterium: Kærligheden er blevet givet os ved Helligånden, som vi har modtaget.

Eller sagt med andre ord: Vi er blevet frelst fra mistillid, håbløshed og isolation og har fået tro, håb og kærlighed.

Al tale om Treenigheden eller Trefoldigheden går nemlig i sidste ende ud på, at Guds kærligheds mysterium er, at Gud er en frelsergud, og at det virkelig er den Gud, som ønsker vor frelse, der er på færde i Jesus. Og at Guds virke ikke begynder og slutter med Jesus, men at Gud som Ånd er til stede allerede ved jordens skabelse og fortsat er til stede i verden og i os. Treenighedens mysterium fortæller, at Gud ikke er en fjern Gud, men en nær Gud, som kommer til os - som skaber vores eksistens, frelser os fra det onde, trøster os i modgang og giver os liv i fylde.

 

© Ord på Vejen