HELLIGE TEGN:  Tid       Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Frans Ove Larsen) Under et besøg i et Benediktinerindeabbedi fortalte en højt bedaget nonne mig, at hun var indtrådt i dette kloster allerede for tres år siden, men at årene siden da nærmest var fløjet af sted.  Grunden hertil var nok frem for alt kirkeårets smukke rytme med dets fester, forberedelserne til dem og tiden efter dem, vekslen mellem hverdage og søndag.  Og derudover er jo hver eneste dag i et abbedi yderligere inddelt i afvekslingen mellem tidebønnen og arbejde.  Et sådant forløb af dagene og året kan næppe forekomme langtrukkent.  Tiden opleves meget forskelligt.  Digteren Hölderlin følte, at hans epoke var en "ussel tid", fordi det guddommelige syntes at være forsvundet derfra.  En trist søndag morgen oplevede han som en "blytung tid".  Den kvindelige digter Marie Luise Kaschnitz har i modsætning dertil kaldt den tid vi lever i for "en omvæltningens tid." I begyndelsen af sit offentlige virke taler Jesus om, at "tiden er inde": "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1.15).  Ved afskeden med disciplene før sin død taler han om den tid, han har tilbage som "en kort tid": "En kort tid, så ser I mig ikke længere" (Joh 16,16).  I den grad et menneske åbner sig over for Gud og Guds rige, bliver hans tid "inde."  Hans livs "korte tid" bliver ikke kedsommelig.  Talemåden "jeg har ikke tid" præger mange menneskers hverdag i vort moderne samfund.  På den anden side er der stadig flere mennesker, der føler, at de har for megen tid.  Til dem hører de ensomme, hvoraf mange er gamle og syge.  At have tid betyder at leve i Guds nærvær, siger et religiøst visdomsord.  Kirkeåret, et troens kunstværk, vokset frem i åhundredernes løb, er en ramme, der afsætter tid til Gud og dermed også tid for mangen en kostbar ting, som ikke bliver bemærket i al hast og støj. Det er noget væsentligt i den jødisk-kristne arv, at den syvende henholdsvis den første dag i syvendedagsugen frem for alle andre dage er forbeholdt fordybelse, andagt, gudstjeneste og relativ hvile fra arbejdet. Igennem mange århundreder har denne rytme med seks arbejdsdage og en hviledag struktureret tiden og derved givet tilværelsen fasthed og retning. Den livskultur, som opstod deraf er i lang tid blevet undermineret, og det der er tilbage deraf bliver der selv i dag sat spørgsmålstegn ved ud fra økonomiske interesser.  Den høje pris derfor kendes mange steder endnu ikke.  I Europa burde man snarest muligt indgå en bred alliance til søndagens bevarelse. ,,Den syvende dag har en morgen, men ingen aften" (Thomas af Akvin om det evige liv) "Vort livs dybeste rytme er lysets rytme mellem dag og nat og tidevandets vekslen.  Kirken har fra begyndelsen optaget denne rytme og forvandlet den fra tidevandets naturlige forløb år efter år til frelsesbegivenhedernes tilbagevenden.  Påske ... Jul og Herrens åbenbarelse ... vort liv pulserer mellem disse begivenheder og er opfyldt med de mange minder om frelsens og det helliges mysterier. Så snart den troende kristne træder ud i denne strøm af minder og bedende optager dem i sig, ved han sig uendelig tryg, men aldrig kun for sit eget vedkommende, men altid på vegne af alle, som møder ham rådvilde og som han bør give del i sin erfaring. (Wilhelm Nyssen, Ånde i lysets rytme)

© Ord på Vejen