Straffer Gud og hvordan?

   I forbindelse med udnævnelsen af Gerhard Wagner til hjælpebiskop i Linz har man hæftet sig ved et indlæg i hans sogneblad, hvor han tilsyneladende har tilkendegivet, at orkanen Katrina var Guds straf over New Orleans p.gr. af den megen umoralitet i byen. Jeg har ikke haft mulighed for nøjagtigt at studere pastor Wagners udtalelser, og vil derfor heller ikke kommentere dem nærmere her, men forsøge svare på det spørgsmål, som stilles i overskriften.

   At mennesket risikerer Guds straf i det evige liv, lader Den hellige Skrift os ikke i tvivl om. Det kan man f.eks. se i beretningerne om verdensdommen (Mat. 25,31-46 og den rige mand og Lazarus (Luk. 16,19-31). Men straffer Gud også mennesker i denne verden, og kan vi klart påvise, at der er tale om Guds straf, når  en ulykke overgår et menneske eller en hel by? Det første kan vi ikke udelukke, det sidste skal vi være yderst varsomme med at påstå. Det bliver vi advaret mod af Jesus selv, der i Lukasevangeliet kap. 13,1-5 siger: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet af deres offerdyr. Og han sagde til dem: ”Mener I, at de var større syndere end  alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.”

    Dette udsagn fra Jesus advarer os klart imod at udpege en konkret ulykke som Guds straf over enkelte eller større grupper af mennesker. Er mennesker i New Orleans værre end dem i San Francisco eller København, og er mennesker, der rammes af alvorlig sygdom, større syndere end de raske? Synes vi ikke tit, at det går de ”dårlige” mennesker godt, og at tyranner går fri, mens utallige uskyldige må lide ondt? Vi ser, at det er umuligt at overføre vore forsøg på menneskelige retfærdighed i sådanne sammenhænge eller at dømme på Guds vegne.

     Betyder det så, at det kan være lige meget, hvordan vi lever, og at der ikke er nogen konsekvenser af vore synder? Bestemt ikke. Alle menneskeskabte ulykker er følge af synd: Had, grådighed, misundelse, umådehold eller ukyskhed. Vor synd kan gå ud over andre, men også falde tilbage på os selv. Den, der på grund af egoisme ødelægger andres liv, kan selv blive isoleret; den, der af grådighed kaster sig ud i økonomisk spekulation, kan ruinere sig selv; den, der misbruger f.eks. alkohol, kan ødelægge sit helbred; den, der lever et utæmmet seksualliv kan påføre sig selv sygdomme eller spolere sit ry.

     Spørgsmålet er, hvem der i disse sammenhænge straffer. Er det Gud eller os selv? Vi ser, at en forkert livsførelse, kan nedkalde ulykker over os selv, uden at vi behøver at give Gud skylden. På samme måde kan også et helt samfund ved sine fejlagtige holdninger til de svage og udstødte, til indvandrere, til penge, til religion, til abort og eutanasi nedkalde ulykker over sig. Vi kan roligt gøre os tanker over dette og så også hurtigt konstatere, at vi ingen steder i verden rigtigt går fri, samt at vi hele tiden har vore egne personlige fejl at kæmpe imod. En straf kan vi måske få at mærke; men jf. Jesu ord hos Lukas 13 skal vi se på os selv, før vi udser andre til ofre for Guds hævn.

    

X Czeslaw Kozon