Prædiken
ved jubilæumsmessen: biskop Czeslaw Kozon
I
Den hellige Skrift, i teologien og den øvrige åndelige litteratur har det
aldrig manglet på billeder af Kirken, der sammenligner den med en bygning.
Mottoet for årets valfarter fra 1. Korintherbrev betegner de troende som Guds
bygning (jf 1. Kor 3.9). Kristus, Kirkens Herre, kaldes selv for
hovedhjørnestenen, bygningsterminologien udvides til at omfatte en hel by,
når kirken nævnes som forbillede på det ny Jerusalem. Dette billede er
overtaget konkret i arkitekturen ved opførelsen af middelalderens gotiske
kirker, der på søjlerne ofte har fået anbragt apostelfigurer, som
tydeliggør, hvem Kristus byggede sin Kirke på, et forsøg på konkret at
skære ud, hvad der står om det ny Jerusalem i Johannes åbenbaring
(21,9-27).
Fra
billedet af en bygning er der ikke langt til billedet af en krop, et legeme,
en organisme. Bygningen består af en grundvold, bærende mure og søjler,
samt udsmykning, legemet er sammensat af forskellige lemmer og organer, der
gør det til en helhed og lader det vække beundring. Allerede i Bibelen
drages der en klar parallel mellem bygningens sten og kroppens levende lemmer,
således at vi meget hurtigt belæres om, at Kirken består af levende sten.
Tanken
om Kirken som et fællesskab har til stadighed været en del af Kirkens
selvforståelse, selv om dette billede måske ikke altid har været lige
tydeligt understreget. 2. Vatikankoncil har meget kraftigt bragt dette billede
af Kirken i erindring (LG kap. 2). Uden af gå embedspræstedømmet for nær
mindes der om det almindelige præstedømmes betydning, som gør alle døbte
medansvarlige for og delagtige i Kirkens liv og trivsel. I "Lumen gentium"
er der såmænd også nærmest taget højde for vor lokale situation, når der
siges (nr. 9): "Dette messianske folk er ... . selv om det faktisk ikke
omfatter alle mennesker og ofte tager sig ud som en lille flok, alligevel den
sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten.
Kristus
indstiftede dette folk som livets, kærlighedens og sandhedens fællesskab, og
han bruger det også som redskab til alles frelse og sender det ud i hele
verden som verdens lys og jordens salt (jf. Matt 5,13-16)."
Det
er også som en sådan bygning af levende sten, vi fejrer os selv. Det kan
lyde lidt stolt at sige, at man fejrer sig selv, fordi man derved giver
indtryk af, at man søger hyldest og anerkendelse. Men netop, nar vi fejrer os
selv som Kirke, er det ikke muligt at lægge afstand mellem sig selv og det vi
fejrer, fordi vi alle selv er en del af festens genstand. Derfor er fejringens
hovedformål heller ikke at lade sig hylde, men at sige tak og ikke mindst at
besinde os på, hvad det vil sige, at være Kirke. Dette er heller ikke først
og fremmest en akademisk proces, hvor det drejer sig om at finde den rette,
gerne poetiske definition, men en stadig søgen efter Gud og hans vilje.
I
dagens evangelium, hvor vi hører om Kristus som det sande vintræ
(Joh.15,1-8), videreføres tanken om Kirken som en organisme, hvor de enkelte
grene er afhængige af en fælles rod. Stenene til en bygning skal hugges til
for at passe, legemets lemmer skal plejes, grenene skal renses for at bære
mere frugt. Sådan som Kristus skildrer plejen af vinstokken, med beskæring,
renselse og afbrænding, lyder det som en foregribelse af verdensdommen, eller
i hvert fald som en frasortering af, hvad der ikke lever op til
forventningerne. Principielt må vi ikke udelukke dette aspekt helt, at der er
klare kriterier for det kirkelige tilhørsforhold, men først og fremmest vil
Kristus med billedet af vintræet forsikre os om sin kærlighed og om, hvilke
muligheder vi har, når vi bliver i Ham. For Kristus er kirken på én gang
hans legeme og hans brud, altså på én gang én der er nærmest identisk med
Kristus og én, der står over for Ham, uden at der dog er nogen modsigelse i
de to billeder. Anderledes kan vi selv under tiden føle os i et
spændingsfelt, hvor vi kan være fristede til at betragte Kristus og ikke
mindst Kirken udefra, medens det naturlige bør være, at vi føler et levende
og personligt tæt fællesskab med både Kristus og Kirken.
Vor
egen personlige vej til Kristus og Kirken er en vækstproces, vi som grene
bliver renset for at kunne bære mere frugt, hvilket betyder at blive gjort i
stand til at aflægge et vidnesbyrd, der fremmer gudsrigets vækst, gør det
muligt for Kristus bruge os som redskaber, ved hvis hjælp andre kan komme til
tro på ham. "Skilt fra mig, kan I slet intet gøre," siger Kristus
(Joh 15,5), og når Kristus identificeres så stærkt med Kirken, kan vi
heller ikke gøre noget uden Kirken eller uden at engagere os i den efter
Kristi ånd. Mens Kirken som bygning og krop, med Kristus som hovedhjørnesten
og hoved, er konciperet perfekt, skal den i sin jordiske fremtræden ofte
kæmpe for den rette balance, ikke sådan at forstå, at den skal gå på
kompromis med sin sendelse, eller at vi, dens medlemmer skal finde frem til
det minimum, vi kan nøjes med at gøre. Balancen er en guddommelig ligevægt,
der skal opnås ved en stadig lydhørhed over for Kristus, en lydhørhed, der
gælder alle i Kirken. Denne lydhørhed skal også findes mellem os alle
indbyrdes. På denne måde undgås kunstige eller i hvert fald fjendtlige
modsætninger som f. eks. mellem dem, der leder og dem, der ledes, mellem
Kirken og det verdslige samfund, mellem repræsentanter for forskellige
spiritualiteter og teologiske skoler, mellem etniske grupper, mellem kristne
af forskellige konfessioner, mellem det liv, vi gerne vil leve som autentiske
kristne, og det liv, der på grund af vor svaghed ofte bliver anderledes, end
vi selv og Kristus ønsker det. Udover sit eget eksempel, der er den
ufejlbarlige rettesnor, har Kristus også struktureret sin Kirke, så den
rummer en ledelse, der kan være retningsgivende. Han har indsat Peter og de
øvrige apostle til ledere og sagt til sine disciple, at "den, der hører
jer, hører mig," (Lk 10,16) men ikke uden at minde om, at "den, der
vil være den første iblandt jer, skal være alles træl." (Matt 20,27),
og derved minder Kristus os om sit eget tjenersind.
I
en tid, hvor mennesker er kritiske, hvor autoriteter udfordres og afkræves
legitimation, går bestræbelserne, tit på, at få skabt en magtbalance, en
sikring af alle beslutningers vej gennem et system, kontrol med alle faser af
processen. For at modvirke dette må vi fremelske større tillid. Tillid
betyder ikke kun tiltro til en anden, det indebærer også, at man giver
delvis slip på sig selv, ikke ureflekteret og af ansvarsforflygtigelse, men i
ydmyghed over for, en, der selv har vist ydmyghed og lydighed, Kristus selv.
Skønt der, hvad angår fuldkommenhed er langt imellem Kristus og selv den
mest perfekte kristne, har Kristus også her skabt grundlag for indbyrdes
tillid iblandt os ved at love, at han selv er "med os alle dage indtil
verdens ende" (Matt 28,20) og ved at sende os den lovede Helligånd, der
holder sammen på Kirken, tilskynder den til fornyelse, styrker den i modgang
og baner vejen for nye initiativer.
Pinsedagens
friskhed prægede den unge kirke. Undertiden ser vi historiens begivenheder og
ballast, som noget, der får os til at se nutidens kirke fjernt fra
pinsedagens friskhed. Og dog kan enhver dag blive en ny pinsedag for Kirken
også i vor tid, når vi tillidsfuldt og lydigt åbner os for Åndens
indskydelser. Ofte taler vi om Kirkens behov for at blive fornyet, og Kirken
selv er den første til om sig selv at indrømme, at den er "Ecclesia
semper reformanda", kirken, der altid skal fornyes, og den må aldrig
bruge omgivelsernes modvilje, modstand og trækken i den modsatte retning til
at forskanse sig i selvoptagethed og lukkethed for verden. Kirken skal altid
være parat til at efterprøve sin tilgang til mennesker, sit sprog, sin stil,
sin egen efterlevelse af det, den forkynder. Men samtidig er Kirken også
sendt til verden med et budskab, den ikke har givet sig selv, ikke selv er
herre over, og derfor ikke kan forkorte eller tilpasse. Et sådant budskab vil
nemt blive et, der møder forbehold, bliver anset for utidssvarende, eller
uvedkommende. For at en fornyelse kan slå igennem, må enhver, der bærer
kristennavnet være rede til at lade sit eget liv forny, omvende sig, lade sig
rense for at kunne bære mere frugt. En sådan proces skal dog ikke kun
kræves, men også fremmes og muliggøres ved de nødvendige pastorale
initiativer. Ofte lader resourcefattigdom meget være ugjort, men meget står
allerede klar til at blive brugt til gavn for den enkeltes fornyelse både med
henblik på omvendelse og udnyttelse af talenter og egenskaber.
Alle
tre læsninger, vi har hørt, vil på én gang bringe os håb, men også
udfordre os. Håbet har vi brug for, for at føle os hjemme og have noget at
se hen til, se, at vi har mulighed for at få opfyldt et berettiget ønske om
at høre hjemme et sted, at være accepteret, at stå i en sammenhæng, hvor
Gud kommer os nær i sit ord og i sine sakramenter, sikrer os den nødvendige
pastorale omsorg og vejledning, et miljø, hvor han lader os erfare
fællesskab og samhørighed, fællesskab med dem, vi til daglig er kirke med,
samhørighed med resten af Kirken, hvadenten vi oplever det, som en del af vor
tros indhold, eller vi får lov at erfare det konkret, når vi ude omkring i
verden naturligt føler os hjemme i Kirken. Men budskabet i de tre læsninger
vil også udfordre os: Formane os til at vende os fra det, som er i klar
modstrid med Kristi bud, advare os mod at gå på kompromis med vor egen
svaghed og omgivelsernes forventninger, tilskynde os til større fordybelse og
autenticitet, ruste os til at hjælpe søgende mennesker med at få deres
længsel efter sandhed og kirkeligt fællesskab opfyldt, ja lære os at tænke
så stort, at vi tør lade alle menneskers glæder og håb, sorg og angst,
også være vores anliggende (jf. GS 1). Som minoritetskirke har vi måske
svært ved at tænke stort, også efterhånden, som vi bliver fælles med
andre kristne om tidens store udfordringer, der truer med at bringe os i
defensiven. Sund realisme skal beskytte os mod overmod, men længselen efter
større fuldkommenhed på egne og kirkens vegne bør få os til at kunne
overskride grænser, i hvert fald når vi gør os forestillinger om Kirkens
fremtid, men også for vort eget kristenlivs vedkommende.
At
vokse, blomstre og bære frugt, er også billeder på Kirkens udvikling og på
den enkelte troendes fremskridt i det åndelige liv. Lad os ønske - og bede
om - at vort bispedømme fortsat må have del i denne vækst og støttet af
Guds Ånds ledelse være Kirke i Danmark og vi, der udgør denne Kirke, må
være Guds medarbejdere, mark og bygning (jf. Kor 3,9). Amen.
