Pave Johannes Paul II’s brev til præsterne

skærtorsdag 2005

 

 

 

Kære præster!

 

1.  I dette Eukaristiens År ser jeg med særlig glæde frem til vort åndelige møde i anledning af skærtorsdag, dagen da Kristi kærlighed blev udtrykt ”indtil det sidste” (jfr. Johs. 13,1), Eukaristiens Dag, dagen for vort præstedømme.

 

Mine tanker går til jer, kære præster, mens jeg er på hospitalet for at genvinde mine kræfter som patient sammen med andre patienter, idet jeg i Eukaristien forener mine egne lidelser med Kristi. I denne ånd ønsker jeg sammen med jer at betragte nogle aspekter af vor præstelige spiritualitet.

 

Som inspiration vil jeg tage Eukaristiens konsekrationsord, som vi hver dag fremsiger in persona Christi for på vore altre at gøre det offer nærværende, som én gang for alle blev frembåret på Golgata. Disse ord giver os en lysende indsigt i vor præstelige spiritualitet: hvis hele Kirken henter liv fra Eukaristien, så meget desto mere må en præsts liv være ”formet” af Eukaristien. Derfor må indstiftelsesordene for os være mere end en konsekrationsformel: de må være en ”formel for vort liv”.

 

Et liv i dyb ”taknemmelighed”

 

2.  ”Tibi gratias agens benedixit”. Ved hver messe ihukommer og genoplever vi det første sindelag, som blev udtrykt af Kristus, da han brød brødet: taksigelsens sindelag. Taknemmelighed er den holdning, som ligger til grund for selve ordet ”Eukaristi”. Dette udtryk for taksigelse indeholder hele den bibelske spiritualitet vedrørende lovprisning af mirabilia Dei. Gud elsker os, han går foran for os i sit forsyn, han ledsager os med sine vedvarende frelsesgerninger.

 

I Eukaristien takker Jesus Faderen sammen med os og for os. Hvordan skulle denne Jesu taksigelse kunne undgå at forme en præsts liv? Han ved, at han må nære en konstant følelse af taknemmelighed over de mange gaver, han har modtaget i løbet af sit liv: særligt troens gave, som det er hans opgave at forkynde, og præstedømmets gave, som indvier ham fuldt og helt til tjeneste for Guds rige. Vi har vore kors at bære, og vi er bestemt ikke de eneste! – Men de gaver, vi har modtaget, er så store, at vi ikke kan lade være med fra vort hjertes dyb at synge vort eget Magnificat.

 

Et liv, som er ”givet”

 

3.  ”Accipite et manducate. Accipite et bibite”. Kristi hengivelse af sig selv, der har sin oprindelse i livet hos den treenige Gud, som er kærlighed, når sit højdepunkt i korsofret, som sakramentalt blev foregrebet ved den sidste nadver. Det er umuligt at gentage konsekrationsordene uden at føle sig selv inddraget i denne åndelige bevægelse. Når præsten siger ordene ”tag og spis”, må han på en særlig måde lære at mønte dem også på sig selv og at fremsige dem i sandhed og generøsitet. Hvis han er i stand til at frembære sig selv som en gave, stille sig selv til rådighed for menigheden og til tjeneste for enhver, som er i nød, iklædes hans liv dets sande mening.

 

Det er netop, hvad Jesus forventede af sine apostle, som evangelisten Johannes understreger i sin beretning om fodtvætningen. Det er også, hvad Gudsfolket venter af en præst. Hvis vi tænker dybere over det, er præstens lydighedsløfte, som han aflagde på sin ordinationsdag, og som han bliver bedt om at forny ved oliemessen, belyst af hans forbundethed med Eukaristien. Ved at adlyde i kærlighed og ofre selv en vis legitim frihed, når biskoppens embedsmæssige bedømmelse kræver det, oplever præsten på sin egen krop de ord ”tag og spis”, med hvilke Kristus ved den sidste nadver gav sig selv til Kirken.

 

Et liv, som er ”frelst” for at frelse

 

4.  ”Hoc est enim corpus meum quod pro vobis tradetur.”  Kristi legeme og blod hengives for menneskets frelse, for hele menneskets og alle menneskers frelse. Denne frelse er en helhed og på samme tid universel, fordi ingen, med mindre man frit vælger det, er udelukket fra Kristi blods frelsende kraft: ”qui pro vobis et pro multis effundetur”. Det er et offer, som er frembåret for ”mange”, som den bibelske tekst siger (Mark. 14,24; Matt. 26,28; jfr. Es. 53,11-12); dette typisk semitiske udtryk henviser til den store skare, som frelses af Kristus, den ene forløser, og dog indbefatter den samtidig den samlede menneskehed, som frelsen tilbydes: Herrens blod ”udgydes for jer og for alle”, som nogle anerkendte oversættelser klart udtrykker det. Kristi kød er i sandhed hengivet ”for verdens liv” (Joh. 6,51, jfr. 1 Johs. 2,2).

 

Når vi præster gentager Kristi ærværdige ord i den liturgiske forsamlings andagtsfulde stilhed, bliver vi privilegerede budbringere for dette frelsens mysterium. Og dog - med mindre vi føler, at vi selv bliver frelst, hvordan kan vi være overbevisende budbringere? Vi er de første, som i vort indre skal røres af den nåde, der rejser os fra vor svaghed, og som får os til med Guds børns tillid at råbe ”Abba, fader” (jfr. Gal. 4,6; Rom. 8,15). Dette forpligter os så til at vandre fremad ad fuldkommenhedens vej. Faktisk er hellighed det fulde udtryk for frelse. Kun hvis vi i vort liv lever som frelste, bliver vi troværdige budbringere for frelsen. Endvidere kan en vedvarende opmærksomhed på Kristi vilje - at tilbyde frelsen til alle - ikke undgå at inspirere os med fornyet missionsiver og anspore hver enkelt af os til at blive ”alt for alle for at frelse i det mindste nogen” (1. Kor. 9,22).

 

Et liv, som ”ihukommer”

 

5.  ”Hoc facite in meam commemorationem.” Disse Jesu ord er blevet bevaret for os ikke kun af Lukas (22,19), men også af Paulus (1. Kor. 11,24). Vi skal have i tankerne, at de blev fremsagt i påskemåltidets kontekst, som for jøderne i sandhed var en ”ihukommelse” (på hebraisk zikkarôn). Ved den lejlighed genoplevede israelitterne først og fremmest udgangen fra Ægypten, men også de andre vigtige begivenheder i deres historie: Abrahams kaldelse, Isaks ofring, pagten på Sinai, Guds mange handlinger til forsvar for sit folk. Også for kristne er Eukaristien en ”ihukommelse”, men af en helt unik art: den ikke blot ihukommer Herrens død og opstandelse, men gør den sakramentalt nærværende.

 

Jesus sagde: ”Gør dette til min ihukommelse”. Eukaristien ihukommer ikke blot en kendsgerning; den ihukommer Ham! Ved sin daglige gentagelse in persona Christi af ”ihukommelsens” ord opfordres præsten til at udvikle en ”ihukommelsens spiritualitet”. I en tid, hvor hurtige sociale og kulturelle forandringer har svækket sansen for tradition og særligt for den unge generation medfører risiko for at miste kontakten med ens rødder, er præsten kaldet til inden for den menighed, som er betroet ham, at være den, som trofast ihukommer hele Kristi mysterium: sådan som det findes som forbillede i Det gamle Testamente, som det er opfyldt i Det nye og forstået endnu dybere under Åndens ledelse, som Jesus udtrykkeligt lovede: ”Han vil lære jer alle ting og minde jer om alt, jeg har at sige jer” (Johs. 14,26).

 

Et ”konsekreret” liv

 

6.  ”Mysterium fidei!” Hver gang præsten forkynder disse ord efter brødets og vinens konsekration, udtrykker han sin altid fornyede undren over det ekstraordinære mirakel, som foregår ved hans hænder. Det er et mirakel, som kun troens øjne kan opfatte. De naturlige elementer mister ikke deres ydre kendetegn, siden ”skikkelserne” forbliver brødets og vinens skikkelser; men deres ”substans” forandres ved kraften af Kristi ord og Helligåndens virke til Kristi legemes og blods substans. Da er den korsfæstede og opstandne Kristus ”sandt, virkeligt og substantielt” til stede på alteret i sin menneskeligheds og guddoms fylde. Hvilken enestående hellig virkelighed! Det er derfor, Kirken behandler dette mysterium med så stor ærbødighed og gør sig sådan umage for at sikre overholdelsen af de liturgiske normer, der skal værne dette store sakramentes hellighed.

 

Vi præster er dem, der fejrer, men også dem, der beskytter dette allerhelligste mysterium. Det er vor forbindelse med Eukaristien, som allermest udfordrer os til at føre et ”helligt” liv. Dette skal stråle frem i hele den måde, vi er på, men frem for alt i den måde, hvorpå vi fejrer liturgien. Lad os gå i skole hos helgenerne! Eukaristiens år indbyder os til at genopdage de helgener, som ivrigt søgte at fremme eukaristisk andagt (jfr. Mane Nobiscum Domine, nr. 31). Mange saligkårede og helgenkårede præster har aflagt et eksemplarisk vidnesbyrd om dette og antændt iver hos de troende, der overværede deres fejring af messen. Mange af dem var kendt for deres omfattende eukaristiske tilbedelse. At stille sig selv foran Jesus i Eukaristien, at udnytte vore ”øjeblikke i stilhed” og fylde dem med hans nærvær er at levendegøre vor indvielse ved vort personlige fællesskab med Kristus, hvorfra vort liv får sin glæde og mening.

 

Et liv centreret om Kristus

 

7.  ”Mortem tuam annuntiamus, Domine, et tuam ressurectionem confitemur, donec venias.” Hver gang vi fejrer Eukaristien, fører ihukommelsen af Kristus i hans påskemysterium til en længsel efter et fuldt og afgørende møde med ham. Vi lever i forventning om hans komme! I præstelig spiritualitet må denne venten leves ved pastoral næstekærlighed, som forpligter os til at leve midt i Guds folk for at lede menneskers skridt og nære deres håb. Denne opgave kræver af præsten en indre holdning magen til apostlen Paulus’: ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude, jeg jager mod målet” (Fil. 3,13-14). Præsten er én, som på trods af, at årene går, bliver ved med at udstråle ungdommelighed ved nærmest ”smittende” at sprede den blandt dem, han møder på sin vej. Hans hemmelighed ligger i hans ”lidenskab” for Kristus. Som Paulus siger: ”For mig er livet Kristus” (Fil. 1,21).

 

Særligt i forbindelse med den nye evangelisering har mennesker ret til at henvende sig til deres præster i håbet om i dem at ”se” Kristus (jfr. Johs. 12,21). Særligt de unge føler behov for dette; Kristus vedbliver med at kalde dem, at gøre dem til sine venner og udfordre nogen til at hengive sig selv fuldt og helt for Gudsrigets skyld. Der vil ikke mangle kald, hvis vor livsvandel er ægte præstelig, hvis vi bliver mere hellige, mere fyldte af glæde, mere begejstrede i udøvelsen af vor tjeneste. En præst, der er ”grebet” af Kristus (jfr. Fil. 3,12) har nemmere ved at ”vinde” andre, så at også de begiver sig ud på det samme eventyr.   

 

Et ”eukaristisk” liv i Marias skole

 

8.  Som jeg understregede i encyklikaen Ecclesia de Eucharistia (jfr. nr. 53-58) er forbindelsen mellem Jomfru Maria og Eukaristien meget tæt. Nadverbønnen udtrykker dette i sit eget nøgterne liturgiske sprog. Således siger vi i den romerske nadverbøn: ”Sammen med hele Kirken mindes vi med ærefrygt for Guds vor Herres Jesu Kristi moder, jomfru Maria”. I de andre eukaristiske bønner bliver æresbevisning til bøn som for eksempel i anden nadverbøn: ”Lad os få del i det evige livs fællesskab sammen med den hellige Guds moder, jomfru Maria”.

 

I de sidste år har jeg varmt anbefalet betragtningen af Kristi åsyn, særligt i mine breve Novo Millennio Ineunte (jfr. nr. 23 ff.) og i Rosarium Virginis Mariae (jfr. nr. 9 ff.), og jeg har henvist til Maria som vor store lærer. I Encyklikaen om Eukaristien talte jeg så om hende som ”Eukaristiens kvinde” (jfr. nr. 53 ff.). Hvem kan mere end Maria hjælpe os med at mærke storheden i Eukaristiens mysterium? Hun kan mere end nogen anden lære os, hvordan vi skal fejre de hellige mysterier med den rette iver og at leve i fællesskab med hendes søn, skjult i Eukaristien. Derfor beder jeg til hende for jer alle, og jeg anbefaler til hende særligt de ældre syge og dem i vanskeligheder. I denne påske, i Eukaristiens År, gentager jeg med glæde for hver enkelt af jer Jesu blide og trøstende ord: ”Se din Moder” (Joh. 19,27).

 

Med disse tanker sender jeg jer fra hjertet min velsignelse og ønsker jer påskens dybe glæde.

 

Givet på Gemellihospitalet i Rom, den 13. marts, femte søndag i fasten, 2005, mit pontifikats syvogtyvende år.

 

 

 

JOHANNES PAUL II