P. MARTIN BRAUN S.M.M. - MIT LIV SOM PRÆST

I anledning af mit 60-års præstejubilæum (21. maj 1992)

    

Man har bedt mig om - på bånd - at indtale min prædiken fra messen pa min 60-års-præstejubilæumsdag, for at den ad dén vej kunne overføres til trykt tekst. Det gør jeg gerne, for det er jo sådan, at det talte ord ofte bliver 'borte med blæsten'. Det er anderledes med det skrevne ord, fordi 'scripta manet!' ('Det skrevne forbliver'). Tænk blot på den tekst fra Johannesevangeliet, skrevet på pergament, som en bonde i Ægypten fandt, - mange hundrede år senere. Jeg tror, men er ikke helt sikker, at det var dén tekst, som man kalder 'det lille evangelium': "Således elskede Gud verden, at han gav os sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!" (Joh 3,16)

 

Prædikenens emne er selvfølgelig: 'Præsten!' Den engelsk-østrigske filosof Wittgenstein sagde engang, hvad rigtigt er: At et ord indeslutter og bærer på århundreders menneskelige erfaring og viden, virke og visdom. Men ordet er også bærer af dét mysterium, som menneskelig tanke gennem tiderne er, samtidig med, at det ér som en snæver flaskehals, der prisgiver mysteriet i ganske små dråber. Derfor vil jeg, istedet for at tale om præsten, tale om præster.

 

Og så tænker jeg først og fremmest på den evige ypperstepræst, Vor Herre Jesus Kristus selv, som jeg mødte få dage efter, at jeg var blevet født. Jeg blev født den 22. april 1904, og Jesus Kristus blev levende i mig den 25. april, da jeg modtog dåbens hellige sakramente.

 

Vor Herre Jesus Kristus er den evige præst. I Hebræerbrevet (7,17) læser vi om ham: "Præst evindelig på Melchisedeks vis!" Præst, fordi han "har bragt sig selv som offer" (7, 28).

 

Så tænker jeg på alle præster. Alle, der er døbt ind i Jesus Kristus, er jo præster med ham, får del i det almindelige præstedømme. Som der står skrevet i 1. Petersbrev (2,9): "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk".

 

Så tænker jeg på de viede præster, de præster, som har modtaget præstevielsens sakramente.

 

Jeg tænker på præsterne, som jeg mødte i min fødeby Maastricht, når de, iført en stor sort kåbe, bar den hellige kommunion hjem til syge og var ledsaget af en messedreng, som undervejs igen og igen ringede med en lille klokke, - tænker på, hvordan alle på gaden knælede ned, når præsten gik forbi med sakramentet. Det gjorde stort indtryk på mig. En præst måtte være noget ganske specielt. På dén måde blev min opmærksomhed rettet mod de viede præster.

 

Men jeg vil særlig tale om to præster, som har betydet meget i mit liv.

 

Den ene er dén præst, som jeg mødte på den gamle romerske hærvej, der går forbi Hilleshagen, en ganske lille landsby, som ligger ti kilometer fra den tyske grænse, på den hollandske side af grænsen. Jeg har talt lidt om denne vej i forbindelse med min beretning om pastor Kerckhoffs, Roskildes første montfortanerpræst. Og jeg har et personligt forhold til den. Mine bedsteforældre havde nemlig en gård i Hilleshagen. Hærvejen gik forbi nogle hundrede meter fra gården. Ofte, når jeg var på ferie hos min morfar og mormor, har jeg betragtet denne hærvej, har mange gange stået på en mark, som ligger lidt højt, så man kunne se ned i dalen, hvor hærvejen gik. Der var ikke meget at se, engang imellem en hestevogn, der kørte, eller mennesker, der gik. Den gang gik mennesker meget mere, end de gør nu. Jeg véd ikke, hvordan det kan være, men jeg følte, at der var noget særligt ved denne vej, selvom jeg ikke vidste noget om den flere tusind kilometer lange hærvej. På uforklarlig måde har den altid gjort stort indtryk på mig. Jeg vidste ikke dengang, at romerske hære havde vandret ad denne vej. Jeg vidste endnu mindre noget om, at kirkens "hær" var fulgt i den romerske hærs fodspor. Kirkens "hær", det vil sige præsterne og missionærerne, der kom fra Northumberland i England og fra det sydlige Europa, fra Italien, Dalmatien og så videre og bragte den katolske tro til denne egn. Det var først senere, jeg fik at vide, at det var en berømt romersk hærvej, ad hvilken de romerske legioner var kommet ind i Germanien og Gallien (Tyskland og Frankrig). I deres fodspor var præsterne kommet. De havde forkyndt evangeliet i vor landsdel og bygget kirker.

 

Det var på denne vej, at jeg engang var kommet gående med min mor og min moster. En præst kom gående i modsat retning. Min mor standsede præsten og bad ham om "at velsigne denne dreng". Jeg var 3-4 år gammel. Jeg knælede ned, og præsten velsignede mig.

 

Hvad der har fæstnet sig i mig, var dette: Min mor og min moster havde pa vores spadseretur mødt adskillige mennesker, og de havde talt med dem allesammen, men det var ét bestemt menneske, som de henvendte sig til med bøn om velsignelse for mig, - nemlig denne præst.

 

Ordet "velsignelse". Hvad indeholder det? Lad os se på det. Som mange ved, er jeg meget interesseret i ord, ikke sandt, og har ofte studeret ord for at se, hvad de egentlig indeholder, - eller måske skal jeg sige: omfatter, - lad os bare sige: ordets mysterium! Jeg har erfaret, at små ord omfatter de allerstørste mysterier. Det er tilfældet med det lille ord 'vel', som blandt andet indgår i ordet 'velsignelse'. Dahlerups 'Ordbog over det danske sprog' bruger hundrede spalter for at forsøge at nå frem til ordet 'vel's mysterium'. 'Vel'! Hvor kommer det fra? Jeg tror, det har sin oprindelse i det latinske ord 'volo', som betyder 'jeg vil'. 'Vel', det er: 'at ville'. Det er Guds vilje, det er Guds uendelige velvilje, uendelige godhed, uendelige kærlighed overfor alle sine skabninger, især overfor hvert eneste menneske. Og for mig, da jeg blev velsignet. "Gud er kærlighed", siger apostlen Johannes i sit første brev (1,9-10,16b): "Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn den enbårne, til verden, for at vi skal leve med ham. Deri består kærligheden: Ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder... Gud er kærlighed, og dén, som forbliver i kærligheden forbliver i Gud, og Gud i ham". Velsignelsen er et stort mysterium, som ordet 'vel' har forbindelse med ordet 'god'. Den mand, som velsigner en anden, giver ham del i noget godt, giver ham del i den velsignelse, som han selv har modtaget. Fra Jesu jordeliv beretter Markus om, hvorledes Jesus velsignede børn ved håndspålæggelse (10,6).

 

Men nu tilbage til dengang, da præsten velsignede mig på den romerske hærvej. Præsten sagde, mens han gjorde korsets tegn over mig: "Jeg velsigner dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!" Velsignelse, Guds uendelige velsignelse, alt, hvad det er godt, skønt, evigt og levende i Vor Herre Jesus Kristus, som er vejen, sandheden og livet, dalede ned i mit indre! Jeg har selvfølgelig ikke tænkt på det, dengang det skete. Men det har gjort stort indtryk på mig, at jeg den dag i dag kan se mig selv knælende på hærvejen, - selvom det er over firs år siden, - og præsten, som velsignede mig. Det er altså denne præst, som jeg strengt taget slet ikke kender, der har gjort så stort et indtryk på mig, og som - det er jeg helt sikker på - har haft stor indflydelse på mit præstekald, min præstevielse.

 

Den anden præst, som jeg vil omtale, har jeg heller ikke kendt. Han blev født for rundt regnet 150 år siden og hedder Giuseppe Sarto. Hans far var postbud i en landsby i Norditalien. Allerede tidligt følte Giuseppe kald til at blive præst og kom derfor på seminarium i Padua, hvor den hellige Antonius ligger begravet. De andre studenter syntes, at han var en mærkelig fyr. De morede sig over hans kasket, han blev kaldt "drengen med kasketten". Der må har været noget særligt ved den kasket, måske har det været én af hans fars aflagte postbud-kasketter. Men så var det, at en af professorerne en dag sagde til studenterne: "Se ikke så meget på den kasket, se på det, der er under kasketten!" Det viste sig at være profetisk tale. Drengen, som var under kasketten, blev senere præsteviet, blev så biskop i Mantua, patriark i Venedig og i august 1903, - året før jeg blev født, - blev han valgt til pave. Han tog navnet Pius X. Han døde i 1913, da jeg var ti år gammel, - og er blevet helgenkåret i 1954.

 

Det er denne præst, som også har gjort stort indtryk på mig og som har betydet meget for mit åndelige liv. Som jeg sagde før, har jeg ikke mødt ham, heller ikke hans kasket, men jeg har mødt hans gamle stråhat, eller i det mindste noget af den. Den stråhat, som Pius X havde på, når han slappede af ved en spadseretur i Vatikanets have, havde båret et rosafarvet hatte-bånd, som på én eller anden underfundig måde var havnet på Sankt Maria Hospital her i Roskilde. Hatte-båndet var anbragt i en montre, der hang på væggen i Visdomsdøtrenes forstanderindes kontor, - som en slags relikvie.

 

Inden jeg siger mere om pave Pius X, vil jeg lige indskyde, at jeg engang har læst, at man kan dele rækken af paver i to kategorier: den ene type kalder man de politiske paver, fordi de først og fremmest betragtede sig selv som 'Pontifex maximus', der var fuldt bevidste om, hvad Kristus havde sagt til den første pave, apostlen Simon Peter: "Jeg giver dig Himmerigets nøgler. Hvad du binder på jorden, er bundet i himlen, og hvad du løser på jorden, er løst i himlen!" (Matt 16,19). En sådan pontifex maximus raslede med nøglerne, når han meddelte sig til samfundets magthavere. Og så er der den anden type paver, som man kalder for de pastorale paver. Også de vidste, hvad Kristus havde sagt om nøglemagten, men de huskede bedre, hvad Kristus også havde sagt til apostlen Simon Peter: "Vogt mine lam, vær hyrde for mine får" (Joh 21,15-16) og "Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre!" (Luk 22,32). Disse paver betragtede sig selv først og fremmest som pastores, som hyrder og præster, der drog omsorg for de troendes åndelige liv.

 

Pave Pius X var en sådan pastoral pave. Og fra hans hånd stammer en del rundskrivelser. Enhver pavelig rundskrivelse får navn efter den latinske grundteksts første ord. Første ord i én af hans rundskrivelser mener jeg er ordet 'Pascendi'. 'Pascendi' har noget at gøre med verbet 'pacere', som betyder 'at lede fårene ud på græsgangene' og 'pascendi', som betyder 'de får, som skal ledes eller føres ud på græsgangene'. Ordet har også at gøre med ordet 'pastor', - og så passer det jo fint til det, jeg lige sagde før: Pave Pius X følte sig i sin pavegerning først og fremmest som hyrde og som præst.

 

I 1905 udsendte denne pave en særlig rundskrivelse. Til trods for, at jeg aldrig har læst den og ikke kan huske dens første ord, og dermed dens navn, har netop denne rundskrivelse haft stor betydning for mit åndelige liv. I den rundskrivelse taler Pius X om hyppig modtagelse af den hellige kommunion som et hovedmiddel til at, som han siger, "forny alt i Kristus!" Han konstaterer, at mange mennesker nok passer deres søndagsmesse, - i sig selv udmærket, - men måden, hvorpå de gør det, finder han betænkelig. Og her tænker han ganske særligt på den sjældne modtagelse af den hellige kommunion, en praksis, som var en følge af, at de troende havde været under indflydelse af jansenistisk religionsundervisning, der knyttede strenge betingelser overholdt og sjælelige stemninger fremkaldt som forudsætning for modtagelse af kommunionen. Han beklager, - jeg gengi'r det med mine egne ord, - at messen for mange således var blevet reduceret til en slags 'acte de présence ' 'er med', man bekræfter over for sig selv, at man stadig 'er med', man overværer messen, men, - man deltager ikke! Kun under særlige omstændigheder går man til kommunion, ellers ser man bare på, at præsten kommunicerer og anbringer de tiloversblevne hostier i tabernaklet. I stedet for at kommunicere, tilbeder man Kristus i hostien, som efter messen udstilles i en pragtfuld monstrans, hvad enten nu monstransen anbringes i kirken eller bæres rundt i procession i gaderne. Det er altsammen udmærket, skriver paven, men det er ikke den væsentlige mening med messen. For at rydde misforståede opfattelser og praksis af vejen citerer paven fra Ny Testamente Jesu ord i nadversalen, det, som præsten i hver eneste messe siger ved brødets forvandling: "Aftenen før sin død, tog han (Kristus) brødet i sine hænder, takkede og sagde: "Tag og spis alle deraf! Dette er mit legeme, som hengives for jer!" ... altså legemet. Man kan ikke sige, at man har sit legeme, man er sit legeme. Det vil sige, at brødet ved forvandlingen bliver til Jesus Kristus selv. Jesus bliver nærværende i brødet. Og brød er til for at blive spist. Det er kommunion, når Kristus og den troende forenes, og de troende indbyrdes forenes. Pave Pius X opfordrer de troende i hele verden til fremover ofte at gå til den hellige kommunion. Han tilføjer endda, at han kunne ønske sig, at alle troende kunne gå til kommunion hver dag, for, siger han, hyppig modtagelse af den hellige kommunion udrydder små synder og styrker menneskets immunforsvar overfor de store. I en tale til nogle pilgrimme har han sagt: "Den hellige kommunion er den korteste og sikreste vej til Himlen"

 

Da jeg var 6 år gammel, udsendte paven endnu en rundskrivelse. Jeg kan selvfølgelig heller ikke huske, hvad den hed, har heller aldrig læst den, men jeg ved, at man populært kaldte den "Rundskrivelsen om børnenes tidlige kommunion". For det handlede den om. Om det rette tidspunkt for børnenes første hellige kommunion. Paven ønskede, at børnene skulle begynde at gå til kommunion i en tidligere alder end man på det tidspunkt praktiserede og nævnte, hvorledes man tidligere i kirkehistorien havde givet børnene kommunionen allerede som spæde, i direkte relation til dåben. Da paven skrev, var det praksis, at man kom til førstekommunion, nar man var 14-15 år gammel, tror jeg nok, - jeg kan ikke nøjagtig huske det, - men fremover skulle man kunne modtage kommunionen allerede fra 6-7 års-alderen. Jeg selv var første årgang af de tidligt kommunicerende børn i vores sognekirke i Maastricht. Jeg husker, at min mor, dagen før min første hellige kommunion, sagde til mig: "Nu skal vi bruge tandbørste og tandpasta, for når Vorherre kommer, skal man også have smukke tænder! " Jeg vidste godt, hvad min mor mente. Da jeg dagen efter kom i skole, ønskede læreren os tillykke og citerede antagelig paven, som ønskede, at vi gik til kommunion hver eneste dag.

 

Man hører så mange ord og så mange sætninger, som man ikke lægger mærke til. Men så er der også i hvert menneskets liv nogle ord eller sætninger, som borer sig ind i ens indre og sætter sig fast, så man aldrig glemmer dem. Og det skete også for mig med disse ord. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gå til kommunion hver eneste dag. Og dét har jeg i det store og hele holdt. Det var ikke så vanskeligt, da vor sognekirke Sint Servaas kun lå nogle få hundrede meter fra mit hjem. Det er en meget gammel kirke, næsten 2000 år gammel. Som jeg tidligere har fortalt det, var romerne nået frem til vor egn, og i deres fodspor var præsterne kommet. Disse præster havde forkyndt evangeliet og bygget vores sognekirke, måske allerede i det andet eller tredje århundrede. Det var forresten en bispekirke. Den første kirkebygning var af træ, men senere, i det trettende århundrede, blev kirken bygget af sten, som man hentede i et højdedrag i Ardennerne syd for Maastricht. Det er en pragtfuld kirke med tre skibe, meget højt til loftet og med pragtfulde hvælvinger. Omkring de tre skibe findes en krans af sidekapeller og altre med meget gamle og pragtfulde statuer, - bag i kirken er der en meget stor statue af den salige kejser Karl den Store. Når jeg så dengang stod bag i kirken, - det kunne jeg godt lide, hvorfor ikke? Kirken er jo kirke, hvor man end er i den, så kunne jeg se, at præsten legemliggjorde, det fornemmede jeg ihvertfald: Troens mysterium. Senere i livet trængte jeg lidt dybere ind i dette mysterium, skønt man må sige, at man kun erfarer en smule om det, der menes med 'troens mysterium'! Efter forvandlingen i troens mysterium siger vi i den fornyede liturgi: "Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse...." Messen er en levendegørelse, en stadig tilbagevendende levendegørelse af vor Herres Jesu Kristi korsfæstelse og opstandelse. I præfationen til anden nadverbøn, som jeg nu, hvor jeg er næsten blind, gudskelov kan udenad, siger vi til Gud Fader om Vor Herre Jesus Kristus: "Han er det Ord, ved hvem du skabte verden. Ham sendte du os som Frelser og Forløser, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria. Han opfyldte din vilje og vandt dig et ejendomsfolk, da han udbredte sine arme på korsets træ for at bryde dødens lænker og åbenbare opstandelsen!" Det er altså vor Herre Jesus Kristus på korset. Her vinder han sig et ejendomsfolk og bliver sit mystiske legemes hoved. Kristus er hovedet, og vi er legemets lemmer. Om Kristi legeme hedder det i den citerede præfation det samme, som vi siger i trosbekendelsen: "undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria!" Jesus Kristus lever videre i sit mystiske legeme, og Maria er moderen, som bærer os og føder os til det evige liv. Derfor er det, at Jomfru Maria leder os til vor Herres Jesu Kristi kors. Hun er Kristi mystiske legemes moder. Og Johannes står ved hendes side under korset som repræsentant, kan man sige, for alle dem, som til tidernes ende vil indgå i dette mystiske legeme. Som præst lægger jeg selvfølgelig særlig mærke til, at Johannes som apostel hørte med blandt de første præster, ovenikøbet vor Herres Jesu Kristi mest elskede discipel.

 

Det var sikkert fornemmelsen af og interessen for troens mysterium, der var medvirkende til, at der i mig opstod en længsel efter selv at kunne blive præst, at kunne frembære det hellige messeoffer. Det blev helt klart for mig en søndag, efter at jeg havde været til fodboldkamp, - det var Maastrichts populære fodboldklub, som havde spillet på hjemmebane. På vej hjem gik jeg ind i en kirke. En præst stod på prædikestolen, og han havde sikkert lige læst evangeliet om den rige unge mand, der kom til vor Herre Jesus Kristus og spurgte, hvad han skulle gøre for at få det evige liv. "Vil du gå ind til livet, så hold budene!" Hertil svarede manden, at det havde han altid gjort. Jesus sagde så til ham: "Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du har, og kom så og følg mig!" (Matt 19,16).

 

"Sælge alt!" Tænkte jeg ved mig selv. Men jeg ejede jo ingenting. Jeg havde ingen penge mellem hænderne, - de eneste penge, jeg havde, var den 'søndags-cent', som vi børn ugentlig fik af vores far, og som vi kunne købe bolsjer for. Men jeg forstod godt, at når jeg ikke havde nogen rigdom at kunne give Vorherre, så mente han, at jeg skulle give mig selv, det vil sige elske mig selv, altså: elske Gud og min næste som mig selv. For 'at elske sig selv' er udgangspunktet for at kunne elske Gud og sin næste. Og nu vidste jeg det: Meningen var, at jeg skulle give mig selv til Vorherre ved at blive præst. I Matthæusevangeliet kunne jeg læse, at "den, der tør give slip på sit liv for Jesu skyld, skal redde det" (10,37). Og nu sagde Jesus altså til mig: "Følg mig!" (Mark 1,17). Når Kristus opfordrer til noget, skal man sige 'ja'. Jeg besluttede mig for et 'ja'. Jeg ville gerne være præst.

 

For at blive præst, skulle jeg på præsteseminarium, og det var der dengang mange muligheder for i Holland. Der var de syv bispedømmers seminarier og de mange ordenssamfunds seminarier. Jeg ønskede ikke at blive præst på et af bispedømmernes seminarier og tilbringe resten af mit liv i Holland. Jeg ville gerne være præst et eller andet sted ude i den store verden, måske i Afrika. Derfor søgte jeg til en orden, som sendte deres præster ud, og på den måde fandt jeg frem til montfortanerne. Deres noviciat lå ikke så langt fra Maastricht, præsteseminariet var i Oirschot nordvest for Eindhoven. Efter der at have afsluttet mine studier i filosofi og teologi og være blevet fortrolig med den montfortanske spiritualitet, blev jeg i maj 1932, 28 år gammel, viet til præst af biskop Diepen i domkirken i 's-Hertogenbosch og blev således på særlig måde forenet med ypperstepræsten Jesus Kristus og gjort delagtig i hans værdighed og magt.

 

Umiddelbart efter min præstevielse blev jeg sendt til Italien, til montfortanernes præsteseminarium i Redona ved Bergamo, som dengang hørte under den hollandske ordensprovins. Her skulle jeg være lærer. Det passede mig udmærket, for, som de fleste ved, har jeg altid været fodboldinteresseret, og den italienske fodboldklub Attalandas stadion lå kun nogle få hundrede meter fra præsteseminariet.

 

Hvad der interesserede mig mere end det at være lærer, var, når jeg i weekenderne blev sat ind i sognearbejdet i Bergamo og i de små landsbyer oppe i Dolomit-bjergene. For at komme til landsbyerne skulle jeg ofte gå flere timer, da der jo hverken var tog eller bus, men det gjorde ikke noget, for det var pragtfuldt at gå oppe i bjergene. Når jeg så en lørdag eftermiddag kom til en landsby, blev der ringet med kirkeklokkerne. Man ringede på forskellig måde, og en af måderne fortalte, at nu var der kommet en præst udefra. Landsbyens beboere kom så til den lille kirke for at skrifte, og jeg kunne sidde flere timer i skriftestolen. For at få tilstrækkelig søvn måtte jeg gå tidligt i seng, for bjergbønderne stod tidligt op til søndagsmessen den følgende morgen.

 

Jeg husker en pragtfuld julemorgen-messe deroppe i bjergene. Klokken halvseks ringede kirkeklokken, og så blev ét lys tændt, så sås ét mere, så endnu flere. Lysene bevægede sig som en kryds-og-tværs, ud og ind, op og ned. Det var beboerne, som kom vandrende ad de små bjergveje med tændte lygter i deres hænder. Kun lysene sås. Syngende kom de nærmere og nærmere til kirken, syngende deres 'canti de natale', deres italienske julesange. Ved deres sang ligesom opvarmede de kirken, som havde stået og frosset hele julenatten igennem, mens den ventede på de troende.

 

Min gerning i Bergamo strakte sig over tre år, hvorefter jeg blev kaldt tilbage til Holland. Her spurgte mine foresatte mig, om jeg kunne tænke mig at tage til Danmark for at hjælpe montfortanerne i deres arbejde dér. Og jeg, som havde drømt om Afrika! Jeg svarede 'ja', det kunne jeg godt tænke mig, det kunne være en spændende opgave. Hvad jeg på det tidspunkt ikke vidste, var det samme som pastor Kerckhoffs nok heller ikke havde vidst, da han tog fra Sydholland til Danmark, nemlig, at der i det trettende og fjortende århundrede havde været en livlig søvejs-trafik mellem Maastricht og Ribe, men herom har jeg allerede fortalt i min beretning om pastor Kerckhoffs, Danmarks første montfortanerpræst.

 

Jeg sagde altså 'ja' til at tage til Danmark, og i september 1935 rejste jeg fra Holland til Roskilde. Pastor Hoppers var på dét tidspunkt sognepræst og husforstander. Allerede i oktober tildelte han mig, at jeg skulle celebrere den kommende julenatsmesse, fejre troens mysterium, i Sankt Pauls Kirke i T'åstrup, - og selvfølgelig prædike!

Skønt jeg aldrig før min ankomst til Danmark havde haft nogensomhelst kontakt med og kendskab til det danske sprog, holdt jeg så julenat 1935 min første prædiken på dansk. Jeg ved ikke, hvordan den blev modtaget. Det var anderledes med pastor Mesters, da han nogle år forinden havde holdt sin første prædiken på dansk, - her i Roskilde. Dagen efter modtog han en stor buket blomster fra baronesse Rosenørn-Lehn, som jeg også har fortalt om i forbindelse med pastor Kerckhoffs. Hun havde vedlagt et visitkort, hvorpå der stod: "Tak for prædiken, den var mesterlig!" Efter min juleprædiken fik jeg ingen blomster. Men jeg fik noget bedre. Man bad mig om at blive præst for menigheden på stedet, Tåstrup menighed.

Jeg var præst i Tåstrup i tretten år. Derefter kom jeg til Roskilde, til Sankt Laurentii Kirke, som pastor Kerckhoffs i 1913-14 havde bygget. Roskilde havde forøvrigt tidligere haft en Sankt Laurentii Kirke. Ved reformationen fik denne kirkes tårn lov til at stå, mens selve kirken, sammen med ti andre sognekirker og fem klostre, blev brudt ned. Kirketårnet blev degraderet til rådhustårn. Det er dette tårn, som Arthur Fang i sin Roskilde-historie lader tale. Tårnet siger: "Bygget til Guds ære for Sankt Laurentii Kirke blev jeg i tiden stadens tårn og vogter. For Guds Moder klang min klokke..."

 

Ved mit 60-års præstejubilæum vil jeg til slut bede Gud om at velsigne alle jer, som er til stede ved denne messe her i dag. Også alle dem, der i de 60 år, der er gået, har fejret den hellige messe sammen med mig, og alle dem, som jeg har indesluttet i mine bønner og tanker, mens jeg fejrede den hellige messe. Jeg beder Guds Moder Maria om denne velsignelse, fordi hun med hele sin elskede person, med legeme og sjæl, er herliggjort og nu erfarer det, som apostlen Paulus bringer til udtryk i sit første brev til kirken i Korinth (13,12), at her ser vi i et spejl, i en gåde, her erkender vi stykkevis, men engang skal vi se ansigt til ansigt, engang skal vi kende fuldtud. Guds Moder kender os, som hun er kendt af Gud. Hun ser os ansigt til ansigt og kender os allesammen, som Gud ser os og kender os. Derfor vil jeg bede Guds Moder om at velsigne jer alle.