PINSEDAG

     

P. Erling Brodersen

     

1.L.:ApG 2,1-11, 2.L.:1.Kor 12,3b-7,12-13; Ev.: Joh 20,19-23

Veni Sancte Spiritus

Pinse i brainstorming - perspektiv

Hvad kan, kort sagt, falde mennesker ind, når de tænker på Pinsen? Det skal vi beskæftige os lidt med i det følgende.

     

I speciel kristen kontekst fremtræder først Helligånden, advokaten, trøstermanden, kærlighedens bånd imellem Faderen og Sønnen, den Ånd, der fra det høje blev sendt ned for helt og evigt at forene mennesker med Faderen og Sønnen samt mennesker indbyrdes.

     

Kaster man blikket på den danske salmeskat, må det vel indrømmes, at pinsesalmerne hører til de skønneste i denne. Her lovsynges åndernes Ånd i det høje, der udgår fra den levende Gud. Den prises blandt andet som lysets, kærlighedens, sandhedens, hellighedens, mildhedens og styrkens Ånd, som skaber og fornyer.

     

Udover at nævne, hvem Helligånden er, har jeg berørt dens mål: at forene mennesker evigt med Faderen og Sønnen samt mennesker indbyrdes. Dette værk begyndte ved skabelsen og fornyes ustandseligt til fuldendelsen. Det sker igennem gaver, der skal inspirere og opflamme den enkelte og hele fællesskabet til Guds- og næstekærlighed. Når der tales om at inspirere og opflamme, kan citeres et vers fra H. Kejsers salme I dag vor Frelsers værk fuldendtes: "Og som de bad på pinsedagen, der lød med ét et mægtigt brus. Det var som stærke stormes bragen, der fyldte brat det hele hus. Som himlens klare lyn det lued. Man følte, det var Herrens vejr, og tunger som af ild man skued, der daled ned til en og hver." - Som følge af dette et par bemærkninger til ild og vejr: 1.) I liturgien demonstreres kærlighedens ild symbolsk i det røde paramenter, der bæres på pinsefesten. 2.) Det ville i vor sammenhæng være unaturligt ikke at indflette en bemærkning om årstid og vejr. De er glimrende belyst i N.F.S. Grundtvigs bøn fra 1837: "Skin over vang som en morgen med sang, morgen i maj, når det grønnes!" Pinsen er Helligåndens fest, en fest for den og dens værk samt dettes manifestationer.

     

Pinse i bibelhistorisk perspektiv

     

Pinse hedder på engelsk Pentecost. Her ses tydeligt den græske oprindelse. Ordet betyder den halvtredsindstyvende (dag).

     

I Gamle Testamente var Pinsen én af de tre store fester, hvor man skulle samles for Herren på særlig måde (5.Mos 16,16). Det drejede sig først om en høstfest, en dag fuld af glæde og taksigelse (2.Mos 23,16; 3.Mos 23,15 ff.), på hvilken førstegrødeofrene skulle bringes (2.Mos 34,22). Senere blev festen fejret til minde om pagtslutningen, der fandt sted halvtreds dage efter udtoget fra Ægypten, der fejredes ved Påsken. I det Nye Testamente blev Pinsen Helligåndens fest, på hvilken Kirken, der blev udkastet ved skabelsen, forberedt igennem den gamle pagt, født ved Jesu korsfæstelse og bekræftet ved hans opstandelse, blev proklameret for verden. Begivenheden var karakteriseret ved mirakler: "Der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde". (ApG 2,3f.) Selvom denne karismatiske gave som regel er uforståelig i sig selv (cf.1.Kor 14,1-25), kunne alle tilstedeværende forstå den (ApG 2,6ff.). Dette er et storslået tegn på Kirkens universelle sendelse, da tilhørerne kom fra de mest forskellige egne i den dengang kendte verden (ApG 2,6ff.). Med et slag blev hændelsen i Babel reserveret totalt. (cf. 1.Mos 11,1-9) Nu blev rollerne ombyttet! Dér forvirrede og spredte Gud over hele jorden de hovmodige mennesker i deres forsøg på at nå Himlen ved egen kraft og magt. Tegnet var tungerne. I Jerusalem samlede Gud de i ydmyghed ventende og forenede dem ved Åndens kraft fra det høje til udsendelse med frelsens tilbud til alle på hele jorden. Tegnet var tungerne.

     

Igennem profeten Joel lovede Gud at udgyde sin Ånd over hele menneskeheden i de sidste tider. (3,1-5) - De sidste tider begyndte med Jesu fødsel. - Budskabet blev bekræftet af apostlen Petrus (ApG 2,17). Johannes Døber prædikede: "Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd". (Mk 1,8) Budskabet blev efter opstandelsen bekræftet af Jesus (ApG 1.5). Pinsen er kroningen af Jesu lidelse, død, opstandelse og himmelfart: Påskens fuldendelse. Herfra udfoldes Kirken. Her begynder for alvor dens tid, dens vandring på vej til for evigt at fuldbyrdes i himlen.

     

Pinse i pastoraldynamisk perspektiv

     

Helligånden gives ikke efter mål (cf.Joh 3,34). I tro modtages Ånden i fylde. Gud længes efter at give den til alle mennesker. Ånden meddeles på forskellig vis. De primære måder er igennem sakramenterne dåb og firmelse. I det sidstnævnte sakramente meddeles de fra Gamle Testamente kendte syv gaver: visdoms og forstands, råds og styrkes, kundskabs og fromheds og gudfrygts Ånd. Desuden gives Åndens gaver på anden måde som for eksempel i form af nåde til at helbrede, udføre mirakler, profetere, bedømme ånder, tale i tunger samt at udlægge tungetale. (cf.1.Kor 12) Alt dette er ikke udtømmende. Generelt gælder, at alle gaver tjener til den enkelte og hele fællesskabets opbyggelse i Kristus. Når et menneske opbygges, er det forpligtet til at opbygge andre. Man skal være åben og villig til at modtage Helligåndens gaver og forvalte dem godt. (cf.Mt 25,14-30) Gaver, der for eksempel er blevet meddelt i firmelsens sakramente, kunne positivt omsat allerede have forvandlet verden. I øvrigt pakkes - i parentes bemærket - fødselsdags- og julegaver i reglen ud. Til tider er gaverne velkomne og bruges med det rigtige sindelag. Andre gange fattes ingen eller lidt interesse for dem, og de bruges så at sige ikke. Vigtigere end alt er det at pakke Åndens gaver ud og bruge dem. Først da kan det mærkes, at de er blevet modtaget. Meget skulle se anderledes ud i Kirken. Det kunne det, hvis ikke så mange i bogstaveligste forstand var faldet i søvn. Med henblik på fremtiden gælder det om at efterligne Jomfru Maria, apostlene og de andre disciple, der på Jesu bud ventede i Jerusalem samt en så at sige endeløs række af mænd og kvinder, der i historiens løb har været stille for Gud i bøn som eksempelvis i novener og andre perioder. De ventede med længsel og så deres bøn om Åndens komme og fylde besvaret.

     

Lad os huske at vi er Helligåndens tempel (cf.1.Kor 3,16). Vi må ikke lukke for Ånden, men skal lukke op for den ved positivt at bede om dens nærvær i kraft. Desuden må vi vise vilje til udelukkelse af alt det, der er Ånden modstridende. Jesus har sagt: "Ild er jeg kommet at kaste ud over jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget." (Luk 12,49) Helligåndens gaver er gratis. Når de gribes og bruges i Guds og Kirkens tjeneste, bærer de frugter: menneskets afgørende og bekræftende svar på Guds henvendelse. Dette bevirker i Åndens kraft enhed med Faderen og Sønnen samt de helliges talrige skare.

     

Det gælder om ikke alene at lade kærlighedens ild være tilkendegivet symbolsk i paramenterne. Ilden skal brænde i dig selv. Kom derfor ud af vinterens kulde og mørke! Nu er det forår: Gå ind i lyset og varmen! Istem med hjertet fyldt af glad forventning:

     

VENI SANCTE SPIRITUS: Kom Hellige Guds Ånd, opfyld dine troendes hjerter og antænd i dem din kærligheds ild ! Amen.

    

© Ord på Vejen