HERRENS ÅBENBARELSE

     

P. Niels Engelbrecht, sognepræst

     

1.L.: Es 60,1-6; 2.L.: Ef 3,2-3a.5-6. Ev.: Matt 2,1-12.

     

Da de først havde set lyset, blev livet helt anderledes for dem.

De vidste, at hvis bare de fulgte stjernens kalden og begav sig ud på vejen, ville de snart komme til ham, der havde løsningen. Kongen, som stjernen forkyndte skulle fødes, ville have nøglen til alle konflikter og problemer. Endelig havde de fundet den ultimative sandhed. De ville trygt kunne overgive alt i hans hænder.

     

Det gjorde livet lettere at se frem til at kunne vide med sikkerhed, hvad man skulle gøre, i stedet for selv at skulle kæmpe sig gennem tvivl og uro frem til afgørelser, som måske kunne være forkerte. Vejen derhen ville nok være hård og stenet, men med målet for øje kunne vanskelighederne nok let overvindes.

     

Ved afrejsen var de en stor flok. Alle var lige begejstrede, og turen gennem ørkenen gik med sang og glæde. Det fælles mål bilagde alle stridigheder på forhånd. Når der var optræk til uenighed, lyttede alle lydigt til lederne og indordnede sig under deres afgørelser.

     

Det første stykke gennem ørkenen gik alt gnidningsløst. Kamelerne havde let ved at komme fremad. Det var næsten, som om der var banet en vej for dem. Som om stjernen selv viste dem det lettest fremkommelige terræn. Efter et stykke tid begyndte der imidlertid at komme små forhindringer. Der skulle klatres, og det var svært at få dyrene med.

     

Da der begyndte at være langt mellem stederne, hvor de kunne få vand, sank begejstringen hos nogle af gruppen. De begyndte at tale om, at det rigtignok var en lang og besværlig rejse, de havde begivet sig ud på.

     

Da lederne ikke kunne fortælle præcist, hvor langt det var og hvor længe det ville tage, besluttede en temmelig stor gruppe at vende om for at gå hjem og begynde søgningen efter en mere overkommelig vej til at løse livets problemer. Udsigten til at vandre rundt i ørkenen på ubegrænset tid, før de ville nå målet, var for meget.

     

Nogle af dem, der fortsatte, begyndte snart at misunde dem. For vejen blev ved med at være besværlig. Ikke at det blev så meget værre, men ensformigheden og strabadserne var udmattende i det lange løb. Det eneste, der holdt dem oppe, var, at deres ledere kunne tale så begejstret om den lovede konge og al hans magt og herlighed. De forestillede sig hvordan de ville finde ham omgivet af tjenere i et stort marmorpalads, hvorfra han ville styre et stort rige og også tage imod dem og give dem plads blandt sine hoffolk. En konge, som var blevet varslet med så store kosmiske tegn, måtte være noget ganske specielt. Efterhånden gjorde de sig mere og mere fantastiske forestillinger om, hvad der ventede dem ved mødet med kongen.

     

Efter et halvt år, begyndte de første at bukke under for udmattelsen. Der bredte sig en slags epidemi, og mange måtte efterlades begravet nødtørftigt i sandet eller i en klippehule. Da de nåede til en større oaseby, besluttede en større gruppe sig til foreløbigt at blive der. Måske ville de følge efter senere.

     

Men begejstringen og troen på den nyfødte konge var for deres vedkommende på et meget lavt blus, så motivationen for at fortsætte strabadserne var nærmest lig nul. Tilsidst var det kun en meget lille gruppe, der drog videre. Selv nogle af lederne, som havde været så begejstrende i begyndelsen, var faldet fra.

     

Efter en sidste hård tur kom dog belønningen. De nåede frem til kongens by til Jerusalem. Og det havde virkelig været det hele værd. Midt i byen fandt de et kæmpetempel, der stadig blev bygget på, og da de havde spurgt sig frem til kongens palads, fandt de ham i strålende omgivelser.

     

Stjernen havde talt sandt, og de begyndte at pakke deres gaver ud. Men da de fik foretræde hos kongen og gav sig til at spørge efter den nyfødte konge, udløste det mere rædsel og forfærdelse end glæde.

     

Der blev straks sammensat en arbejdsgruppe, som skulle finde ud af, om der var nogen sandhed i, hvad de sagde. Efter at gruppen havde holdt flere møder, fik de så meddelelse om, hvor de eventuelt kunne finde barnet. Kongen kaldte dem til sig og bad dem holde ham underrettet om sagens videre forløb. For som han sagde, han var meget interesseret i at vide noget om den konge, der eventuelt skulle afløse ham.

     

Det sidste stykke på deres rejse var meget forvirrende. Da de endelig nåede frem til stedet, hvor den nye konge var født, var det fuldstændigt modsat af, hvad de havde forestillet sig og forventet. Ingen tegn på magt. Kun tegn på afmagt. Her var ikke noget marmorpalads. Den nyfødte boede med sine forældre i en stald. Forældrene var tilsyneladende simple håndværksfolk. Der var ingen hoffolk. Kun et par dyr, der stod og gloede.

     

Her var intet af det, de var draget ud for at finde. Barnet i krybben syntes ikke at have magt til at overtage ledelsen af deres liv. Det syntes snarere selv at have brug for hjælp. Her var ingen af de lette løsninger, de havde set frem til. I første øjeblik var det en stor skuffelse, men barnet havde alligevel en udstråling, som satte noget i gang hos dem.

     

Deres forestillinger om de lette løsninger, om at opgive ansvaret for deres eget liv, om at kunne overlade alt til en stærk leder, om bare at følge med flokken og opgive al egen tankevirksomhed, forsvandt som dug for solen.

     

De var nødt til at opgive deres forudfattede meninger om vejen og målet. Hvis de ville følge stjernen måtte de være forberedt på det uventede og uberegnelige, på afmagt i stedet for magt, på selv at måtte tænke og tage ansvar.

     

Underligt nok fyldte det dem med en anden følelse af liv og glæde, end den, de havde følt, da de drog af sted i hælene på deres ledere. Barnets blik kaldte noget helt andet frem i dem.

     

Nu hvor de ikke vidste, hvor vejen gik hen, vidste de pludselig, at de var på rette vej.

     

 

© Ord på Vejen