SCT.
ANSGAR
P.
Anders Baadsgaard Jensen O.F.M.Conv.
Es
52,7-10; Kor 1,18-25, Mark
1,14-20
Er
det egentligt ikke spøjst, som vi mennesker har behov for helte? Det
kan være musikkere, sportsfolk, eller på det seneste deltagerne i
Robinson-ekspeditionerne. Vi har et dybtliggende behov for andre
mennesker, for hvem det lykkes og med hvem vi kan identificere os
selv. Det giver os et menneskeligt håb, at det lykkes for mennesker,
for så ka' vi osse!
I
dag fejre vi en fiasko! Vi fejre Sct. Ansgar som vores værnehelgen og
Nordens Apostel, men realiteten er jo, at hans missions indsats ikke
lykkedes. Selvsagt fik han døbt nogle mennesker og han fik bygget
kirker både i Danmark, Sverige og Hamborg, men vores egene
forfædrene fik dem brændt ned i en sådan grad, at Ansgar til sidst
så sig nødsaget til at flytte sit bispesæde væk fra Hamborg til
Bremen for at undgå yderligere hærgende besøg af vikingerne.
Vi
behøver ikke megen fantasi for at forestille os, at vores forfædre
havde svært ved at goutere en ny lære, der forkynder det gode
budskab om fred; en fred, der hviler på den korsfæstede frelser. I
al vores menneskelige visdom, står det os tindrende klart, at
Ansgar's forehavende på forhånd var dømt til at mislykkes. Og det
mislykkedes rent faktisk. Han blev - menneskeligt set - en fiasko.
Så
hvorfor fejre ham? Hvorfor holde Ansgar op som forbillede?
Dagens
evangelium giver os et prej. Vi hører en herlig historie om en gruppe
fiskere, der er i gang med at passe dagens dont. At kaste garn og
ordne net er nu en gang helt dagligdags foreteelser, når man er
fisker. Det er en gruppe mænd, der passer deres daglige arbejde, og
som i den situation bliver kaldet af Kristus. Dette er vigtigt:
Fiskerne er ikke i synagogen; de er ikke hensunkne i dyb meditation.
De er midt i deres hverdag, da de kaldes. Og den opgave, Kristus giver
dem er jo faktisk meget vag: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre
jer til menneskefiskere."
Uden
at læse for meget ind i dagens tekst, kan vi slutte os til, at
fiskerne allefalds så og hørte,- ellers havde de jo ikke reageret.
De så og hørte, hvad der foregik omkring dem, og derfor kunne
Kristus kalde dem! Derfor kunne de følge Kristus ad veje og stier, de
ikke kendte. Derfor kunne de blive sendt ud efter pinse for at
forkynde det glade budskab.
Også
Ansgar så og hørte en kalden, der tog ham steder han ikke kendte.
Eller rettere: Ansgar sagde ja til at tage til steder, der hjemme i
Frankrig og Tyskland må have stået som de værst tænkelige, nemlig
vores egne himmelstrøg.
Selvsagt
var der oplagte politiske grunde til at søge at kristne vikingerne,
men kristent var der et kald til at bringe Evangeliet til mennesker og
lande, som ikke kendte det.
Var
det farligt? Ja! Var det dømt til at mislykkes? Måske! For
realiteten er jo, at nogle faktisk blev kristne, og at Ansgar var med
til at bane vejen for senere missioner.
Det
var en ukendt rejse fiskerne begav sig ind på, da de fulgte Kristus
og blev disciple. Det var en usikker fremtid, Ansgar fulgte, da han
drog nordbo, langt væk fra klostrets tryghed.
Men
kristent liv er ikke en søgen efter tryghed! Kristent liv er at kaste
sig ud i det ukendte med Gud. Ansgar så, hørte, og handlede. Derfor
kan vi bruge ham. Denne fest tvinger os til at åbne vores egne øjne
og øren. Opgaverne er mange: vi har en af verdens højeste
selvmordsrater, vi har et af de højeste forbrug af alkohol, der er
masse af ensomme mennesker som vi i vores jagt på effektivitet ikke
har tid til. Jo der er masser at gøre.
Men
mindst lige så vigtigt - siden vi nu fejrer en missionær - så er
kirkesøgningen i Danmark nede på under fire procent. Ud af 100
danskere, så vælger de 96 at blive hjemme! Hvorfor? Er det kun de
andres skyld? Er det ikke det nemmeste at give hele skylden på
muslimer, folkekirke, new-age. Er det ikke det nemmeste at lukke
øjnene og ørene og derefter give alle de andre skylden? Er det ikke
det nemmeste at vaske vores hænder rene i lukkede, trygge cirkler,
hvor vi ikke forstyrres af ubekvemme kald til mission? Er det ikke det
nemmeste, at tie stille, når kolleger og naboer har behov for at vi
vedgår os vores tro? Er det ikke det nemmeste at blande sig uden om.
For hvem er vi? Vi er jo hverken fiskere eller munke.
Jeg
har på fornemmelsen, at vi prøver at være for kloge. "Det
nytter jo ikke noget. Tiden skal være den rette. Det skal være
gennemtænkt." Hvis apostlene eller Ansgar havde haft den
indstilling, så var der ikke blevet megen kirke ud af det foretagne.
Det
er præcist i vores forhold til det omgivende samfund, at vi kan måle
om vi følger verdens visdom, eller om vi tør tro på korsets
mysterium. Selvfølgelig skal vi ikke være dumme, men vi har lov til
at være naive.
Tror
vi på, at Danmark atter kan blive et land, der bygger på kristne
værdier og næstekærlighed i stedet for effektivitet og profit. Hvis
vi tror på det, bliver vi kaldt naive. Hvis ikke, så er der ikke
meget at fejre i dag.
Ansgar
så aldrig frugterne af hans arbejde. Han så de rygende ruiner i
Hamborg. Men andre generationer, så frugterne. Det var ikke
effektiviteten Ansgar skelede til. I den henseende var han en taber.
Netop derfor har vi behov for ham i dag som et forbillede. For Ansgar
så, hørte og handlede.