Sulpicianer

     

P. Jørgen Hviid, p.s.s.

     

Altid forsinket

     

Den eneste gang, - jeg ikke blev forsinket var, da jeg som 18-årig konvertit begyndte på et præsteseminarium i Boston.  Det var for tidligt. Det varede kun eet år, hvorefter jeg vendte tilbage til Danmark.

     

Seminariet havde en streng disciplin, men jeg havde aldrig tidligere haft det så morsomt.  De fleste af mine kammerater var 2. generations irsk-amerikanere, der hævdede, at der kun findes to slags mennesker i verden: De, der er irlændere eller de, der ønsker, at de var det.  Mine kammerater var ikke i tvivl om deres selv-værd, men morsomme var de.

     

Jeg fik et meget udbytterigt år, men jeg opgav studierne.  I seminariet lagde man stor vægt på det åndelige liv, og det blev understreget, at hvis man ikke gik frem, ville man uhjælpeligt gå tilbage, - det var et enten eller.  Jeg forsøger stadig at leve op til dette, men jeg synes, at de store resultater lader vente på sig.  Der blev også lagt stor vægt på åndelig vejledning, og hver 14. dag havde jeg en 30 minutters samtale med min vejleder.  Vi talte mest om at gøre Guds vilje, hvilket ikke var så let endda.

     

Hjemme i København blev jeg psykolog, emigrerede til Canada og fik en ønskestilling på et børnehospital.  Jeg mødte en præst, som blev min åndelige vejleder. Jeg begyndte atter på præsteuddannelsen, men nu som sent kald. Det var i Paris, hvor disciplinen ikke var så streng som i Boston.  Det var uden tvivl, fordi franskmændene havde haft mange smertelige oplevelser under anden verdenskrig.

     

På mange måder mindede livet på seminariet meget om Boston.  Mange år senere fandt jeg ud af, at seminariet i Boston indtil 1912 havde været ledet af sulpicianerne.  Der blev lagt stor vægt på bøn, det åndelige liv og på praktisk pastoralt arbejde.  Der var også individuel åndelig vejledning, hvilket jeg havde god brug for efter 6 år ude i samfundet.  Seminariets lærere var sulpicianere.  Det er ikke en orden, men snarere en sammenslutning af præster.  De levede det daglige liv sammen med de studerende, og delte både arbejde og fritid med dem.  Jeg var glad for min uddannelse og ikke mindst min vejleder Constant Bouchaud.

     

Et dødsfald eller?

     

Efter studierne blev jeg præsteviet i København. Sulpicianerne havde jeg ingen kontakt med de næste 15 år.  En dag, da jeg i Paris talte med lufthavnspræsten, fortalte jeg om min uddannelse, og han bemærkede: "Père Bouchaud er vist død".  Da jeg havde nogle dage i Paris, besluttede jeg mig til at undersøge den triste nyhed nøjere.  Det viste sig, at han ikke var død, men var blevet generalsuperior for sulpicianerne.  Han og jeg havde mange lange samtaler, og de næste 10 år deltog jeg regelmæsigt i sulpicianernes retræter og møder.

     

Siden 1963 havde jeg undervist psykolgistuderende ved Københavns Universitet, og jeg blev klar over, i hvilken grad min undervisning var præget af den pædagogik, jeg havde lært hos sulpicianerne, først og fremmest begrebet det pædagogiske miljø.  Der er et fællesskab mellem lærer og elever, og man arbejder henimod et fælles mål.  Der er ikke kun tale om en form for teoretisk indlæring, der ikke har forbindelsen med eksistensen.  Den integrerer den studerendes eget liv med lærebøgernes teorier.  Målet er at give den studerende indsigt og færdigheder, som vil sætte ham i stand til at gøre en konkret indsats.  Fællesskabet er ikke kun to-sidigt, men omfatter hele gruppen af studerende.

     

Det intellektuelle aspekt spiller selvfølgelig en væsentlig rolle.  Der skal kæmpes med det teoretiske stof, for at trænge ind i det og endelig på et vist niveau mestre det.  På en vis måde er det en proces, der kræver blod, sved og tårer.

     

Selvfølgelig kunne der med psykologistuderende ikke være tale om en pastoral uddannelse endsige åndelig rådgivning, og dog var der alligevel fælles elementer.  Ethvert menneske har brug for at være værdsat, og at dets problemer tages alvorligt. Problemerne vedrører ikke kun studier, men er vævet ind i eksistensen og det daglige liv.  Tilværelsen er for de fleste flerstrenget.  For mig selv er det et centralt anliggende at undgå at køre på flere parallelle spor, - der må skabes en syntese mellem de mange aktiviteter og opgaver.  Den ene aktivitet må virke befrugtende på den anden.  Denne syntese tager det som regel et helt liv at opnå.  Den er også vigtig for en psykologi-studerende, der har lige så mange opgaver i tilværelsen som læreren.  En væsentlig del af indlæringen er at lære sin egen eksistens at kende og at arbejde med de udfordringer, som livet giver.  Det er en forudsætning for senere at kunne hjælpe andre.

     

Kaldet til at være sulpicianer

     

Der gik atter adskillige år, og det blev mig mere og mere klart, at jeg havde et kald til at være sulpicianer.  Denne gruppe af præster blev grundlagt af sognepræsten ved Saint Sulpicekirken i Paris, Jean-Jacques Olier (1608-1657) på et tidspunkt, hvor der var et stort behov for at uddanne præster i Frankrig og mange andre steder.  Sulpicianerne etablerede seminarier i Frankrig, Canada, og senere i flere andre lande.  De har aldrig været særlig talrige, og i dag er der i alt ca 400.

     

Sulpicianerne ligner i sin struktur en orden, men præsterne er inkarneret i et lokalt bispedømme, hvor de tager sig af præsteuddannelse og efteruddannelse.  Man har ingen løfter, men har alligevel et noviciat og en provincial.  Man er som de verdenspræster, man virker iblandt.  Som sulpicianer  er  man lydig overfor sine overordnede.  I stedet for een, har man to: provincialen og den stedlige biskop.  Man holder op med at være sulpicianer, når som helst man ønsker det.  Det er en forunderlig løs struktur, som har holdt sulpicianerne samlet i flere hundrede år.  Der er en vis parallel til Vincentsøstrene, der aflægger løfter hvert år.  På et vist tidspunkt havde Jean-Jacques Olier haft Vincent de Paul som åndelig vejleder.  De har den samme åndelige baggrund, - den franske skole, hvor tilbedelsen har en meget stor plads i den daglige tilværelse.

     

Jeg er en forsinket atypisk sulpicianer, der aldrig har undervist på et præsteseminarium og lever i et kristent fællesskab med ikke-handicappede og handicappede.