SKÆRTORSDAG

     

P. Julian Bodnar C.ss.R.

     

1. L.:2 Mos 12,1-8.11-14; 2. L.:1 Kor 11,23-26; Joh 13,1-15.

     

I Konstitutionen om Liturgien (nr.47) minder Det Andet Vatikankoncil os om, at: "Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid, den nat Han blev forrådt, indstiftet det eukaristiske offer af sit legeme og blod, hvorved Han ville lade korsets offer vare ved gennem tiderne, indtil Han kommer igen. Derved har Han betroet Kirken, sin elskede brud, mindet om sin død og opstandelse: ´Barmhjertighedens sakramente, enhedens tegn, kærlighedens bånd, påskemåltidet, hvor Kristus nydes, sindet fyldes med nåde, og hvor vi modtager et pant på den fremtidige herlighed".

     

Vatikankoncilet minder os også om, i dekretet om præsternes tjeneste og liv (nr.5), at Eukaristien er det sande centrum for vor tilbedelse af Gud og for vort liv som gudsfolk: "Alle øvrige sakramenter er knyttet til eukaristien og henordnet til den, og det samme gælder de øvrige kirkelige tjenester og apostoliske opgaver. Eukaristien rummer nemlig i sig selv alle Kirkens åndelige goder i hele deres fylde, det vil sige Kristus selv, han som vort påskelam og vort levende brød. Ved sit kød, som lever og gør levende ved Helligånden, skænker Han menneskene livet, og derved opmuntres og føres de til at frembære sig selv, deres arbejde og hele skabningen sammen med Ham. Derfor fremtræder eukaristien da også som kilden til og højdepunktet af enhver forkyndelse af evangeliet".

     

I dag falder vi ned på knæ for at sige tak for eukaristiens vidunder. Kan vi finde ord for at udtrykke denne tak? - Er vi i stand til at fatte denne virkelighed? - Billederne fra det Gamle Testamente er forbi, nu får vi lov til at opleve virkeligheden. "Det er påske for Herren!" (2 Mos 12,11). Påske er Herrens "Phase" (forbigang) - fra døden til livet. "Vor Påske er Kristus!" (1 Kor 5,7) - synger Kirken jublende i liturgien.

     

I Eukaristien giver Kristus os sig selv. Mere kunne Han ikke nærme sig os mennesker. - Vi fejrer eukaristien til minde om Ham, ikke kun som passive tilskuere.

     

Men tør vi gå et skridt frem mod Ham? - Han forventer det af os! - Og netop i eukaristiens celebration kan vi bedst gøre det, som vor pave opfordrer os til i en af sine rundskrivelser: ("Redemptor Hominis",10) "Mennesket skal nærme sig Kristus sammen med sin uro og sin usikkerhed, også med sin svaghed og sin syndighed, med sit liv og død. Mennesket skal, så at sige, indgå i Ham med sig selv, og 'tilpasse sig', assimilere menneskevordelsens og Frelsens hele virkelighed". - Og denne fulde virkelighed er til stede på alteret, i eukaristien, på sakramental måde. Når vi nærmer os for at ofre Gud os selv, åbner vi hele vort liv for at blive fyldt med "hele Guds fylde" (Ef 3,19).

     

Herrens invitation og forventning kræver, at vi skal gøre vort hjerte rent, - parat til Herrens komme. "Thi så ofte som I spiser af dette brød og drikker af kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer"(1Kor 11,26).

     

Lige i den følgende sætning advarer apostlen Paulus alle mod at misbruge det helligste, ved at spise brødet eller drikke Herrens kalk på uværdig vis og pådrage sig skyld over for Herrens legeme og blod; ... at spise og drikke sig selv en dom til. (1Kor 11,27.29).

"Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid indstiftet det eukaristiske offer af sit legeme og blod. Han har betroet Kirken mindet om sin død og opstandelse: barmhjertighedens sakramente, enhedens tegn, kærlighedens bånd, påskemåltidet, hvor Kristus nydes, sindet fyldes med nåde, og hvor vi modtager pant på den fremtidige herlighed".

     

Koncilets ord og udtryk er fantastisk smukke, men realistiske nok. I hvert fald forpligtende. "Enhedens tegn, kærlighedens bånd" ... Kristus selv bad ved den sidste nadver inderligt om, at vi skal være ét, og bøjede sig selv helt ned til apostlenes fødder, - fordi han elsker os mennesker. Han gik i døden, og er opstanden, af kærlighed til os.

     

Så lad os i fælleskab, i enhedens og kærlighedens tegn, som brødre og søstre, som Guds børn, - nu i Faderens år, nærme os alteret, og i al ydmyghed opleve Skærtorsdags mysterium. - "Men sig kun et ord, så bliver jeg helbredt".

   

© Ord på Vejen