LANDSBY HAR SIN KIRKE

Af Sr. Gisela Heitz C.S.J. , Plzen (Tjekkiet)

            Som indledning kunne jeg tænke mig noget lignende… Vi bringer en kort artikel som er skrevet af Sr. Gisela Heitz.  I 1995 åbnede Skt. Josephsøstrene et lille internationalt kommunitet i Plzen.  I dag har det 4 medlemmer… Sr. Jaya fra Indien, som er sygeplejerske og arbejder som hjemmesygeplejerske i Caritas.  Sr. Celine, ligeledes fra Indien, som underviser i engelsk på det biskoppelige gymnasium i Plzen.  Sr. Gisela, som stammer fra den danske provins, underviser i tysk på samme skole.  Det 4. Medlem er en kvinde, Zuzana, som har boet hos søstrene i godt et år og begyndte noviciatet den 8. 12. Sidste år.

                 Hver landsby har sin kirke…….

                 Tjekkiet er som bekendt ikke noget stort land, bare lige så stort som det lille Danmark, hvis man tager befolkningstallet.  Et land, med mange tegn på en engang blomstrende kristen kultur, det vidner de mange steder, som har været valfartssteder og sognekirker i landsbyerne om.  De fleste af dem er tomme og forrådne….Kirker er bare en ganske lille plante, der spirer frem i samfundet.  Bispedømmet Plzen (Pilsen), helt i vest fra landet, 70 km fra den tyske grænse, er en sådan spire.  Traditionelt har Bøhmens metropol været en del af det store og fornemme bispedømme Prag.  En med åbningen af samfundet efter revolutionen i 1989 voksede de pastorale mulighederne også og Plzen fik sin egen biskop i 1993.  Katedralen har stået og ventet siden 1295… dengang byen blev grundlagt.  Især Vestbøhmen kan kaldes et afkristent land, siden kirken i Tjekkoslovakiet blev forfulgt på det grusomste.  Men især den del, der var som et bolværk mod vest, Vestbøhmen, havde været afskåret fra de mindste livsmuligheder igennem kommunismen.

                 Til dette bispedømme helt i den vestlige del af Tjekkiet, som landet hedder efter at Slovakiet den 1. Januar 1993 gik sin egen vej, kom Skt. Joseph Søstrenes kommunitet i 1995.  At være kristen betyder først og fremmest at være anderledes.  Den lidelseshistorie, kirken har været igennem siden 1938, dengang hitlers soldater besatte landet og senere under et 40 års kommunistisk styre, har gjort, at det at være kristen har meget med “at bekende” at gøre.  Fællesskabet er af enorm betydning for de kristne, især for de unge, for de små fællesskaber (spolecenstvi) har ligesom hold de enkelte i live under forfølgelserne…og det gør de også i dag.  Her mødes man for at bede, læse i Bibelen og snakke om alle livets små og store problemer.  Man kender til hinandens liv og ved, hvad den anden har brug for, hvilke sorger, der trykker…. Og naturligvis deler man også glæderne.  Disse fællesskaber er naturligvis en “lægfolksbevægelse”, for præster og ordensfolk kunne ikke arbejde frit dengang.  Og i dag, hvor de gerne “må” eksistere, findes der ikke mange af dem.  Lægfolket har været overladt til sig selv – og det kan i dag føles som et stort plus, siden en kirke med meget få præster (70 i et bispedømme med 120.000 katolikker!  De fleste af dem er ældre!)  afhænger af alles bidrag.  Af ordensfællesskaber findes i hele vores bispedømme 4 (fire!), tre af dem i selve Plzen, et fællesskab i Klatovy, cirka 40 km herfra i Bøhmerwald.

                 Arbejdet her er opbygningsarbejde.  Fra det rene intet for 10 år siden er der nu opstået menigheder, skoler, ungdomsarbejde, arbejde med seniorer, både mandlige og kvindelige ordensfællesskaber, kontakter til udlandet, Caritas, hospice, bispekontoret og dets administration, katolske publikationer, renovering af utallige egendomme.  Men det er kun synlige ting.  Meget vigtigere er, at der er mennesker, som søger efter noget mere end den grænseløse materialisme, som breder sig som et kræftsvulst og er ved at ødelægge en kultur med stor respekt for åndelige værdier.  Den skole, som jeg selv og en af mine medsøstre underviser i, er et sådant tegn.  Den dygtiggør eleverne som alle andre også gør, men har helt klart andre tyngdepunkter.  Kun en tredjedel af de 500 elever er døbt, men alle er der, fordi de har et eller andet ønske om noget mere spirituelt.  Det hænder, at børn bliver døbt under en skolemesse… og der er som regel tilsammen i de forskellige menigheder i byen, cirka 50 unge og voksne hvert år til påske, som modtager dåben.  Opbygningsarbejde.  Også i Caritas – arbejdet gør en medsøster den erfaring, at det ikke kommer an på, hvad vi gør, men hvordan vi gør det.  Omsorg for og plejen af de syge har aldrig haft en stor betydning i samfundet her – så det betyder ikke så meget at der kommer en Skt. Josephsøster som Caritassygeplejerske, der ikke taler perfekt tjekkisk.  Men fordi hun møder sine patienter med kærlighed, oplever de, at “det er helt anderledes”.  Bare et smil gør en stor forskel.  Også i sporvognene.  Flok har igennem 40 år ikke været vant til smil.

                 Som et internationalt og multikulturelt ordensfællesskab noget af en sjældenhed her i det lidt aflukkede Vestbøhmen.  Det tager tid for folk at åbne sig, når man igennem så mange år har lært, at det at lukke af er bedre eller ønsket.  Integrationsprocessen kræver tid og kræfter fra alle sider.  Men vi er blevet en del af den lokale kirke, og det gør en forskel, om vi er her eller ej.

 

© Ord på Vejen