HERRENS OPSTANDELSE - PÅSKEDAG

    

P. Jan Ophoff, O.Præm.

   

1.L.: ApG 10,34a.37-43; 2.L.: Kol 3,1-4. Ev.: Joh 20,1-9.

   

Påskefestens liturgi er én stor jubel over Jesu opstandelse. Glade og livsbekræftende påskesalmer og halleluja-akklamationer fylder vore kirkerum ikke kun selve påskedag men i hele påsketiden, fra påskedag til og med pinse. Påskefesten varer i kirken i hele 7 uger. Påske er kirkeårets største fest.

   

Hvordan kan det så være, at vore kirker til påske ikke på samme måde fyldes til bristepunktet, som det er tilfældet til jul? "Påske og pinse udsprang af jul" synger vi med Grundtvig i salmen "Denne er dagen". Men oplever de kristne i dag denne sammenhæng mellem jul, påske og pinse? Mange gør tilsyneladende ikke.

   

Julefesten fylder stadigvæk mange hjerter med glæde, håb og forventning. Men juleglæden holder ikke længe. Håbet, der blev født julenat, dør lige så stille hen. Man glæder sig nok over Jesu fødsel, men sværere bliver det at følge den samme Jesus, når han vokser op, bliver til manden af Nazaret, der prædiker omvendelse og siger, at vi skal følge ham.

   

Og når hans vej bliver til en korsvej, der fører til Golgatha, så vender mange om. Med hans død på korset brister det sidste håb for de fleste. "Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel…"(Luk. 24,21). Sådan lød det opgivende ikke alene for de to disciple på vej til Emmaus, men siden da og indtil i dag for alle dem, der ikke kan tro på Jesu opstandelse.

   

Hvordan kan et menneske opstå fra de døde? Påskefesten giver os ikke noget svar på "hvordan", men gentager med fuld begejstring budskabet, som nu har lydt i næsten 2000 år: Den korsfæstede lever, han er blevet set af mange, ja, han er levende tilstede midt iblandt os. Lyder dette budskab utroværdigt for det moderne oplyste menneske af i dag, så må vi dog ikke glemme, at det ikke var anderledes for selve Jesu disciple den gang.

   

Efter Jesu død havde de taget Jesu legeme ned fra korset og lagt det i en klippegrav. Med hundred pund kostbart balsam ville de sikre den afdødes krop mod en alt for hurtig forrådnelses-proces. Kvindernes beretning om den tomme grav, betragtede de som løs tale. Ingen havde ventet hans opstandelse, selvom Jesus havde omtalt den. Ingen kunne forestille sig den. Efter Jesu død lukker de sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne. De lukker døre og vinduer, men Jesus viser sig for dem. Han er allesteds.

   

Maria Magdalena møder ham i haven. Hun mener, det er havemanden. Men det er den levende Herre. Disciplene på vej til Emmaus går sammen med ham, som de tror er en fremmed tilrejsende. Men de genkender ham, når han bryder brødet for dem. De skynder sig tilbage til Jerusalem. Endnu før de kan aflægge vidnesbyrd om deres oplevelse, konfronteres de med apostlenes eget vidnesbyrd: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«

   

Påskeevangelierne er fyldt med vidnesbyrd. Englens budskab ved den tomme grav: "Han er ikke her, han er opstanden", er ikke blot en trossandhed, der er blevet givet videre. Det er en trossandhed, der er blevet bevidnet af alle, der har mødt den levende Herre i de første påskedage og siden i kirkens 2000 år lange historie.

   

Det er dette vidnesbyrd, vi hver eneste søndag hører i kirken. Herren lever, han er midt iblandt os. Han giver sig til os i eukaristien. Når vi fejrer påsken, fejrer vi den korsfæstede og opstandne Kristus, som er levende tilstede i sin kirke. Det er ham, der samler os omkring sig. Det er ham, der tilgiver os vore synder. Det er ham, der giver os sit legeme og blod.

Lad i påskemessen akklamationen efter forvandlingen "Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, vi forventer dit komme i herlighed" ikke kun være vores trosbekræftelse, men vort eget vidnesbyrd, fordi vi véd af egen erfaring , at den opstandne er midt iblandt os.

   

Herren er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden. God påske!

   

© Ord på Vejen