JESUS KRISTUS, UNIVERSETS KONGE

     

P. Irenæus Capellen O.F.M.Conv.

     

1.L.: Ezek 34,11-12,15-17; 2.L.: 1 Kor 15,20-26,28; Ev.: Matt 25,31-46.

     

Da pave Pius XI skulle slutte det Hellige År 1925, udsendte han en rundskrivelse (Quas primas), hvori han anordner, at Kristus alverdens Konge skulle fejres med en egen og særlig fest.

     

Paven fejrede selv festen for første gang den 31. december 1925. Derefter skulle festen fejres verden over hvert år den sidste søndag i oktober. Paven skriver, at han mener, at det Hellige År 1925 ikke kunne få en bedre og mere egnet afslutning. - Den seneste liturgireform efter det 2. Vatikankoncil henlagde festen (første gang i 1970) til den sidste søndag i kirkeåret. I dag fejrer vi for sidste gang i 1900-tallet Krist Konges Fest, og vi bliver os dermed stærkere bevidste, at århundredet hælder mod slutningen.

     

Da pave Pius XI i 1925 tilførte Krist Konges Fest til den liturgiske kalender, ønskede han også, at man på denne festdag hvert år skulle indvie hele menneskeslægten til Jesu Allerhelligste Hjerte. Han henviser i denne forbindelse til den anordning, som pave Pius X allerede havde foreskrevet med Jesu Hjerte Festen. På denne måde er Jesu Hjerte Andagten på en ganske intim måde blevet knyttet til Krist Konge Festen.

     

Meget ofte bliver der i pavelige rundskrivelser henvist til den meget afholdte pave Leo XIII. Han skrev i 1899: Hvad der gør Jubelåret (1900) endnu mere belejligt, er en overordentlig højtidelighed ved hvilken, det nittende århundredes slutning og det tyvende århundredes begyndelse på en vis måde skulle indvies. Vi mener de æresbevisninger, som hele Jorden på to århundreders grænseskel vil yde Jesus Kristus Bevareren (Christus Conservator).

     

Pavens ord fandt genlyd. Biskop Johannes van Euch skriver således den 14. december 1899: Dette Hellige Jubilæumsår får en særlig vielse og betydning derved, at det falder sammen med det år, hvormed vort århundrede, det nittende århundrede, ender, og det nye århundrede, det tyvende, tager sin begyndelse.

     

På grund deraf anordner vi herved, at der på de tre sidste dage af det løbende år 1899 skal holdes et højtideligt triduum i alle sogne og rektoratskirker, samt offentlige kapeller. Vi vil alle på disse sidste dage yde Jesu Helligste Hjerte vederlag og afsoning for alle de krænkelser og forhånelser, som menneskenes utaknemmelighed og ugudelighed har tilføjet det.

     

Overalt i verden bad man sammen med Paven bønnen, hvormed man indviede hele verden til Jesu Allerhelligste Hjerte. (I den gamle messebog fra 1944 (2.del) ligesom i salmebogen fra 1951 findes en sådan indvielsesbøn med overskriften "INDVIELSESBØN TIL JESU ALLERHELLIGSTE HJERTE PÅ KRIST KONGES FEST" henhv. nr. 579 og 547).

     

Pave Pius XII skriver i sin første rundskrivelse (Summi Pontificatus) om Kristi Kongefestens store betydning og skriver om indvielsen til Kristus Konge, som pave Leo XIII opfordrede til: at den var et budskab til de stadig flere og flere mennesker, som havde revet sig løs fra troens og lovens jordbund. Indvielsen stod i modsætning til den livsanskuelse, der betragtede Bjergprædikenens lære om kærlighed og forsagelse og Kristi hengivelse på korset som anstødssten og dårskab.

Pave Pius XII sætter sin lid til den forestående Kristi Kongefest (hans rundskrivelse er dateret den 20. oktober 1939) og skriver: "....måtte denne dag, da menneskeslægten indvier sig til det Guddommelige Hjerte på særlig højtidelig måde samle de troende fra alle folkeslag om den evige Konges trone til tilbedelse, afbigt, og fornyelse af troskabseden mod hans lov. Måtte det blive en nådens dag for de troende, for at den ild, som Herren har bragt til jorden, må omspænde denne og brænde med stadig klarere og renere flamme."

     

Når vi i dag rundt om i vore kirker, andre derhjemme på grund af sygdom eller næstekærlighedsgerning i hjemmene, sygehuse eller hvor de ellers i ånden er samlet om Kristus, vor Konge, opfordrer jeg læserne af disse linjer til at takke Gud, fordi vor tro er knyttet til en lang tradition. Ja, mange må vel takke Gud for, at de meget tidligt i deres liv fik lejlighed til at synge med på julesalmerne. Vi begyndte også dette kirkeår, som nu slutter, med at synge dem med stor glæde. Gennem julesalmer bliver danske børn tidligt fortrolige med, at Jesus Kristus er Konge.

     

I den meget afholdte adventssalme jublede man i det sjette vers: ÆRE MED VOR HØJE DROT! Og børnene lærte, at det svære ord "DROT" betyder "KONGE". Meget tidligt synger børnene allerede: VISE MAND FRA ØSTERLAND / DROG I VERDEN UD PÅ STAND / FOR DEN KONGE AT OPLEDE, / FOR DEN KONGE AT TILBEDE , / SOM VAR FØDT I SAMME STUND (fjerde vers i salmen: Dejlig er den himmel blå). Der var ikke vanskeligheder med at forstå: KONNING ER DU BLANDT KONGER BEDST; / ÅNDERS KONGE BLEV STØVETS GÆST (sidste vers i salmen: Lovet være du, Jesus Krist).

     

Og man lærte meget tidligt, at Kristi rige ikke ville konkurrere med jordiske kongedømmer, når man sang: HVOR KAN HERODES PÅ DIT SLOT / DU FRYGTE FOR EN NYFØDT DROT? / HAN RØVER INGEN JORDISK GLANS, / HAN SKÆNKER HIMLENS SEJERSKRANS. Mange salmer fra kirkeårets begyndelse kunne citeres. Følgende vers fra salmen: "Gør døren høj" skal dog tages med: O SALIG ER DEN STAD FOR VIST, / HVIS KONGE ER DEN HERRE KRIST, / SÅ VEL DET HVERT ET HJERTE GÅR, / HVOR DENNE KONGE INDGANG FÅR. For de fleste blev det da heller ikke svært senere med hele menigheden at synge i messens LOVSANG: Thi du alene er hellig, du alene Herre, du alene den højeste, Jesus Kristus. Det blev en glæde sammen med andre at bekende troen på Jesus Kristus, som er opfaren til Himlen og sidder ved Faderens højre hånd; han kommer igen med herlighed, og på hans rige skal der ikke være ende!

     

Sådan har vi alle vor troserfaring. Når jeg tænker tilbage på mine egne leveår, står det altid ganske klart for mig, at jeg blev født i 1925, det Hellige År, som sluttede med, at pave Pius XI indførte festen for KRISTUS KONGE.

     

Da jeg var elleve år og ønskede at blive præst, begyndte jeg at læse på en klosterskole, som bar navnet: Kristus Koning College. Jeg husker, at jeg som ung i mange hjem (i familien, af velgørere og venner) har set en lysedug under Jesu Hjerte statuen, hvorpå man havde broderet med fine korssting: IN ONZE WONING / IS KRISTUS KONING ( i vort hjem / er Kristus Konge). - Jeg tror, at mange vil kunne finde lignende gode erindringer, som har med vor tro at gøre. I dag kan vi sammen glæde os over, at vi her i slutningen af 1900-tallet igen fik lov til at høre Kirkens budskab om Kristus Konge. Og når jeg skriver "vi", da tænker jeg på den menighed, man tilhører. Vi tør godt sige, at vore menigheder i dag har et stærkt multi-etnisk præg. Kirkens budskab kender ingen grænser!

     

I dag hører vi igen, at Kristus, vor Konge, som en hyrde tager sig af sin hjord på stormvejrets dag! Han røgter os med et kærligt hjerte, som får os til at bede: JESU HJERTE, FULD AF GODHED OG MISKUNDHED, FORBARM DIG OVER OS! JESU HJERTE, ALLE HJERTERS KONGE OG MIDTPUNKT, FORBARM DIG OVER OS!

     

I dagens hellige evangelium har vi hørt (læst), at Menneskesønnen kommer igen i herlighed. Dette bekender vi, hver gang vi fremsiger trosbekendelsen. Han kommer igen for at dømme de levende og de døde. Det er dejligt, at Mattæus, som videregiver os dagens lignelse om verdensdommen, to gange kalder dommeren for konge! Vi bliver os bevidste, at vi er borgere i denne konges rige og må øve os i alle de her i lignelsen og andre steder nævnte barmhjertighedsgerninger. Det er gennem disse barmhjertighedsgerninger, at Jesu Kristi rige, som der i dag synges om i præfationen, bliver synlig for alverden:

     

et livets og sandhedens rige,

et rige af hellighed og nåde,

et rige af kærlighed, fred og retfærd.

     

Måtte vi, når vi i dag frembærer brødet og vinen for Gud, mens vi beder: Gør dem til din Søns, vor Herres Jesu Kristi legeme og blod, også overgive os selv til Ham og under kommunionen bede: Jesus, sagtmodig og ydmyg af hjerte - omdan vore hjerter efter dit hjerte.

     

© Ord på Vejen