JOMFRU MARIAS OPTAGELSE I HIMLEN

   

P. Jesper Fich, sognepræst.

   

1.L.: Åb 11,19a; 12.1-6a.10ab; 2.L.: 1 Kor 15,20-27. Ev.: Luk 1,39-56.

   

Ave Maris Stella – er navnet på en latinsk Maria-antifon i dårlig dansk oversættelse – desværre er den dårlig – for antifonen er fra den 8. århundrede og som sådan et ældgammelt udtryk for katolsk tro og liturgi – men i den hedder det første vers om Maria, at hun er "port til himlens ære."

   

Nu tror og bekender vi, at det er Jesu Kristi fortjeneste, kors og opstandelse, at vi lever under en åben himmel. Hvordan kan vi så om Maria synge: "At hun er port til himlens ære." Vi må lede efter en forståelsesport. Den kan vi for eksempel hente ud af et gammelt russisk folkeeventyr:

   

"I landsbyen boede der en lidt retarderet dreng, der stod på torvet og tegnede cirkler omkring sig selv og sagde: "Her bor jeg. Det er min verden!" Da det blev mørkt, skulle drengen hjem: Gå hjem med dig, sagde folkene på torvet. Men drengen svarede: "Jeg kan ikke kom ud, jeg er herinde!"

   

"Hold nu op, det er bare en kridtstreg. Du kan sagtens gå ud."
Men drengen blev stående i cirklen, mens det blev stadig mørkere. Han blev stående, indtil et barn greb ind. Han satte sin fod på kridt- stregen og viskede et lille stykke ud. Så sagde han til ham: "Her er døren!"

   

Jeg ser kridtstregen som billede på det uforløste menneskes selvskabte fængsel. Menneskeskabte kridtstreger skal man tage alvorligt, de kan være uoverstigelige som bjerge. Det gør hverken fra eller til, at de er størst i fantasien. De kan være uigennemtrængelige. Det er derfor, der ingen frelse er i de ord: "Kom ud, det er bare en kridtstreg!" Ordet må blive kød, for at mennesket kan tro det.
   

I menneskets verden har selvbedragets illusoriske magt tyranniets kraft. Hvis man nu som drengen har fået stregen forvandlet til en mur, så er den uoverstigelig, og hvad værre er: Det er drengen, der opstiller spillereglerne i en leg, der for længst har taget magten over ham.

   

Skal sådanne cirkler brydes, må man være i besiddelse af inderlig forståelse og accept. Intet mindre kan gøre det. Man må selv træde ind i legen, i billedet. Den forståelse og menneskekærlighed viser det sig, at både drengen og den Almægtige selv er besiddelse af. Gud skraber med nænsom fod en port i cirklen. Og han nøjes ikke med at sige: "Her er porten, kom så ud!" Nej, han siger: Igennem denne port kommer jeg nu ind til dig i cirklen, for selv at føre dig ud.
   

Denne port har et menneskes navn: Maria. Så lidt og så meget som porten i kridtstregen, hverken mere eller mindre. Porten er et velsignet "ingenting", igennem hvilken Frelseren kom ind til os, for at føre os ud i frihed.

    

Eventyret om drengen og dets lighed med frelseshistorien synes jeg er så fængslende, at den måtte genfortælles i dag på Marias store festdag. Og så har den dog alligevel sine alvorlige mangler, som de fleste billeder har mangler: For det er helt afgørende at fastholde, at Maria ikke var viljeløs. Hun var en kvinde, karakteriseret af et ualmindeligt stærkt nærvær i eget og andres liv, med en åbenhed for mysteriet både i det "lille" format; i hende selv, som i frelseshistoriens helt store.

    

Hun var tilstede med en vilje, der var gennemstrålet af nåde. Og det bliver jeg nødt til at hæfte med i denne bekendelse til Maria som port, for at billedet kan forstås sandt. Det kristne ideal af det helliggjorte menneske har jeg hørt sammenlignet med en glasrude, hvorigennem lyset strømmer ind - lyset er Gud, glasruden er mennesket.

    

Det er rammende, i hvert fald i den mening, at hellighed består i uforfalsket at videregive nådens lys, at videregive Gud og hans ord.

    

Men det er også vigtigt at fastholde, at Gud ikke står i et konkurrenceforhold til mennesket, at han ikke fortrænger mennesket eller trænger det tilbage for selv at komme til. Tværtimod.
    

Dagens fest, hvor vi fejrer, at Maria – med legeme og sjæl – altså med alt, hvad der var hende – er optaget i Guds herlighed, ville tabe enhver mening, hvis mennesket og dets liv var ligegyldigt, tomt, eller hvis mennesket kun var en nødvendig biperson.

    

I frelsehistorien bliver alle hovedpersoner – som Maria, der selv gik igennem den himlens port, som hun på underfuld måde selv var og er.

 

© Ord på Vejen