Louis-Marie de Montfort og den montfortanske ordensfamilie

i anledning af 50-året for Montforts helgenkåring.

     

P. Stephen Holm, sognepræst

     

I "klostergården" bag Vor Frue Kirke i Slagelse og foran inspektørens kontor på Skt. Josefs Skole i Roskilde står en statue af  "missions-præsten Louis-Marie Grignion de Montfort".  Han døde, "i helligheds ry", som man siger, under en folkemission i den lille by St. Laurent-sur-Sevre i Vendée i Vestfrankrig, den 28. april 1716, kun 43 år gammel.  Han stammede fra det barske Bretagne og var som sækularpræst blevet præsteviet i Paris i år 1700.  Gennem sine 16 år som omvandrende missions-præst havde han til fods tilbagelagt 24.000 km, i det vestfranske.  Vandret fra landsby til landsby for, gennem såkaldte "missions-uger", med en helhjertet, utrættelig, næsten overmenneskelig indsats, at yde førstehjælp til sin samtids hendøende religiøse liv.  For vanekristendom var på mode dengang som i dag.

     

Det lykkedes Montfort, denne ildsjæl, denne dynamiske, dybt radikale præst, ved sin effektive "hjertemassage", at bane vej for Helligånden, som så kunne indpuste nyt religiøst liv i de menneskehjerter, der havde lyttet til hans jævne og ligefremme ord om Jesus Kristus, Guds Visdom, der netop ved Helligånden i Jomfru Maria var blevet menneske blandt mennesker.

     

Hans metode var enkel og dybt evangelisk.  Når han kom til en landsby, hvor man ikke længere kendte til selv det mest grundlæggende i Kristi liv og i kristendommen, opstillede han i sognekirken 15 store billeder, svarende til rosenkransbønnens 15 mysterier, de vigtigste "stationer" i Jesu liv, og ud fra disse billeder underviste han, bad han, mediterede han, - sammen med de fremmødte nysgerrige, som ofte var hele landsbyen, idet alternative underholdningstilbud jo var pauvre.  "Den gode pater med den store rosenkrans" blev han kaldt.

     

Igen og igen lykkedes det for ham at begejstre mennesker for dén kendsgerning, at de engang var blevet døbt og dermed podet ind i Jesus Kristus.  Spontant sagde mange til ham: "hvis jeg ikke allerede var døbt, ville jeg lade døbe mig nu"!  Montfort sagde til hver enkelt "Så forny dine dåbsløfter!  Skriv trosbekendelsen på et stykke papir, skriv under med dit navn og giv mig din afskrift!"  Ved missionsperiodens slutning lagde Montfort alle disse trosbekendelses-afskrifter på Maria-altret i den pågældende kirke. Hvorfor?  Fordi han i evangeliets ånd ræsonnerede som følger: ingen har levet mere kristocentrisk end Maria.  Derfor er den sikreste vej til et fremtidigt trofast og aktivt kristenliv et trosliv sammen med Maria, et trosliv i afhængighed af hende.

     

Igen og igen talte Montfort om "hengivelse til Kristus gennem Maria", hvilket på dansk vil sige: At beslutte sig til at lægge sit liv i Jomfru Marias hænder, for, ved, med og i hende, at være overgivet til Kristus.  Trosbekendelsens-afskriften på Maria-altret skulle udtrykke denne beslutning ("indvielse".)

     

Montfort har aldrig tænkt på at stifte ordener for ordenernes skyld.  Men han så "de store folkeskarer, der var som får uden hyrde" og indså, at den opgave, han gerne ville løse, krævede mere end én mand.  Da han kort tid efter sin præstevielse var blevet huspræst i et alderdomshjem-sygehjem-hospital i Poitiers, og en ung pige en dag kom til ham i skriftestolen, fik han den umiddelbare indskydelse at stifte en søsterkongregation til løsning af de på hospitalet værende opgaver, og det til trods for, at det umiddelbare grundlag for denne kongregation kun var samme unge pige, Louise Trichet, som han iøvrigt slet ikke kendte.  "Om vi så skal vente ti år på at kunne stadfæste 'les Filles de la Sagesse' (Visdommens døtre), er jeg overbevist om, at dette er det guddommelige Forsyns vilje", sagde han til hende, og i urokkelig tro iklædte han hende den grå ordensdragt med den hvide cornette og gav hende søsternavnet Marie-Louise.  Det var kyndelmissedag 1703.  Ti år igennem var hun den eneste søster!  Ved Montforts død i 1716 kunne man tælle fire søstre.  Ved hendes egen død i 1759: 30 huse overalt i Frankrig.

     

Gerningen som missions-præst krævede som nævnt helt klart medhjælpere.  Montfort bad indtrængende Gud om at få lov til at stifte et lille, fattigt selskab af missionspræster. Og egentlig blev hans "brændende bøn" hørt, for flere kom til, - men de gik allesammen igen!  Ingen kunne nemlig i det lange løb leve op til Montforts radikalitet, idet han forlangte det samme af sine medarbejdere, som han forlangte af sig selv.

     

Kun én holdt ud og blév: Mathurin Rangeard.  Som 17-årig var han kommet til Montfort, og livet igennem hjalp han trofast hám og hans efterfølgere i missionsarbejdet.  Til trods for, at denne 'broder' aldrig kom til at aflægge ordensløfter, regnes han officielt som den første montfortaner.

     

Året før Montfort døde, havde to præster, som han strengt taget havde bondefanget, knyttet sig til ham i hans missionsarbejde: Adrian Vatel og René Mulot.  At ikke osse de gik, skyldtes nok, at Montfort kom dem i forkøbet og døde, inden de nåede så vidt.  På sit dødsleje havde Montfort bedt René Mulot om at videreføre arbejdet, men Mulot var en svag mand, og hvis ikke den stærke og af Montfort dybt prægede sr. Marie-Louise Trichet havde holdt den lille gruppe til ilden og igen og igen havde stillet dem opgaver, er det nok et spørgsmål, om de, flere år efter Montforts død, havde været i stand til at acceptere en invitation, der gik på, at de som Montforts efterfølgere, skulle holde mission i en bestemt landsby.

     

Denne mission gav dem mod og "fødte" rent faktisk montfortanernes kongregation: "la Compagnie de Marie", omend kongregationen var blevet undfanget af Montfort så tidligt som i 1706, hvor han skrev ovennævnte "brændende bøn" om et lille missions-"selskab", bestående af præster med missionsånd.  Det var Montforts mening, at dette selskab skulle bestå af tolv medlemmer, og at man kun måtte eje to huse.

     

I 1888 blev Montfort saligkoret og i 1947 fulgte helgenkåringen.  Marie-Louise Trichet, den første Visdomsdatter, er for nylig, - i 1993, - blevet saligkåret.

     

Udover hele jorden optælles i dag cirka 2500 visdomsdøtre og lidt over 1000 montfortanere.  Med hensyn til montfortanernes kongregation er de fleste postulanter og novicer fordelt på Indonesien, Filippinerne, Indien, Afrika og Sydamerika.  De tre største ordensprovinser er Italien, Frankrig og Holland, som samtidig har den højeste gennemsnitsalder.  Til de montfortanske ordensfamilier tælles osse en skolebroderorden, kaldet Skt. Gabrielsbrødrene, stiftet midt i 1700-tallet af en montfortaner-generalsuperior.  Alle tre "grene" har deres gamle moderhuse i St. Laurent-sur-Sevre, hvor Montfort og Marie-Louise ligger begravet, og hvortil paven valfartede i 1997, - omend centraladministrationerne nu er i Rom.

     

Medlemmer af de montfortanske ordensfamilier betragter sig i første række som missionærer, det vil sige kristne, der af Kristus har fået overdraget en mission, det vil sige en opgave.  Opgaven ér at hjælpe, ja, begejstre medkristne til at virkeliggøre dåbsløfterne i deres liv, altså hjælpe dem på vej i deres ligedannelse med Kristus, "forberede Kristi komme", som det så flot udtrykkes.  Trosbekendelsen giver belæg for, at Kristus i sin menneskevordelse (til enhver tid) undfanges ved Helligånden og fødes af Jomfru Maria.  For at bane vej for dette Helligåndens virke i det enkelte menneske, opfordrer ordensfamiliens medlemmer sig selv og deres medkristne til en ægte relation, det vil sige en kristocentrisk relation til Jomfru Maria.  Rosenkransbønnen er vigtig, netop fordi den er kristocentrisk.

     

Dette, som man kunne kalde montfortansk spiritualitet, har Montfort i øvrigt dybtgående gjort rede for i et af ham berømt skrift "Traité de la vraie dévotion" (Afhandlingen om den ægte Maria-fromhed), som nu er udkommet på dansk.

     

Afhandlingen er et tillæg til hans mest betydningsfulde skrift: "Kærligheden til den guddommelige Visdom".  "Marias nådehemmelighed", som er Montforts syntese af "La vraie dévotion", samt hans "Brændende bøn om missionærer" og hans "Brev til korsets venner" foreligger fra P. Mesters' tid på dansk.  Osse P. Mesters' udmærkede hæfter: "Montfort som ordensstifter" og den syntese af Montforts hovedværk: "Kærligheden til den guddommelige Visdom".

     

For at hjælpe biskop van Euch i opbyggelse af menigheder på Sjælland og bidrage med den montfortanske spiritualitet, var montfortanerne i 1901 fra Holland kommet til Roskilde, og i 1903 fulgte visdomsdøtrene.  De katolske menigheder i Roskilde, Ringsted, Slagelse, Kalundborg, Holbæk og Tåstrup skylder montfortanerne deres grundlæggelse og deres opbygning.

     

Indenfor de sidste årtier er der imidlertid fra ordenens side blevet trappet néd på grund af udeblivende kald i Nordeuropa, og i sommeren 1993 forlod montfortanene deres gamle regional-moderhus i Roskilde, idet de overdrog kirke og ordenshus til bispedømmet, hvorpå biskoppen har overdraget ledelsen af sognet til andre ordensfolk.

     

Tilbage i Danmark er der i dag to ældre montfortanerpræster. To associerede montfortanere varetager sjælesorgen i de gamle montfortaner-sogne Slagelse-Kalundborg-Holbæk, hvorfra den danske afdeling af den montfortanske lægmandsbevægelse, associationen "Maria, Hjerternes Dronning", ledes.

     

Typisk for montfortanerne er det: at udgive tidsskrifter med mariansk accent og arrangere pilgrimsrejser.  Igennem mange år varetoges for Danmark disse aktiviteter af P. Joseph Mesters, som var stationeret først i Holbæk, siden i Kalundborg.  Efter hans død i 1983 er der fra Slagelse udgivet montfortanske publikationer og flere gange arrangeret pilgrimsrejser i den hellige Montforts fodspor: i 1988 (Maria-året), i 1991 (90-året for de første montfortanernes ankomst i Danmark) og sidst i 1997, 50-året for Montforts helgenkåring, som ordensfamilien nu fejrer indtil Montforts fest i år, den 28. april.

   

© Ord på Vejen