SCT. ANSGAR

   

P. Anders Baadsgaard Jensen O.F.M.Conv.

   

Es 52,7-10; Kor 1,18-25, Mark 1,14-20

   

Er det egentligt ikke spøjst, som vi mennesker har behov for helte? Det kan være musikkere, sportsfolk, eller på det seneste deltagerne i Robinson-ekspeditionerne. Vi har et dybtliggende behov for andre mennesker, for hvem det lykkes og med hvem vi kan identificere os selv. Det giver os et menneskeligt håb, at det lykkes for mennesker, for så ka' vi osse!

   

I dag fejre vi en fiasko! Vi fejre Sct. Ansgar som vores værnehelgen og Nordens Apostel, men realiteten er jo, at hans missions indsats ikke lykkedes. Selvsagt fik han døbt nogle mennesker og han fik bygget kirker både i Danmark, Sverige og Hamborg, men vores egene forfædrene fik dem brændt ned i en sådan grad, at Ansgar til sidst så sig nødsaget til at flytte sit bispesæde væk fra Hamborg til Bremen for at undgå yderligere hærgende besøg af vikingerne.

   

Vi behøver ikke megen fantasi for at forestille os, at vores forfædre havde svært ved at goutere en ny lære, der forkynder det gode budskab om fred; en fred, der hviler på den korsfæstede frelser. I al vores menneskelige visdom, står det os tindrende klart, at Ansgar's forehavende på forhånd var dømt til at mislykkes. Og det mislykkedes rent faktisk. Han blev - menneskeligt set - en fiasko.

   

Så hvorfor fejre ham? Hvorfor holde Ansgar op som forbillede?

   

Dagens evangelium giver os et prej. Vi hører en herlig historie om en gruppe fiskere, der er i gang med at passe dagens dont. At kaste garn og ordne net er nu en gang helt dagligdags foreteelser, når man er fisker. Det er en gruppe mænd, der passer deres daglige arbejde, og som i den situation bliver kaldet af Kristus. Dette er vigtigt: Fiskerne er ikke i synagogen; de er ikke hensunkne i dyb meditation. De er midt i deres hverdag, da de kaldes. Og den opgave, Kristus giver dem er jo faktisk meget vag: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere."

   

Uden at læse for meget ind i dagens tekst, kan vi slutte os til, at fiskerne allefalds så og hørte,- ellers havde de jo ikke reageret. De så og hørte, hvad der foregik omkring dem, og derfor kunne Kristus kalde dem! Derfor kunne de følge Kristus ad veje og stier, de ikke kendte. Derfor kunne de blive sendt ud efter pinse for at forkynde det glade budskab.

   

Også Ansgar så og hørte en kalden, der tog ham steder han ikke kendte. Eller rettere: Ansgar sagde ja til at tage til steder, der hjemme i Frankrig og Tyskland må have stået som de værst tænkelige, nemlig vores egne himmelstrøg.

   

Selvsagt var der oplagte politiske grunde til at søge at kristne vikingerne, men kristent var der et kald til at bringe Evangeliet til mennesker og lande, som ikke kendte det.

   

Var det farligt? Ja! Var det dømt til at mislykkes? Måske! For realiteten er jo, at nogle faktisk blev kristne, og at Ansgar var med til at bane vejen for senere missioner.

   

Det var en ukendt rejse fiskerne begav sig ind på, da de fulgte Kristus og blev disciple. Det var en usikker fremtid, Ansgar fulgte, da han drog nordbo, langt væk fra klostrets tryghed.

   

Men kristent liv er ikke en søgen efter tryghed! Kristent liv er at kaste sig ud i det ukendte med Gud. Ansgar så, hørte, og handlede. Derfor kan vi bruge ham. Denne fest tvinger os til at åbne vores egne øjne og øren. Opgaverne er mange: vi har en af verdens højeste selvmordsrater, vi har et af de højeste forbrug af alkohol, der er masse af ensomme mennesker som vi i vores jagt på effektivitet ikke har tid til. Jo der er masser at gøre.

   

Men mindst lige så vigtigt - siden vi nu fejrer en missionær - så er kirkesøgningen i Danmark nede på under fire procent. Ud af 100 danskere, så vælger de 96 at blive hjemme! Hvorfor? Er det kun de andres skyld? Er det ikke det nemmeste at give hele skylden på muslimer, folkekirke, new-age. Er det ikke det nemmeste at lukke øjnene og ørene og derefter give alle de andre skylden? Er det ikke det nemmeste at vaske vores hænder rene i lukkede, trygge cirkler, hvor vi ikke forstyrres af ubekvemme kald til mission? Er det ikke det nemmeste, at tie stille, når kolleger og naboer har behov for at vi vedgår os vores tro? Er det ikke det nemmeste at blande sig uden om. For hvem er vi? Vi er jo hverken fiskere eller munke.

   

Jeg har på fornemmelsen, at vi prøver at være for kloge. "Det nytter jo ikke noget. Tiden skal være den rette. Det skal være gennemtænkt." Hvis apostlene eller Ansgar havde haft den indstilling, så var der ikke blevet megen kirke ud af det foretagne.

   

Det er præcist i vores forhold til det omgivende samfund, at vi kan måle om vi følger verdens visdom, eller om vi tør tro på korsets mysterium. Selvfølgelig skal vi ikke være dumme, men vi har lov til at være naive.

   

Tror vi på, at Danmark atter kan blive et land, der bygger på kristne værdier og næstekærlighed i stedet for effektivitet og profit. Hvis vi tror på det, bliver vi kaldt naive. Hvis ikke, så er der ikke meget at fejre i dag.

   

Ansgar så aldrig frugterne af hans arbejde. Han så de rygende ruiner i Hamborg. Men andre generationer, så frugterne. Det var ikke effektiviteten Ansgar skelede til. I den henseende var han en taber. Netop derfor har vi behov for ham i dag som et forbillede. For Ansgar så, hørte og handlede.

   

   

© Ord på Vejen