VIEVAND

HELLIGE TEGN: Vievand


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)


Et kar med indviet vand står ved tærsklen til katolske kirker. Den kristne, der træder ind i Guds hus, bør besinde sig og overveje, hvem han/hun er. Han kan forsøge at holde et spejl foran sig og vedkende sig som synder. Så er det at dyppe fingerspidserne i vandet mere end tankeløs vane. Handlingen bliver et udtryk for længslen efter hjertets renhed, efter uskyldighed, efter en ny begyndelse. Vand slukker ikke kun tørsten, men vasker også smudset væk. Det indviede vand bliver dermed tegn på renselse, Guds retfærdiggørelse af det syndige menneske og ihukommelse af dåbens vand.

Ved indvielse af vandet læses fra Bibelen en tekst om vand. Oftest er det Guds ord til Israels folk fra Ezekiels bog: "Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed, jeg giver jer et rent hjerte" (Ez 26,25-26). Det er gammel skik og brug at komme lidt salt i vandet ved indvielsen. Derved bliver vi mindet om Guds opgave til profeten Elia, at han skulle give dovent vand ny kraft ved at tilsætte salt. Tidligere gik præsten før søndagsmessens højmesse gennem kirken og bestænkede menigheden med vievand. Imens blev følgende salmevers sunget: "Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne!" (Sl 51,9). I en tid, hvor bodssakramentet er i krise, er det godt at erindre denne ritus, da den er egnet til at vække længslen efter radikal forsoning med Gud, ligesom i skriftemålet.

Ved indvielsen af en ny kirke eller ved velsignelsen af en renoveret kirke går biskoppen ledsaget af diakonerne gennem kirkerummet og bestænker menigheden og kirkens vægge med vievand. Herunder erindrer korets sang os om kilden, som profeten Ezekiel så udspringe i templet i Jerusalem: "Jeg så vand udgå fra templet på den højre side, halleluja. Og alle, til hvem dette vand nåede, er blevet frelst, og de skal sige: Halleluja, halleluja" (Vidi aquam) Ez 47,1-9. Ved mange liturgiske handlinger bruger Kirken vievand: Ved velsignelsen af ringe ved ægteskabets indgåelse, ligeså ved en begravelse, ved indvielse af en klokke og ved velsignelse af forskellige genstande. I mange gamle klostersamfund, som for eksempel Benediktinerne, velsigner abbeden munkene efter aftenbønnen, hver enkelt munk, med vievand.   I mange familier var det sædvane, at forældrene velsignede deres børn med vievand, når afskeden var for længere tid. Denne skik var værd at genopleve der, hvor man forsøger at leve et seriøst religiøst samliv. Når man dypper fingrene i vievandskarret kunne man også huske på "søster vand´s" lovsang, som Frans af Assisi så bevægende har udtrykt: "Lovet være du, Herre, gennem søster vand. Hvor gavnlig er hun, så kostbar og ren".