Kærlighedens Missionærer

   

Om Mother Teresa

   

Mother Teresa er født den 26. august 1910 i Skopje, Jugoslavien

Kom til Indien i 1929

Aflagde nonneløftet i 1937

Forlod Loreto Klosteret i 1948

Blev indisk stadsborger i 1949

Stiftede Missionaires of Charity i 1950

Startede SOS-Børnemælk/Aktion Børnemælk i Danmark i 1966

Modtog Nobels Fredspris i 1979

   

Mother Teresas fødenavn var Teresa Gonxha Bojaxhui. Hun var ud af en albansk familie, som var påsat i Skopje i Makedonien i det daværende Jugoslavien. Hendes far var en velhavende forretnings- mand, mens hendes mor var en troende katolik, der opdrog sine børn strengt. Det blev krævet, at de var "høflige, sparsommelige og gik i kirke". Hver aften holdt familien andagt i husets store stue.

   

Alt dette påvirkede Agnes (Mother Teresa). Som 13-årig blev hun klar over, at hun ikke var som andre piger. At gifte sig og få børn interesserede hende for eksempel slet ikke. Hun følte, at der var noget, hun måtte gøre. At Gud havde en plan med hende. Hun fik et "kald", som man siger.

   

Agnes holdt meget af at læse om den hellige Frans af Assisi og om en bestemt nonne, Theresa af Lixieux fra Frankrig. "Den lille Theresa", som hun også blev kaldt. Theresa af Lisieux blev karmelitternonne som 15-årig, og hendes højeste ønske var at blive sendt til Karmelitterordenens mission i Hanoi. Det kom hun aldrig, hun døde af tuberkulose i 1897 kun 24 år gammel. Men forinden nåede hun at skrive sin livshistorie (på dansk "En sjæls historie", Sct. Ansgars forlag). Den gjorde et stor indtryk på Agnes, og da hun senere skulle vælge et nyt navn som nonne, valgte hun hendes navn.

Agnes fortalte ikke nogen om sit kald. I familien anede man ikke noget, selv om hun næsten altid opholdt sig i kirken eller deltog i præsternes studiekredse. Hun hjalp også moderen, Drana, i sit velgørenhedsarbejde – hun var kendt vidt og bredt for sin hjælpsomhed over for de fattige.

   

Den eneste, som vidste besked, var præsten Jambrenkovic, som var præst i den kirke, familien Bojaxhui hørte til. Han havde fortalt Agnes om Loreto-søstrene i Calcutta. En irsk nonneorden, der sendte søstre til Indien for at lære folk at læse og skrive, og de passede syge og forældreløse børn. Jambrenkovic havde bemærket det store indtryk, beretningerne om netop disse søstres arbejde havde gjort på Agnes.

   

Kort for sin 18-års fødselsdag fortalte hun sin mor, at hun havde besluttet at blive Loreto-søster og rejse to det fjerne Indien.

   

Den 15. september 1928 rullede et tog ud fra stationen i Skopje. Om bord var Agnes og en veninde, som også ville være nonne. De skulle til Paris for at møde en højtstående Loreto-søster – hun skulle afgøre, om pigerne var modne til en prøvetid som nonner.

   

Tilsyneladende, ja. Hun sendte dem videre til Irland, hvor Loreto-ordenens moderhus ligger. Her fik Agnes og veninden et lynkursus i engelsk af en nonne, som havde arbejdet mange år i Indien.

   

Det blev nytår, inden de kom til Indien. Den 6. januar 1929 ankom Agnes til Calcutta i Bengalen, den provins, som skulle blive hendes base resten af livet.

   

Der skulle næsten gå 9 år, inden Agnes Gonxha kunne aflægge løftet om at leve resten af sine dage i fattigdom, kyskhed og lydyghed. Forinden skulle hun igennem tre års prøvetid i et isoleret kloster i Darjeelings kølige bjerge (på grænsen til Nepal). Her lærte hun at skrive og tale flydende engelsk og blev uddannet som lærer. Da de tre år var gået, fik hun navnet Teresa og blev sendt til Loreto-klosteret i Calcutta. Efter yderligere 5 år, da hun var 26, fandt den endelige indvielse som katolsk nonne sted, helt præcist den 14. maj 1937.

   

Teresa underviste i geografi og historie på klostrets pigeskole. Eleverne var en blanding af rige folks børn og børn fra gaden. De rige betalte så meget for at få deres døtre "ordentligt" opdraget, at skolen havde råd til at tage fattige børn til sig.

   

Teresa elskede at undervise og lærte sig hurtigt bengalsk og senere også hindi for at få kontakt med de børn, der kom ind direkte fra gaden. Det var en smal sag for en fra Makedonien, der var vant til mange sprog. Hun var meget populær blandt pigerne, og hun fik tilnavnet Bengali-Teresa.

   

Klasseværelset lå højt oppe, og Teresa kunne kigge ned og se, hvad der foregik på gaden. Det må have været som at se ind i et fremmed land. Dernede i den stegende hede myldrede det med mennesker. Hun kunne se lige ned til de fattige, gadehandlerne og tiggerne, som sad og krøb sammen. Og på børnene, der løb alene rundt uden tøj på kroppen; dernede var der først og fremmest snavs, sult og sygdom.

   

Teresa faldt til i Calcutta. Efter nogle år blev hun rektor for ordenens pigegymnasium Sct. Mary’s.

   

På en togrejse til Darjeeling den 10. september 1946 skete der imidlertid noget afgørende. Teresa følte det, som om hun havde fået en ordre fra Gud selv: At hun skulle gå ud og arbejde blandt Calcuttas fattige!

   

Man har kaldt det for Teresas "kald i kaldet". Det var det andet kald, hun fik i sit liv. På den tavle, der sidder over indgangen til Mother Teresas ordenshus i Calcutta - "the Missionaires of Charity"- står det omtalt som: "En inspiration fra Den Hellige Ånd" og "Den Hellige Ånds formidling af Guds Vilje".

   

Teresa blev bedt om at skrive et brev til paven. "Jeg skrev, at Gud havde kaldt på mig og bedt mig opgive alt og lade ham lede mig i arbejdet for de allerfattigste", har hun fortalt om indholdet af dette brev. I slutningen af juli 1948 fik Teresa at vide, at paven havde tilladt hende at udøve sit kald. Hun kunne få lov at arbejde på gaden på prøve i et år.

   

Den 17.august om morgenen stod Teresa på gaden. Helt alene. Men med pavelig tilladelse og næsten uden penge. For 4 rupees – knap to kroner – købte hun en hvid sari med blå kanter, som hun hæftede sammen med et lille kors på venstre skulder.

   

Med friheden fra klostret kom alle vanskelighederne. De mange gange, hun har fået stillet spørgsmålet: "Hvordan begyndte det?" Har hun svaret: "Med den døende, jeg fjernede fra gaden. Hvis jeg ikke var gået i gang med den første døende, var det aldrig blevet til noget med de tusinder, der fulgte…"

   

Da prøveåret var ved at løbe ud, var hun stadig ikke nået meget længere. Men så skete der noget – hun begyndte at få hjælp, af studenter, husmødre, forretningsfolk og mange andre. Da hun også fik en adresse – i Creek Lane nr. 14, og de første søstre fra Sct. Marys gymnasium begyndte at slutte sig til Bengali-Teresa, var arbejdet i gang. Prøveåret blev forlænget, og to år senere var der 12 sariklædte kvinder i Creek Lane, og ordenen blev stiftet i 1950. Den kom til at hedde – "Missionaires of Charity" -.

   

Kilde – Ulla Dietl: Mother Teresa – fra barn til nonne (Branner og Korch, 1989).

   

Dansk adresse:

Kærlighedens Missionærer,

Sigurdsgade 29,

2200 København N.

Tlf: 35 85 29 65

© Ord på Vejen