PINSEDAG

     

P. Thomas Birkheuser, sognepraest

     

1.L.:ApG 2,1-11; 2.L.:1 Kor 12,3b-7,12-13. Ev.:Joh 20,19-23.

     

Når man læser de forskellige tekster i Ny Testamente angående pinsebegivenheden, sådan som man naturligt gør det på denne Pinsedag, så opdager man, at man har med en begivenhed at gøre, som skildres forskelligt af de forskellige forfattere. I Apostlenes Gerninger, hvorfra festdagens første læsning er taget, taler Lukas om et heftigt stormvejr, som får folk til at stimle sammen, om ildtunger, der daler ned fra himlen. I Johannesevangeliets 20. kapitel, - pinsedagens evangelium, - er der ´kun´ tale om, at Helligånden ´ånder´. Det er langt mere stilfærdigt og langt mindre dramatisk end i Apostlenes Gerninger.

     

Betragter man de to beretninger med henblik på det tidsmæssige, er følgende påfaldende: I Apostlenes Gerninger er der tale om et langt tidsinterval mellem Kristi opstandelse og pinsebegivenheden, nemlig 50 dage, - omend det ikke nævnes direkte. Hos Johannes forbindes pinsebegivenheden direkte med opstandelsen, idet den knyttes til den opstandnes åbenbaring på selve opstandelsesdagen, på påskedagen.

     

Endelig kunne man betragte følgerne af pinsebegivenheden. I Apostlenes Gerninger beskrives en mega-begivenhed: Alle var ude af sig selv og begyndte at tale i fremmede sprog. Og efter apostlen Peters tale blev 3000 mennesker døbt! Beretningen fra Apostlenes Gerninger er dén, som vi umiddelbart kommer til at tænke på, når vi hører ordet pinse. Helligåndens magtfulde virken i denne beretning tiltaler os. Sådan forestiller vi os Guds Ånds virke, Ånden, som blæser, hvor den vil, Ånden, som bygger op og som bryder ned, Ånden, som sætter andre, - og måske også mig, - i bevægelse.

     

Men lad os idag vende vor opmærksomhed mod Johannes= beretning, som vi lige har hørt i evangeliet. Her går det anderledes stille og roligt til, ja, man kunne sige: næsten ubemærket. "Han åndede på dem"! Så enkelt siges det. Betragter man dén situation, som disciplene befandt sig i, så drejer det sig hér ikke bare om en beskrivelse af Helligåndens måde at virke på.

     

Disciplene var efter Jesu død i dén grad bange og usikre, så bange og usikre, at de opholdt sig bag låste døre. De var faktisk som lammede, følte sig ude i kulden, ude i stand til at handle, ude af stand til at leve. Billedligt kunne man sige, at de manglede luft. Luft, så de frit kunne ånde, luft, så de kunne leve. Jesus ånder på dem og giver dem dermed ny livsluft. Den opstandne puster lægende på de sår, som deres svigten har efterladt, så de selv kan opstå af deres fortvivlelse. Han gi´r dem luft, så de kan leve og handle.

     

At ånde er noget, der altid sker på en blid og stilfærdig måde. At ånde kan betyde: at give liv videre! Tænk på, hvor mange mennesker, der har reddet livet, fordi et andet menneske åndede ind i vedkommende og gav dét, som egentlig fejlagtigt hedder kunstigt åndedræt.

     

At ånde betyder således: Jeg gi´r noget af mit liv videre til andre, jeg er méd til at virkeliggøre, at en andens liv lykkes. Hvis det lykkes mig, med mit åndedræt at få en anden til at ånde, bidrager jeg til, at han/hun igen lever. I modsætning til de situationer, hvor man føler sig kvalt, fordi en anden eller andre forhindrer én i at kunne ånde frit. "Gud Herren dannede mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen", læser vi i 1. Mosebogs 2. kapitel, vers 7. På samme måde som Gud, da han skabte mennesket, først gjorde det til et virkeligt levende menneske, da han åndede på det, således virker hans ånd, hans hellige Ånd, også i dag. Hans ånd opfylder alt med liv. Det sker usynligt og uhørligt. Men uden Guds ånd, uden hans livsånde, som han blæser ind i enhver af os, ville et liv ikke være muligt, ville livet ganske simpelt ikke eksistere. Når et menneske ånder på én, mærker man, at varm luft strømmer én imøde.

     

Da Jesus ånder på sine disciple, bliver de varme om hjertet, og kulde og angst forsvinder. Nu åbner de dørene på vid gab. Nyt liv er blevet vakt, og de opfyldes af glæde og fred, gaver, som netop skænkes dem af Helligånden.

     

Men man har også hørt om det modsatte; om, at et menneske, som der er blevet åndet på, flygter. Af angst? Flygter, fordi der gribes forstyrende ind i ens tilværelse? Fordi man mener, at man ikke mere vil være sin egen herre, men betingelsesløst overgivet til en anden? Overført på Guds ånd, på Helligånden, ville flugt betyde, at man afviste Helligånden, afviste Gud selv.

     

Måske er der nogle, der afviser Guds ånd, fordi de i denne ånd ikke erkender Guds ånd, ikke erkender Helligåndens virke. Afviser vi mennesker Gud, fordi vi mere eller mindre har mistet sensibiliteten for Guds virke? Eller fordi vi af natur er konservative og ikke ønsker at risikere forandringer? Eller fordi vi ikke mere, som Maria, i stilhed lytter til vort hjerte og således fornemmer Helligånden, ved hvilken Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter?

     

År 1998 er af paven udråbt som Helligåndens år. Således gives der os dette år igennem på særlig måde lejlighed til, på ny at besinde os på dén Guds livsånde, som Helligånden ér.

Måtte vi lade os beånde af dén Helligånd, som Jesus ånder på os, dén Helligånd, som helt opfyldte hende, der skænkede os Forløseren og gik vejen sammen med ham til hans død og opstandelse: Maria, Jesu Kristi mor.

     

Lad os i den samme hellige Ånd tyde tidens tegn i lyset af evangeliet:

     

Livets Ånd, du ved hvis kraft

Ordet blev kød i Jomfru Maria,

da hun lyttede i hjertets stilhed.

Gør os lydhøre for din kærligheds kalden

og altid rede til at acceptere de tidens tegn,

som du viser os på historiens veje.

Kom du kærlighedens og fredens Ånd.

Amen.