BISPEDØMMETS 50-ÅRS JUBILÆUM

   

Tirsdag, den 29. april 2003

   

Prædiken ved jubilæumsmessen: biskop Czeslaw Kozon

   

I Den hellige Skrift, i teologien og den øvrige åndelige litteratur har det aldrig manglet på billeder af Kirken, der sammenligner den med en bygning. Mottoet for årets valfarter fra 1. Korintherbrev betegner de troende som Guds bygning (jf 1. Kor 3.9). Kristus, Kirkens Herre, kaldes selv for hovedhjørnestenen, bygningsterminologien udvides til at omfatte en hel by, når kirken nævnes som forbillede på det ny Jerusalem. Dette billede er overtaget konkret i arkitekturen ved opførelsen af middelalderens gotiske kirker, der på søjlerne ofte har fået anbragt apostelfigurer, som tydeliggør, hvem Kristus byggede sin Kirke på, et forsøg på konkret at skære ud, hvad der står om det ny Jerusalem i Johannes åbenbaring (21,9-27).

   

Fra billedet af en bygning er der ikke langt til billedet af en krop, et legeme, en organisme. Bygningen består af en grundvold, bærende mure og søjler, samt udsmykning, legemet er sammensat af forskellige lemmer og organer, der gør det til en helhed og lader det vække beundring. Allerede i Bibelen drages der en klar parallel mellem bygningens sten og kroppens levende lemmer, således at vi meget hurtigt belæres om, at Kirken består af levende sten.

   

Tanken om Kirken som et fællesskab har til stadighed været en del af Kirkens selvforståelse, selv om dette billede måske ikke altid har været lige tydeligt understreget. 2. Vatikankoncil har meget kraftigt bragt dette billede af Kirken i erindring (LG kap. 2). Uden af gå embedspræstedømmet for nær mindes der om det almindelige præstedømmes betydning, som gør alle døbte medansvarlige for og delagtige i Kirkens liv og trivsel. I "Lumen gentium" er der såmænd også nærmest taget højde for vor lokale situation, når der siges (nr. 9): "Dette messianske folk er ... . selv om det faktisk ikke omfatter alle mennesker og ofte tager sig ud som en lille flok, alligevel den sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten.

   

Kristus indstiftede dette folk som livets, kærlighedens og sandhedens fællesskab, og han bruger det også som redskab til alles frelse og sender det ud i hele verden som verdens lys og jordens salt (jf. Matt 5,13-16)."

   

Det er også som en sådan bygning af levende sten, vi fejrer os selv. Det kan lyde lidt stolt at sige, at man fejrer sig selv, fordi man derved giver indtryk af, at man søger hyldest og anerkendelse. Men netop, nar vi fejrer os selv som Kirke, er det ikke muligt at lægge afstand mellem sig selv og det vi fejrer, fordi vi alle selv er en del af festens genstand. Derfor er fejringens hovedformål heller ikke at lade sig hylde, men at sige tak og ikke mindst at besinde os på, hvad det vil sige, at være Kirke. Dette er heller ikke først og fremmest en akademisk proces, hvor det drejer sig om at finde den rette, gerne poetiske definition, men en stadig søgen efter Gud og hans vilje.

   

I dagens evangelium, hvor vi hører om Kristus som det sande vintræ (Joh.15,1-8), videreføres tanken om Kirken som en organisme, hvor de enkelte grene er afhængige af en fælles rod. Stenene til en bygning skal hugges til for at passe, legemets lemmer skal plejes, grenene skal renses for at bære mere frugt. Sådan som Kristus skildrer plejen af vinstokken, med beskæring, renselse og afbrænding, lyder det som en foregribelse af verdensdommen, eller i hvert fald som en frasortering af, hvad der ikke lever op til forventningerne. Principielt må vi ikke udelukke dette aspekt helt, at der er klare kriterier for det kirkelige tilhørsforhold, men først og fremmest vil Kristus med billedet af vintræet forsikre os om sin kærlighed og om, hvilke muligheder vi har, når vi bliver i Ham. For Kristus er kirken på én gang hans legeme og hans brud, altså på én gang én der er nærmest identisk med Kristus og én, der står over for Ham, uden at der dog er nogen modsigelse i de to billeder. Anderledes kan vi selv under tiden føle os i et spændingsfelt, hvor vi kan være fristede til at betragte Kristus og ikke mindst Kirken udefra, medens det naturlige bør være, at vi føler et levende og personligt tæt fællesskab med både Kristus og Kirken.

   

Vor egen personlige vej til Kristus og Kirken er en vækstproces, vi som grene bliver renset for at kunne bære mere frugt, hvilket betyder at blive gjort i stand til at aflægge et vidnesbyrd, der fremmer gudsrigets vækst, gør det muligt for Kristus bruge os som redskaber, ved hvis hjælp andre kan komme til tro på ham. "Skilt fra mig, kan I slet intet gøre," siger Kristus (Joh 15,5), og når Kristus identificeres så stærkt med Kirken, kan vi heller ikke gøre noget uden Kirken eller uden at engagere os i den efter Kristi ånd. Mens Kirken som bygning og krop, med Kristus som hovedhjørnesten og hoved, er konciperet perfekt, skal den i sin jordiske fremtræden ofte kæmpe for den rette balance, ikke sådan at forstå, at den skal gå på kompromis med sin sendelse, eller at vi, dens medlemmer skal finde frem til det minimum, vi kan nøjes med at gøre. Balancen er en guddommelig ligevægt, der skal opnås ved en stadig lydhørhed over for Kristus, en lydhørhed, der gælder alle i Kirken. Denne lydhørhed skal også findes mellem os alle indbyrdes. På denne måde undgås kunstige eller i hvert fald fjendtlige modsætninger som f. eks. mellem dem, der leder og dem, der ledes, mellem Kirken og det verdslige samfund, mellem repræsentanter for forskellige spiritualiteter og teologiske skoler, mellem etniske grupper, mellem kristne af forskellige konfessioner, mellem det liv, vi gerne vil leve som autentiske kristne, og det liv, der på grund af vor svaghed ofte bliver anderledes, end vi selv og Kristus ønsker det. Udover sit eget eksempel, der er den ufejlbarlige rettesnor, har Kristus også struktureret sin Kirke, så den rummer en ledelse, der kan være retningsgivende. Han har indsat Peter og de øvrige apostle til ledere og sagt til sine disciple, at "den, der hører jer, hører mig," (Lk 10,16) men ikke uden at minde om, at "den, der vil være den første iblandt jer, skal være alles træl." (Matt 20,27), og derved minder Kristus os om sit eget tjenersind.

   

I en tid, hvor mennesker er kritiske, hvor autoriteter udfordres og afkræves legitimation, går bestræbelserne, tit på, at få skabt en magtbalance, en sikring af alle beslutningers vej gennem et system, kontrol med alle faser af processen. For at modvirke dette må vi fremelske større tillid. Tillid betyder ikke kun tiltro til en anden, det indebærer også, at man giver delvis slip på sig selv, ikke ureflekteret og af ansvarsforflygtigelse, men i ydmyghed over for, en, der selv har vist ydmyghed og lydighed, Kristus selv. Skønt der, hvad angår fuldkommenhed er langt imellem Kristus og selv den mest perfekte kristne, har Kristus også her skabt grundlag for indbyrdes tillid iblandt os ved at love, at han selv er "med os alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,20) og ved at sende os den lovede Helligånd, der holder sammen på Kirken, tilskynder den til fornyelse, styrker den i modgang og baner vejen for nye initiativer.

   

Pinsedagens friskhed prægede den unge kirke. Undertiden ser vi historiens begivenheder og ballast, som noget, der får os til at se nutidens kirke fjernt fra pinsedagens friskhed. Og dog kan enhver dag blive en ny pinsedag for Kirken også i vor tid, når vi tillidsfuldt og lydigt åbner os for Åndens indskydelser. Ofte taler vi om Kirkens behov for at blive fornyet, og Kirken selv er den første til om sig selv at indrømme, at den er "Ecclesia semper reformanda", kirken, der altid skal fornyes, og den må aldrig bruge omgivelsernes modvilje, modstand og trækken i den modsatte retning til at forskanse sig i selvoptagethed og lukkethed for verden. Kirken skal altid være parat til at efterprøve sin tilgang til mennesker, sit sprog, sin stil, sin egen efterlevelse af det, den forkynder. Men samtidig er Kirken også sendt til verden med et budskab, den ikke har givet sig selv, ikke selv er herre over, og derfor ikke kan forkorte eller tilpasse. Et sådant budskab vil nemt blive et, der møder forbehold, bliver anset for utidssvarende, eller uvedkommende. For at en fornyelse kan slå igennem, må enhver, der bærer kristennavnet være rede til at lade sit eget liv forny, omvende sig, lade sig rense for at kunne bære mere frugt. En sådan proces skal dog ikke kun kræves, men også fremmes og muliggøres ved de nødvendige pastorale initiativer. Ofte lader resourcefattigdom meget være ugjort, men meget står allerede klar til at blive brugt til gavn for den enkeltes fornyelse både med henblik på omvendelse og udnyttelse af talenter og egenskaber.

   

Alle tre læsninger, vi har hørt, vil på én gang bringe os håb, men også udfordre os. Håbet har vi brug for, for at føle os hjemme og have noget at se hen til, se, at vi har mulighed for at få opfyldt et berettiget ønske om at høre hjemme et sted, at være accepteret, at stå i en sammenhæng, hvor Gud kommer os nær i sit ord og i sine sakramenter, sikrer os den nødvendige pastorale omsorg og vejledning, et miljø, hvor han lader os erfare fællesskab og samhørighed, fællesskab med dem, vi til daglig er kirke med, samhørighed med resten af Kirken, hvadenten vi oplever det, som en del af vor tros indhold, eller vi får lov at erfare det konkret, når vi ude omkring i verden naturligt føler os hjemme i Kirken. Men budskabet i de tre læsninger vil også udfordre os: Formane os til at vende os fra det, som er i klar modstrid med Kristi bud, advare os mod at gå på kompromis med vor egen svaghed og omgivelsernes forventninger, tilskynde os til større fordybelse og autenticitet, ruste os til at hjælpe søgende mennesker med at få deres længsel efter sandhed og kirkeligt fællesskab opfyldt, ja lære os at tænke så stort, at vi tør lade alle menneskers glæder og håb, sorg og angst, også være vores anliggende (jf. GS 1). Som minoritetskirke har vi måske svært ved at tænke stort, også efterhånden, som vi bliver fælles med andre kristne om tidens store udfordringer, der truer med at bringe os i defensiven. Sund realisme skal beskytte os mod overmod, men længselen efter større fuldkommenhed på egne og kirkens vegne bør få os til at kunne overskride grænser, i hvert fald når vi gør os forestillinger om Kirkens fremtid, men også for vort eget kristenlivs vedkommende.

   

At vokse, blomstre og bære frugt, er også billeder på Kirkens udvikling og på den enkelte troendes fremskridt i det åndelige liv. Lad os ønske - og bede om - at vort bispedømme fortsat må have del i denne vækst og støttet af Guds Ånds ledelse være Kirke i Danmark og vi, der udgør denne Kirke, må være Guds medarbejdere, mark og bygning (jf. Kor 3,9). Amen.

   

© Ord på Vejen