Br. Bas van Vessum, O.C.S.O.
Processionen: Matt 21,1-11. Messen: 1.L.:Es 50,4-7; 2.L.:Fil 2,6-11. Ev.: Matt 26,14- 27,66.
Kirken, -vi, de troendes fællesskab-, fejrer i dag Jesu festlige indtog i Jerusalem. Igen bliver det også vor tur til at udsynge vor kristne tro, at denne Jesus er Guds Søn, Kristus, Guds salvede, vor frelser.
Fryd dig, du Kristi brud, og mød din Herre Gud! Forhånden er hans nåde, som dig profeten spå=de. Hosianna! Hæder og ære skal denne vor konning være!
Men der er skår i glæden. Fordi dette indtog blev også indledning til slutdramaet i Jesu liv, den tilsyneladende fiasko, og derfor præges selve messen af hans lidelseshistorie.
Jøderne forberedte sig til at fejre den årlige påske. Man mindedes, at Gud engang udvalgte Israelitterne til sit folk og befriede dem fra en slavetilværelse i Ægypten. Det var nok altsammen længe siden. Men for mange var friheden stadig et brændende ønske, ofte kvalt i blod. For dem var festen et løfte, Guds løfte om deres land.
Derfor var der nu travle valfartsdage i Jerusalem, med mange pilgrimme i denne overfyldte by. Alle disse skulle gæstfrit modtages og hilses velkommen: "Velsignet han, der kommer, velsignet i Herrens navn!"
Så kom nu Jesus og hans diciple og blev hilst og modtaget. Det har ikke været den første gang, Jesus kom til Jerusalem. Men nu slog hilsenen pludseligt over i en glad genkendelse og i begejstrede tilråb: der var profeten fra Galilæa! Det begyndte med nogle få, og så vidste og råbte flere det: Profeten fra Galilaea er Davids søn. Se, han kommer nu til Guds tempel ved vor påske. Hosianna! Guds Messias! Han gjorde jo mange undere, og han så fordomsfrit på mennesker, var uden personsanseelse, gjorde vel mod alle og forkyndte Guds rige for de fattige. Hosianna! Og det blev dette festlige indtog, vi, hans troende, mindes i dag: et indtog med folk, som synger og vinker med palmegrene og processionsvejen gik over et tæppe af folks eget tøj.
Men Jesus selv dengang? Han må have forudset det, som kunne ske i disse dage i denne festlige, menneskefyldte by. Meget velegnet til at forkynde Guds rige til så mange. Samtidig var der den store fare for folkets misforståelse, som så ofte allerede. Og så var der konflikten med myndighederne, som Jesus efterhånden må have erfaret, at det mere og mere tilspidsede sig.
Konflikt, ja, fordi hans budskab om Guds rige af tilgivelse og barmhjertighed jo blev afvist af dem, som havde magt og indflydelse på folket. De ville holde fast ved hvad de kaldte Guds lov: forskrifter, mange forskrifter, fædrenes og deres egne forskrifter. Desuden ventede de en anden slags Messias, en med sværdets og knivens slagkraft mod besættelsesmagten. Eller de ventede i grunden slet ikke mere noget, bare den tålelige status quo kunne håndhæves. Den ville være god nok. Det ville være klogest. Derfor afviste de alle Jesu budskab om Guds nære rige. Konflikten med dem lurede også i den festlige by.
Mattæus gør mest ud af at fremhæve Jesu klarsyn og motiv i denne situation. Han havde ligesom ordnet sit indtog i forvejen. Teksten understreger hans bevidst ydmyge indtog: på et æsels føl, endnu sammen med dets mor. Der stod nemlig hos en af profeterne, at folkets konge ville komme til Jerusalem, sagtmodig og ridende på et æsel, på et lastdyrs føl.. Ikke en hersker, uden våben og forsvar. Ikke til hest med pomp og pragt, ikke klar til kamp, men siddende pa et arbejdsdyr, et ungt lastdyr, som ikke engang endnu kunne gå alene.
Var nu denne jublende masse kun blevet glad, fordi håbet om frihed og fred fik et øjebliks opblussen? Eller havde det måske endelig forstået noget af denne gestus af Jesus, dette hans tegn? Huskede de nu, hvad denne profet, denne Messias, havde sagt, at han ikke var kommet for at blive tjent, men for at tjene?
At tjene, ved at tale om Faderens godhed og bundløse barmhjertighed. At tjene, ved også at vise denne Guds menneskekærlighed og ved at praktisere den i en fri og befriende omgang med samfundets ringeststillede og pariaer.
Ved at trodse de sociale og religiøse og moralske skel, som mennesker havde sat op mellem hinanden. Ved at afsløre også de frommes tvetydighed og selvretfærdighed, eller de pæne menneskers ubarmhjertighed. Ved at helbrede syge, og dette selvfølgelig også på en sabbat, Guds sabbat. Ved at spise sammen med foragtede og tvivlsomme elementer. Ved at kalde de fattige salige, og de sørgende, de rene af hjertet, de sagtmodige, de barmhjertige, de fredstiftende, de afviste og forfulgte..., alle disse, som er sådanne for Guds og evangeliets skyld, ved at kalde dem salige!
Skulle da nu de råbende og syngende mennesker endelig have forstået noget af hans klare og provokerende forkyndelse og holdning, hans indsats, og dermed af hans sendelse fra Gud? Ville de nu vise dette?
Men Jesus blev ikke stående ved spørgsmålet, hvis han da overhovedet havde stillet sig det. Han drejer situationen i retning af det, han er kommet for: at vise, at Faderen er ydmyg, sagtmodig, barmhjertig og tilgivende kærlighed. Og at han skal efterfølges. Og Jesus viser det på dette æsel... Han fortsætter altid sin forkyndelse om Guds rige. Indtil den engang helt skal være fuldbragt. Dette skal nu fejres i dette optog. Det kan så modtages eller afvises. Men Guds kærlighedstilbud er trofast og står altid ved magt, indtil det sidste, og derudover... Eller vil den til sidst standse op foran sin skabnings definitive afvisning?
Sagtmodig, from og god er han i sind og mod; han nåde har at føre, den skal hans brud tilhøre. Hosianna! Hæder og ære skal denne vor konning være!
Evangelierne fortæller os, hvordan det er gået siden. Det skal vi om lidt også fejre, når vi spiser brødet og drikker af kalken til minde om ham. Han tolkede der hele sit menneskeliv med sin død som "for jer og for alle".
Hvor længe vor afvisning kan gå, mindes vi på Langfredag. Og at han der beder Faderen om at tilgive os mennesker det, fordi vi ikke ved, hvad vi gør.
Hvor længe Guds tilgivende kærlighedstilbud i Jesus så rækker, skal vi fejre om en uge, på Jesu Påske. Da bekræfter Faderen, Jesu Abba, hans forkyndelse og den levende Jesus samler og tilgiver sine flygtede disciple.
|