PETER OG PAUL - APOSTLE

     

Keld Dahlwad, København

     

1.L.: ApG 12,1-11; 2.L.: 2 Tim 4,6-8,17-18; Ev. Matt 16,13-19

     

Lad mig lige sige det straks, Festdagens evangelietekst har en ganske særlig betydning for mig personlig, idet Matt 16,13-19 havde, afgørende betydning, da jeg i sin tid ved Helligåndens tilskyndelse, tog beslutning om at tage kontakt med den hellige Katolske Kirke for senere at få lov at blive optaget i Kirkens fulde fællesskab.

     

Festdagens to læsninger taget fra henholdsvis Apostlenes Gerninger 12,1-11 (om Sankt Peter) og Sankt Paulus´ andet brev til Timoteus viser på hver deres måde hvordan VORHERRE altid er parat til at hjælpe sit folk uanset deres "håbløse" situation. I to vidt forskellige situationer kommer Herren til hjælp.

     

I Sankt Peters tilfælde, hvor han er fængslet, sender han sin engel for rent fysisk at løse Sankt Peter fra hans lænker, mens han i Sankt Paulus´ tilfælde giver ham den indre styrke og overbevisning om, at hans kamp livet igennem ikke har været forgæves på trods af alle de prøvelser Sankt Paulus har måttet gennemgå i sin iver for at føre det glade budskab ud i verden til såvel Jøder som Hedninger. - Hvordan vi så rent bogstaveligt skal forstå i hvert fald Sankt Peters tilfælde er nok lidt svært, men her tror jeg forståelsen skal søges i styrken af menighedens forbøn og styrken heri, som er eviggyldig, og som Kirken igennem alle tider har benyttet som hjælp og styrke for folket. Sankt Paulus´ tilfælde er lettere at forstå - hvem har ikke oplevet vanskeligheder i forskellige situationer og så oplevet den hjælp Herren giver den, som af oprigtigt hjerte søger Ham?

     

Festdagens evangelietekst har ofte givet og giver stadig anledning til kritik, såvel inden for som uden for Kirken. Teksten har altid bibragt mig den overbevisning, at Herren har en nøje og veltilrettelagt plan for sin Kirke, og at Sankt Peter og hans efterfølgere spiller en vigtig rolle i den sammenhæng. Prøv blot at se jer omkring hvordan forvirringen og tvivlen råder iblandt vore brødre og søstre i de andre kirkesamfund. Jeg mener helt bogstaveligt, at vi, som katolikker har så meget at være taknemmelige for - , at vi er så lykkelige at tilhøre Kirken, som Herren har indstiftet og givet den fornødne autoritet til at skelne mellem godt og ondt. Desværre er alt for mange inden for Kirken som uden for i dag mere optaget af at kritisere og pleje egen selvfremstilling i stedet for at se hvad der er godt for helheden (hvis interesser Kirkens hyrder varetager).

     

Paveembedet, som det har udviklet sig eller rettere udviklet sig i overensstemmelse med det samfund, det for tiden befinder sig i, kan man selvfølgelig altid stille spørgsmålstegn ved, især når det handler politisk, men som åndelig vejleder og med embedets åndelige autoritet når det taler om spørgsmål vedrørende det trosmæssige - herunder måske især moralske og etiske spørgsmål, mener jeg, vi som katolske kristne bør og skal følge, og i overensstemmelse med og til støtte for denne holdning, har vi netop læst i maj nummeret af det norske tidsskrift Sankt Olav hvordan den katolske rektor Tove Bull på verdens nordligste Universitet i Tromsø ser på dette spørgsmål, - hør blot: "På det politiske plan har jeg en masse å innvende mot den katolske kirke. Men jeg har valgt å godta autoriteterne og synes ikke det er så vanskelig. Det handler om å innrette seg som en del av de helliges samfunn - og det er en nyttig påminnelse om at jeg tilhører en kirke der europeere er i mindretall... jeg er bare en liten del av en store kirke, det gir hvile".

     

Særkendet ved at tilhøre den hellige katolske Kirke er netop pavens autoritet, vejledt af Helligånden, som Jesus lovede ville bistå, os altid. Læs blot Johannes 14,26-28 "Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt, hvad jeg har sagt til jer".

     

Lad os derfor fejre denne Festdag, værne om de værdier Kirken har viderebragt os og slutte op om Sankt Peters efterfølgere og i den Hellige Paulus´ og Peters ånd viderebringe det glade budskab, som Gud i Jesu Kristi menneskeskikkelse har forkyndt for os mennesker.

     

UT IN OMNIBUS GLORIFICETUR DEUS