Jesuitternes Sendelse

   

Af P. Paul Keller S.J.

   

Som medlemmer af Jesu Selskab tjener vi Kristi sendelse.
I de sidste 30 år er vore opgaver blevet mere mangfoldige end nogensinde før.  Jesu Selskab er engageret i meget forskellige apostoliske tjenester ved skillevejene af kulturelle, sociale og økonomiske konflikter, af religiøs opvågnen og nye muligheder for forkyndelsen af det glade budskab for nationerne overalt på jorden.

     

Jesuitterne i Afrika står over for udfordringen til at bygge en ung og levende afrikansk Kirke op, som er rodfæstet i de rige folkelige traditioner.  De er i færd med at knytte nye bånd af solidaritet blandt de afrikanske folkeslag, og at kæmpe for at overvinde de verdensomspændende kræfter, som søger at tvinge hele kontinentet i  knæ.

     

Jesuitterne i Asien og Oceanien tager engageret del i de fattiges og de indfødte nationers kamp for retfærdighed, frem for alt i asiatiske lande, hvor de kristne er en lille minoritet, fører de dialogen med andre kulturelle og religiøse traditioner, i   forsøget på at bringe Evangeliet i forbindelse med det asiatiske liv, og at gøre rigdommen i  den asiatiske kultur frugtbar for et liv ud fra Evangeliet.

     

Jesuitterne i Latinamerika er konfronteret med samfund, hvor der hersker uhyre stor ulighed mellem de riges og de fattiges liv.  De  hører ikke op med at stå på de fattiges side og at arbejde for Guds riges retfærdighed.  Tillige hjælper de Kirken med at lære noget om Evangeliet ud fra de fattiges stemme.  Deri kan de støtte sig til folkets og de indfødte kulturers rige tro.

     

Jesuitterne i de forhen kommunistiske lande er efter de mange år med forfølgelse og fangenskab for troens skyld, nu i færd med at hjælpe mennesker i deres søgen efter en autentisk måde at leve på i den genvundne frihed.

     

Jesuitterne i Vesteuropa søger ved hjælp af en hel række aktiviteter, i pædagogik, spiritualitet og sjælesorg, at holde troen og kristne fællesskaber levende midt i en udbredt ligegyldighed.  Desuden prøver de på de forskelligste måder at ledsage dem, som lever i udkanten af samfundet.

     

Jesuitterne i Nordamerika beskæftiger sig med de udfordringer som følge af nye former for kulturel og økonomisk uret.  I snævert samarbejde med andre arbejder de på at få indflydelse på de samfundsstrukturer, hvor afgørelserne træffes og forestillingerne om værdier præges.  Præster og brødre har kun én sendelse, men mange opgaver, som vi påtager os for at tjene Jesus Kristus og hans værk: at udsone verden med Gud.

     

Da Ignatius i kapellet La Storta blev stadfæstet i sin sendelse, hørte han den evige Fader sige til Kristus: "Jeg vil, at du antager ham som din tjener."  Det var efter Faderens vilje, at Jesus Kristus, bærende på sit kors som sejrs-banner, antog Ignatius som sin tjener. Denne vision bekræfter den kaldelse, hvormed Jesus Kristus, den evige Konge i de "Åndelige Øvelser" indbyder: "Den der vil drage med mig, må være tilfreds med den samme føde som jeg, den samme drik, den samme dragt og så videre.  På samme måde må han ligesom jeg arbejde om dagen og våge om natten, for at han også siden hen sammen med mig må dele sejren, som han delte anstrengelserne med mig."

     

Ignatius og alle, som er kaldede til denne tjeneste opøves i at følge Kristus i hans møje.  I de Åndelige Øvelser betragter vi Kristi sendelse som den hellige Treenigheds svar på de synder, som hjemsøger verden.  Vi betragter den  menneskevordne Søn, der bliver født i fattigdom; som slider i det i ord og gerning for at udbrede Guds rige og som til sidst af kærlighed til alle mennesker lider og dør.  I de Åndelige Øvelsers pædagogik indbyder Jesus os til i hans jordiske liv at erkende mønsteret i Selskabets sendelse: at prædike i fattigdom, at være fri for familiebindinger, at adlyde Guds vilje ved med fuldkommen højmodighed at træde ind i hans kamp mod synden.  Som den opstandne Herre er han nu nærværende i alle, som lider, i alle, som er undertrykt, i alle hvis liv er brudt ved synden.  Således som han er nærværende, vil også vi være nærværende i solidaritet og medfølelse, hvor den menneskelige familie er såret mest.

     

En Jesuits sendelse til tjeneste for den korsfæstede og opstandne Herre betyder altid at træde ind i korsets frelsende værk i denne verden, som stadig er kendetegnet ved brutalitet og ondskab.  Da vi er Jesu fæller, er vor identitet uadskilleligt forbundet med vor sendelse.  Pater Nadal (en af Sankt Ignatius' mest fortrolige medarbejdere) skriver:

     

"Kristus er opstået fra de døde og dør ikke mere (Rom 6,9);  men han lider stadig væk i sine lemmer og fortsætter at bære sit kors, så at han kunne sige til Paulus: Hvorfor  forfølger du mig?"

     

Den hellige Ignatius var klar over, at ligesom Jesu Selskab ikke er blevet oprettet ved menneskelige midler, kan det kun ved Kristi almægtige hånd blive bevaret og forøget.  Altså, således som vi modtager vor sendelse af Kristus, er også dens frugt, af hvilken art den end måtte være, helt og holdent afhængig af hans nåde.  Og det er den opstandne Kristus, som kalder os og sætter os i stand til at tjene ham under korsets banner:

     

Den opstandne Kristus er aldeles ikke fraværende fra verdens historie; han har begyndt sin nærværelse i verden på en ny måde i Ånden.  Han er nu nærværende hos alle Mennesker og tager dem med ind i sit påske-mysterium.  Han fortsætter med at formidle Guds værk, frelsens, retfærdighedens og forsoningens værk til en verden, som stadig er brudt ved sine synder.

     

Den opstandne Kristus, som kalder på os, er den førstefødte af de døde, den første af mange brødre og søstre, som ved hans kær- lighed finder vejen ind i Guds arme.  Hans død på korsets træ bærer frugt, som fremdeles "tjener til lægedom for folkeslagene" (Åb 22,2).

     

Den opstandne Kristus opfylder Guds forjættelser til folket Israel og fortsætter med at føre alle nationer sammen med det, for at skabe en ny menneskeslægt i Ånden, ved at forene alle mennesker i et nyt legeme (Ef 2,15 f).  I ham er alle menneskelige fjendtligheder helbredt.

     

Således overtager vi alle vore tjenester i tillid til, at Herren også tager os som sine tjenere, således som han gjorde med Ignatius, ikke fordi vi er stærke, men fordi han siger til os, således som han sagde til Paulus: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed" (2 Kor 12,9).